Fróðskaparrit - 01.01.1981, Blaðsíða 160

168
Færøcrne og Dansk Folkemuseum
værkere til at opføre pa Frilandsmuseet, hvor det først i 1965 af-
løstes af de originale huse, som museet erhvervede fra NorSur-
oyggjar.5) Bernhard Olsen fandt, at færøhuset ville være en vinding
for museets bygningsafdeling ikke blot ved dets »maleriske Ydre af
Stensætning og Græstørv«, men navnlig fordi det kunne blive »lære-
rigt for Kulturforholdene i vore nordlige Lande. Intet Museum i
Norden ejer noget lignende. Det slog ned i mig forgangen, da en
svensk Museumsmand sagde til mig: Gør dog alt, hvad De kan for
at erhverve en Bygning fra Island eller Færøerne. Hverken vi eller
Norge ejer noget saadant«, skrev han til W. Mollerup. Utvivlsomt
er det udstyr til dette hus, der afspejles i et brev fra Jóannes Paturs-
son, dat. Kirkjubø 17/3 1907, hvori omtales sengetæpper, rekkju-
váðir, som han har skaffet til museet fra Hans Christoffer Joensen
i Hvalvík.
Iøvrigt slap man ikke tanken om originale huse fra øerne. Maleren
Emil Krause, der i 1905 og 1906 malede flere billeder af livet i røg-
stuerne, gjorde i 1907 opmærksom pa, at den sidste gamle røgstue
i Tórshavn snart ville forsvinde og foreslog museet at erhverve den.
I 1911—12 var man langt inde i forhandlinger om erhvervelse af
en af de færøske vandmøller, som flere breve fra A. Metz i Tórshavn
vidner om, og endelig skal nævnes, at pastor K. Grøn i Kvívík
i august 1929 gjorde købstadmuseet »Den gamle By« opmærksom
pa et gammelt hus i Sørvágur, der stod for nedrivning, og som han
tænkte sig museet »muligt havde Interesse af at have et saadant
gammelt færøisk Hus og faa det sendt til Aarhus til Opstilling der
blandt de gamle Bygninger«. Købstadmuseet lod sagen ga videre til
folkemuseet, der indhentede nærmere oplysninger med opmalings-
plan og fotografier, men sluttede, at »da baade Husets Form og
Størrelse afviger fuldstændig fra Frilandsmuseets Færøhus, kan
Tømmeret ikke bruges til Supplering«.
I udlandet var man opmærksom pá folkemuseets færøsamling. I
1926 ønskede en studerende hos professor Michael Haberlandt i
Wien, der arbejdede med manglebrættypologi, at fá rede pá de
færøske manglebrætter. Folkemuseet indhentede i den anledning
oplysninger hos Trond Olsen, der beredvilligt svarede om form og
brug og ogsá kom ind pá spørgsmálet om deres anvendelse som