Fróðskaparrit - 01.01.1981, Blaðsíða 355
Normandsdalen og de færøske figurer
363
hvis forudtilsigtede artistiske virkninger omslutter den besøgende
som en tryllering, stimulerende hans sansevne med en række visu-
elle chok.
Den forgyldte kugle paa »Sejrssøjlen« holder sammen paa hele
dette orkester og den er, hvordan man end kommer til anlægget,
det første man ser deraf.
»Normandsdalen« er ikke noget daarligt navn. Fra de tre
verdenshjørner gaar man ned i en dalsænkning, fra Vest-siden
gaar man derimod fra et lavere niveau op til pladsen. Tydeligvis
er indgangen fra Øst tænkt som hovedindgang. Her markerer
dobbeltgrupperne A og B oplevelsernes begyndelse.
Men ved denne begyndelse føles det som et stort behag, at »ud-
gangen« — Vest — flankeres af 4 figurer (nr. 14 og 15, 41 og
42), hvis udtalte vertikale, statuariske virkning, dels lukker
rummet foran os, men samtidig staar som et ekko af portalens
fanfare. Figurernes placering, lavt, næsten i jordplan, er for en
billedhugger af særlig interesse. Det forekommer mærkeligt, at
figurerne ikke »suger til jorden« og at dimensionerne ikke for-
rykkes, selvom man kan gaa dem saa nær. Billedstøtterne bevarer
imidlertid deres statuariske egenskaber, fordi det kun er tilsyne-
ladende, de staar »paa jorden«:
De staar som en del af et stykke arkitektur, en jordarkitektur,
som løfter dem indtil utilnærmelighed og som fungerer som sokkel
for samtlige figurer. Den lille Nexø-sokkel, som forbinder dem
med denne arkitektur, er ualmindelig enkel og elegant. Den ser
ikke ud af noget, men rummer et stykke visdom.
Alle figurerne er lige store og det styrker monumentaliteten.
Figur efter figur gentager samme størrelse i den spændstige hel-
hed. Variationerne i bevægelserne spiller ind over dette faste takt-
slag og virkningerne forstærker hinanden.
Grunds sans for helhedsvirkningen viser sig ikke blot i hans
beherskelse af »variationen i gentagelsen«, han frister sig endog
til at musicere paa virkningerne indenfor den enkelte figurrækkes
cirkelslag, hvor det ses, at bevægelserne kulminerer henimod de
brydende akser. Figurrækkerne synes ogsaa indbyrdes afstemt,
saaledes at første række er roligere end anden række, hvor der,
især paa nordsiden, er tale om en stigning i bevægelsesudtryk.