Fróðskaparrit - 01.01.1981, Page 200

208
Fleyggjarsteinur
nes og paa fjorden formedelst et høiere bjerg bagenfor samme, som med sin
skygge skjulte den, haver han endnu ladet sætte ligesaadan en paa det høiere
bjerg og derhos 12 skandsekurve, desligeste noget bedre ned fire skandsekurve,
som giver en sær anseelse for dennem, som komme seilendes ind ad byen.»
Corfitz Braem omtaler 1673-74 fløien og de af oberst Cicignon opførte skandser
og siger om disse: «men til ingen nytte.»
Ogsaa borgermester Claus Fasting omtaler fløien i sin «Bergens beskrivelse.»
I 1733 var, efter Hildebrand Meyer, fløien faldt ned paa grund af ælde og
storm; men da kong Kristian VI og dronning Sofie Magdalene i dette aar ven-
tedes til Bergen, blev en ny fløi sat op paa en privatmands bekostning.
I 1760 blev fløien atter ødelagt, da natten mellem lste og 2den oktober «torden
slog udi tverstokken af fløien ret ved naglehullet, hvor den vendte sig, saa at
der endog kom ild udi toppen af stagen, hvoraf dog ikke blev brændt mere end
omtrent en alens længde, da det øvrige af stagen blev staaende tilbage».
I juni 1761 blev en ny fløi reist, bekostet af byen. Fra denne tid af har kom-
munen overtaget vedligeholdelsen.
I 1817 maatte fløien igjen erstattes med en ny, der bestod af et «stort maste-
træ med en bevægelig tverbjelke.» «Faa reisende,» siger Sagen og Foss i 1824,
«besøger Bergen uden at skjære deres navn i den. Den nye fløi er allere-
de ganske oversaaet med udskaarne navne, ja i selve klippen findes navne ind-
hugne.»
Allerede i 1841 blev det nødvendigt at anskaffe en ny fløi. Men for at faa
en, der bedre kunde trodse tidens tand end de tidligere fløie af træ, blev den-
ne gang stangen gjort af jern og blot tverstokken af træ, hvorved man fik en
standhaftigere veirhane.
Byen har en anden «veirhane», Sandviksfløien, som dog ikke er saa gammel og
berømt som dens kollega paa Fløifjeldet, idet den blev reist paa Sandviksfjeldet
omkring 1835; da den var bleven affældig, samledes bidrag til en ny fløi, der
blev sat op 29de september 1879.
Aftur at Fleyggjarsteini. Málsliga er einki, sum mælir ímóti, at
fleyggj í navni okkara og fløy í Fløyfjellet eru av einum og sama
stovni runnin. Søgnin um, at biskupurin setti merki sítt á Fleyggjar-
steini kundi víst tann vegin, at steinurin hevur fingið navn av »flaug,«
ið har hevur staðið. Eisini tað unga navnið Bispasteinur vísir á eitt-
hvørt samband við biskup ella biskupar. Eg giti, at navnið er komið
av tí, at har hevur staðið »veðurviti« ella »veðurhani«, ið itið man
hava fleyg(gj) á eldri føroyskum máli, merki av einumhvørjum slag,
ið hevur víst ættina, eins og »fløyen« á Fløyfjellet í Bjørgvin og
helst aðrastaðni við á fjøllum og hæddum í Noregi. Onkur kann
halda, at tørvur mátti ikki verið á tílíkum í Føroyum, har sum lætt