Fróðskaparrit - 01.01.1981, Blaðsíða 306

314
Den lille domkirke i Kirkjubøur
skriver synsmændene: »Kirken staar paa fald og nødvendig maa
opbygges, samme Grund er god igien at opbygge Kirken derpaa,
undtagen ved det Vestere Hiørne er der falden nogen Jord fra af
Brænding, men har efter paachiønning ingen fare, naar der bliver
en forsvarlig Væg opbygt uden for ved siden. Kirkens gamle Vegge
synes at være gode at bygge en nye Kirke paa«.
Brændingen nar nu kirkens sydvesthjørne, og situationen er sa kri-
tisk, at synet det følgende ar ma skrive: »... Den er ikke begyndt
at bygge Kirken og hin staar, for fald, saa at man er ikke viis, naar
hun staar eller naar hun falder. Man har rejst nogle Bord op imod
Taget for at stytte det, saa godt man kand«.
Men 1769 er man i fuld gang med at sikre kirken. »Kirken er nu
Næsten opbygt, ...«, skriver synet og oplyser videre, at man er be-
gyndt at opføre en væg til beskyttelse mod brændingen. Det tager
sin tid at fá denne væg bygget, for áret efter læser vi: »Væggen som
til sikkerhed skulde opbygges for det vesterlige hiørne af Kirken,
at den ikke skulle beskadiges, naar stor brænning om vinter tiide var
i Søen, er ikke endnu opbygt, men tilhørerene har lovet viist, at den
skal opbygges, saa snart skee kand, og det i denne sommer med
Guds Hielp«. 1771 anføres det, at væggen nu er »fuulfærdiget«.
Nu stár kirken i god og forsvarlig stand i en árrække, men 1788
er situationen atter kritisk, for da »... ruinerer Brænningen Grunden
meer og meer, hvorfore Kirkeværgerne paa nye er forpligtet til at
tilholde Menigheden at den saa snart skee kand, og saavidt mueligt
er forebygger, at Kirken ikke ved Søegang bliver nedreven ...«.
Det lykkes dog i de følgende ár at holde kirken i nogenlunde
stand; men 1863 er situationen sá alvorlig, at kirken erklæres »ubru-
gelig« og lukkes. Áret efter er den dog atter repareret, sá den indtil
videre kan benyttes.
I 1870 opføres endelig den nuværende, svære beskyttelsesmur lige
ud for kirkens sydside — den omgivende kirkegárds søndre halvdel
var nu helt opslugt af havet — og den har siden da formáet at afvise
brændingens bestandige og voldsomme tilnærmelser, og sáledes fore-
løbig sikret bygningen som kirke for den stedlige sognemenighed.
At man desuden sikrede et bygningshistorisk monument af afgø-
rende betydning for forstáelsen af bispesædets historie blev først for