Studia Islandica - 01.06.1989, Qupperneq 231

229
„Sæmund frodes forfatterskab“, S. 140 f. G. IndrebO: Fagrskinna, S.
124-126. Bjarni Aðalbjarnarson: Om de ... , S. 188-189. fslenzk forn-
rit.XXVI, S. LIV-LVIII. Ólafia Einarsdóttir: „Harald Dovrefostre af
Sogn“, S. 131-166. Bjarni Einarsson: fslenzk fornrit.XXIX, S. CXXV-
CXXVII. Hier muB noch erwáhnt werden, daB eigentlich in keiner der
genannten Forschungsarbeiten alle in Betracht kommenden Texte iiber
Hálfdans Tod und Begrábnis ausfuhrlich behandelt und verglichen wer-
den. Am nutzlichsten sind die Untersuchungen Gjessings.
80. Siehe z.B. A. Gjessing: Undersdgelse ... I, S. 50,54. Bjarni Aðalbjarn-
arson: íslenzk fornrit.XXVI, S. LIV-LVIII. Ólafia Einarsdóttir: „Ha-
rald Dovrefostre af Sogn“, S. 131-166. B. Fidjestól: Det norróne fyrste-
diktet, S. 12, 18.
81. Vgl. z.B. G. Indrebo: Fagrskinna, S. 111. Bjarni Aðalbjarnarson: Om
de ... , S. 187. íslenzk fornrit.XXVI, S. LVIII. A. Jakobsen: „Politisk
historieskrivning ...“, S. 113-130. Bjarni Einarsson: fslenzk fornrit.
XXIX, S. LXXV-LXXVI.
82. B. Fidjestöl sagt (Det norrone fyrstediktet, S.12): „Indreb0 set rett nok
opp som ein kritisk regel at av ‘innhaldet i Fgsk. b0r ein berre f0ra so
mykje direkte tilbake til munnleg tradisjon som ein absolutt er n0ydd til;
d.v.s. det som ein ikkje med rimeleg grunn kann f0ra tilbake til skrivne
sogor eller skaldekvæde’ (Indrebo 1917:111). Dette er utan tvil ein for-
nuftig regel, som gjeld for Fsk. særskilt, men som i prinsippet kan utvi-
dast til á gjelde forheile kongesagakomplekset; hypotesen om skriftlege
lán má i kvart h0ve utpr0vast f0rst. Det er sáleis eit meir tilfredsstillande
resultat om vi verkeleg kan peike pá ei skriftleg kjelde, enn om ein berre
viser til ein allstadnærverande munnleg tradisjon. Likevel gjer det neppe
biletet enklare om ein postulerer reint hypotetiske skriftlege kjelder,
som i alle fall má bli liggjande som skoddesldrde 0yar i det ukjende.“
83. S. Ellehdj: Studier ... , S. 266.
84. Skjd.AI, S. 579.
85. Vgl. G.A. Gjessing: „Sæmund frodes forfatterskab“, S. 125-130. G.
Indrebd: Fagrskinna, S. 43-49. Bjarni Aðalbjarnarson: Om de ... , S.
188. S. Ellehðj: Studier ..., S. 15-24. ÓlafiaEinarsdóttir: „HaraldDov-
refostre af Sogn“, S. 137-142, 154-160, 162. Bjarni Guðnason: íslenzk
fornrit.XXXV, S. LXXVII ff. Bjarni Einarsson: íslenzk fornrit.XXIX,
S. LXX ff., LXXVIII f. DaB der Verfasser von Fagrskinna sich auf
Sæmundr gestútzt hat, schlieBt natúrlich nicht aus, daB er auch Aris
*Konungaœvi und/oder andere Schriftquellen verwendet haben kann,
indem er sie nach Belieben handhabte; vgl. Bjarni Einarsson: íslenzk
fornrit.XXIX, S. LXXI.
86. G.A. Gjessing: „Sæmund frodes forfatterskab“, S. 141 (vgl. ebd.,
S.140).
87. Siehe náher dazu S. Ellehój: Studier ... , S. 109-112.
88. MHN,S. 97-103.
89. H. Koht: Innhogg og utsyn, S. 218. Finnur Jónsson: „Ágrip“, S. 277-
279.
90. Bjarni Aðalbjarnarson: Omde ... , S. 42. SieheauchS. Ellehpj: Studier
...,S. 110.