Heilbrigðisskýrslur - 01.12.1942, Side 207
I.
Almennt mun vera talið, að á |)essu ári (194í>) sé öld liffin frá upp-
luifi svæfinga, er entust til virkra deyfinga við handlæknisaðgerðir.
En svo er það urti þessa merku uppgötvun sem margar aðrar, að hún
átti sér aðdraganda, og er engan veginn óumdeilanlegt, hvenær réttast,
sé að ársetja hana, né heldur hver eigi fvrst og fremst heiðurinn af
iienni.
Það er sérkennilegt í sögu svæfingarlyfjanna. að hin lielztu þeirra,
og þar á níeðal þau, sem mest tíðkast enn í dag, voru löngu kunn,
áður en menn veittu athvgli því eðli þeirra að hafa svæfandi áhrif og
valda tilfinningarleysi fyrir sársauka. Hefur það eflaust meðfram verið
fyrir það, að þvi aðeins gat þessara áhrifa gætt á viðráðanlegan hátt,
að svo annarlega væri staðið að nautn lyfjanna, að hlutaðeigendur
önduðu þeim að sér í loftkenndu ástandi. En jafnvel eftir að menn
höfðu rekizt á þetta, beið enn undarlega lengi, að það yrði hagnýtt af
læknum til deyfinga, svo na'rri sem það inátti virðast liggja. Bæði
klóretýl og etur (brennisteinsetur) voru alkunn efni fyrir miðja 1(1.
öld. Árið 1799 veitti brezkur efnafræðingur, Sir Humphry Davy, eftir-
tekt áhrifum glaðlofts (NvO), er menn önduðu því að sér, og ritaði
á þá leið, að með því „virtist fært að deyfa sársauka, og sennilega mætti
hafa góð not af því við handlæknisaðgerðir“. Michael Faraday tók
eftir því 1815, að etur hafði svipuð áhrif, og næstu áratugi var það
ekki óalg'eng dægrastytting gleðifólks í samkvæmum í Bretlandi og'
Bandaríkjunum að liýrga sig á því að anda að sér eturgufu (ether
frolics). Þá gerðist það árið 1824, að brezkur læknir, Henry Hiekman,
birti niðurstöður tilrauna, er hann hafði gert á dýrum með því að láta
þau anda að sér kolsýrlingi eða glaðlofti, og' höfðu dýrin bæði misst
meðvitund og dofnað gegn hvers konar sársauka. Stakk hann jafn-
framt upp á að nota lyf þessi til deyfingar við handlæknisaðgerðir.
Var þessu enginn gaumur gefinn, en maðurinn talinn hérvillingur
og dó hann vonsvikinn ta^plega þrítugur að aldri.
Ekki daufheyrðust læknar við þessum boðskap fyrir það, að menn
hefðu ekki fundið til þarfarinnar á virkum deyfingarlyfjuni. Frá forn-
öld höfðu menn gert sér meira eða minna ljósa nauðsyn þeirra og
haft ýmiss konar viðleitni til deyfinga og jafnvel svæfinga við kvala-