Studia Islandica - 01.06.1989, Qupperneq 137

135
/.../bio hann [Hakon] vm ueilrgde vid hana [Gunnhilldi] med þeim hætti at
hann georde ordsendingar med vinattumalum Haralldi konungi ok bad hann
skrifa bref til Gunnhilldar a þann hatt sem konungr vile fa hennar/—/konungr
bidr hennar ser til eiginkonu. ok segir hann sæla vera Danmork ef hon næde at
hafua slika drottning yfir ser./—/Þessi bref erv Gunnhilldi borin/—/Lyktazst
þar nu frasognn grimlæiks ok glæpa Gunnhilldar konungamodr.11
Aðalbjarnarson sagt hierzu: „Gunnhilds d0dsmáte blir
skildret pá samme vis ogsá i Ágrip (23), men her fins ikke noe
svarende til de anfprte setninger. Dette er fprst pápekt av
Morgenstern (Arkiv, X, 206-7), og han har av det sluttet at
fortellingen i Flb. og A.M. 62, fol. er bygget pá Theodricus’,
uavhengig av Ágrip. Dette finner Nordal (47-48) ikke meget
sannsynlig. Han formoder at ‘det oprindelige Ágrip har inde-
holdt de omtalte sætninger, idet det stod sin kilde nærmere
end vort bevarede haandskrift, og at det er paa det (en tro af-
skrift deraf), Flat.s fortælling bygger’. Men Nordals argumen-
ter for dette er ikke særlig overbevisende. Jeg kan ikke være
enig med ham nár han betrakter det som urimelig at en inter-
polator i det 14. árhundre skulde ha kjent og nyttet Theo-
dricus’ verk, selv om enkelte hándskrifter av det var blitt
bragt til Island i slutten av 12. árhundre. Hvorfor skulde disse
hándskrifter sá tidlig være gátt tapt? Og intet berettiger oss til
á anta at alle de nevnte setninger kan ha státt i Ágrip, skjpnt
dette med noen rimelighet kan tenkes á være forkortet i det
bevarte hándskrift (se Om Ol. d. h. s., 43-48; Aarb., 1928,282
og passim). Det bpr ogsá tas i betraktning at vedkommende
fortelling i Flb. og A.M. 62, fol. ikke med hensyn til ordlyd
har noen likhet med den tilsvarende i Ágrip; det vilde da være
en merkelig tilfeldighet hvis den hadde lánt iraÁgrip sá meget
som mangler i det bevarte hándskrift, men ikke noe som stár
her.“12
Aðalbjarnarson ist hier durchaus zuzustimmen, wenn-
gleich eine von Theodoricus und in Flateyjarbók (u. AM 62
fol.) gemeinsam benutzte, islándische Quelle nicht auszu-
schliefien ist. Diese Möglichkeit hat schon vor langem J.Ph.
Murray erwágt;13 das Problem wird jedoch náher im Kapitel
uber Sæmundr und Ari als Quellen des Ágrips besprochen.