Fróðskaparrit - 01.01.1981, Qupperneq 364

372
Normandsdalen og de færøske figurer
lærte billedhuggeriet i Dresden og Berlin og kom i 1757 til Køben-
havn, hvor han blev knyttet til hofbilledhugger Háhnels værksted.
Efter dennes død overtog Grund embedet i 1762 — og giftede sig
med enken.
Det mest spændende ved det hele er imidlertid historien om de
forlæg, han har haft at hugge efter. I en artikel af Einar Lexow
i Bergens museums aarbog 1915—16 paavises forbindelsen mellem
den norske postjager Jørgen Garnaas og Normandsdalens figurer.
Han var ».. . . boesiddende i Bergen. Omendskjøndt vandfør paa
Hænder og Fødder, gjorde han allehaande kunstige smaae Sager og
Billeder, forestillende norske Bønder, som modtoges i det Kongelige
Kunstkammer i Kjøbenhavn.« (Dansk, Norsk, Svensk Kunstiner-
lexicon, 1829).
Jørgen Garnaas er ifølge Lexow’s undersøgelser født paa gaarden
Garnaas i Nes i Hallingdal i 1723. I 1751 opholder han sig i Bergen
og efter at være blevet gift i 1761, kommer han i 1764 til Køben-
havn, hvor han paa Frederik den Femtes bestilling og for en aarlig
»pension« af 100 riksdaler udfører en serie smaa benfigurer af
norske bønder. Som forlæg for disse har han haft med sig en serie
trædukker iklædt norske dragter.
I 1771 ophører »pensionen«, arbejdet er afsluttet og omtrent sam-
tidigt indkøbes til Kunstkammeret de ovennævnte dukker, 56 ialt.
Herefter maa Garnaas være vendt tilbage til Bergen. I 1824 sættes
dukkerne paa auktion.
Som dukkeme var model til benfigurerne, var benfigurerne de
forlæg, som Grund huggede sine sandstensfigurer efter. Seks af disse
smaa figurer er paa Nationalmusæet i København.
De er skaaret i hvalros eller kaskelottand — i tandens yderste
ende, og her viser det sig, som Erlandsen gør opmærksom paa, at
Grund har fulgt sine smaa forlæg saa nøje, at man i den krumning
som en del af sandstensfigureme følger, har en afspejling af krum-
ningen af den tand, som benfiguren er skaaret i. Men hvor Garnaas
kun skære benene fri og holde dem figurligt paa plads under figurens
midte, maatte billedhuggeren, paa grund af den tunge sandsten,
holde dem sammen, skubbe dem frem mod forsiden og lade figuren
iøvrigt støtte sig bagtil og til siderne til kompakt sten, formet som
redskaber, klippestykker, træstykker eller lignende.