Skírnir - 17.06.1911, Side 24
120
Frá uppvexti Jóns Sigurðssonar.
ur bæði íslandi, Danmörku og kaupmönnum sjálfum; enda
sé það auðsætt, að meðan Island og Danmörk sé sam-
einað, þá hafi bæði löndin svo bezt gagn hvort af öðru,
að hagurinn sé gagnkvæmur. Að vísu þurfi ríkissjóður
að leggja fram fé til að bæta samgöngur milli Islands og
Danmerkur, en það muni borga sig, þegar fram líði
stundir. I mánuði hverjum ætti skip að fara milli Dan-
merkur og Islands og póstgöngur á íslandi að lagast eftir
því. Við það mundi stjórn landsins verða skjótari í svif-
um og gjörhugulli. Danir hafi til frambúðar ekkert gagn,
af að sjúga merg úr Islendingum. Sama sé að segja um
kaupmenn. Abati þeirra verði skammvinnur, ef lands-
menn skaðist á verzluninni eða hún sé framförum þeirra
til tálmunar. En ef hitt væri satt, sem Knudtzon segði,
að verzlunin væri, eins og henni væri nú farið, kaup-
mönnum til tjóns, þá væri enn meiri þörf á að reyna,
hversu frelsið gæfist, því það væri hörmung að vita til
að kaupmennirnir færi öldungis á höfuðið, án þess reynt
væri hversu ráð það dygði, sem alstaðar í veröldu hefði
reynzt vel, að leysa verzlunina. Því næst hrekur höf.
ástæður þær sem taldar voru þá gegn leysing hafta verzl-
unarinnar: 1. að hún mundi slíta ísland undan Dan-
mörku, 2. að hún mundi baka þegnum Danakonungs fjár-
tjón, 3. að ekki mundu verða fluttar nægar vörubirgðir
til landsins og 4. að erlendir menn mundi setjast þar að
og sölsa undir sig auðsuppsprettur landsins og enda gera
Islendingum óskunda, eins og Englendingar gerðu á mið-
öldum.
Loks víkur höf. að því, að svo framarlega sem verzl-
unin verði ekki leyst þegar í stað, mundi þó vera óhætt
að taka öll bönd af lausakaupmönnum og leyfa sveita-
verzlun, lækka gjald á útlendum kaupförum sem vildi
fara til Islands og leyfa þeim að fara án þess þau þurfi
að biðja rentukammerið um ieyfi. En mest af öllu ríði á
að bæta samgöngur milli Islands og Danmerkur og ann-
ara landa og á Islandi sjálfu, en jafnframt að setja én