Fróðskaparrit - 01.01.1981, Page 305

Den lille domkirke i Kirkjubøur
Knud J. Krogh
Det gradige hav har taget en meget stor del af det omrade i Kirkju-
bøur, hvor Færøernes middelalderlige bispesæde var etableret, og
dermed ogsa en god bid af bispesædets historie, der i mangel af fyl-
digere skriftlige kilder i det væsentligste má klarlægges gennem arkæ-
ologiske undersøgelser af de materielle levn. For evigt er en række
brikker i det helhedsbillede, som er forskningens mal, gáet tabt.
Af de tre middelalderlige kirkebygninger, der nu er at se pá stedet,
det vil sige domkirkeruinen Múrurin, ruinen der kaldes Líkhús
og endelig den sákaldte Sognekirke, har havet forlængst slugt
det meste af den ene. Af »Líkhús« er sáledes kun bevaret beskedne
fragmenter af selve bygningens nordside samt den nordre del af den
omgivende kirkegárd. Det er sá lidt, at det i hvert fald hidtil ikke
er lykkedes at skabe klarhed over, hvilken rolle denne bygning har
spillet i bispesædets historie.
Havet har forlængst udset sig »Sognekirken« som sit næste bytte
blandt kirkerne. Vi kan følge udviklingen gennem de kortfattede
optegnelser fra synsforretningerne vedrørende denne kirke (Lands-
arkivet for Sjælland m.v., Bispearkivet. Indkomne sager, Færøerne,
1750-1820).
Allerede 1760 er havet náet frem til kirkegárden. Synsmanden
skriver da: »Kirkegaarden manquerer Gierde omkring den, saasom
det gamle af Søe og idelig Brænning, som derpaa støder er meget
beschadiget, og nødvendig behøver Reparation«.
I de følgende ar fremgár det af synets protokollater, at selve kir-
kebygningen efterhánden forfalder mere og mere. 1764 frygter man,
at kirken kan falde ned, hvis der kommer hárdt vejr, og i 1767
21 — Fróðskaparrit