Heilbrigðisskýrslur - 01.12.1942, Qupperneq 231

229
heelt til Svulstens Rand. Herved opstod ingen bctydelig Blödning. Men ved
Indskæringen af den fibröse Capsel bagtil mödte strax, hvad jeg för Opera-
tionen havde formodet, voldsom Hæmorrhagie og' Sammenvoxning med.
Capseien. Da jeg ikke kunde stole paa mine Medhjelpere, lagdc jeg strax en
Slynge, som jeg havde i Beredskab, omkring Svulstens Basis, hvorvcd jeg
fik Tid til at underbinde de blödende Ivar. Her kom mig til Nytte det, at
jeg ikke havde indskaaret Capselen lige paa Itanden af Svulsten, da Slyngen
nu kom til at ligge — undtagen överst — uden om Incisionsstedet. Derefter
indskar jeg Capselen paa Svulstens forreste Side og underbandt Karrene.
Nu begyndte Svulstens Udskrælling, först fra Siderne, derpaa nedenfra opad,
som var meget vanskelig, da den paa de fleste Steder var fast adhæreret
og Massen saa mör, at den meget let gik i Stvkker, dog lykkedes det nogen-
ledes uden videre farlige Tilfælde. Men det var umueligt, formedelst den
faste Adhærentse, at være aldeles sikker paa, at intet af den degener (er)ede
Masse var blevet tilbage, og af Frygt for parenchymatös Blödning efter
Operationen vovede jeg ikkc at lukke Saaret for det förste, men trak det
noget sammen. Der viste sig ogsaa snart Blödninger fra Bunden af 2d<; smaae
Kar, som jeg ikke kunde naae til at underbinde, men som dog snart bleve
standsede ved Hjælp af Fyrsvamp. Den borttagne Svulst bestod af svagt
fibrös kornet Masse og veiede 5 Pund og 3 Lod. Patienten kom snart til
Kræfter efter Operationen. Saaret heledes langsomt, men jeg troer, desto
sikkrere. Snart viste sig der Fremstaaenheder eller smaae Udvækster, som
efter at være gjentagne Gange toucherede med Lapis causticus tabte sig
efterhaanden.
Da Patienten endelig vilde reise hjem för end den kolde Aarstid begyndte,
var Saaret ikke fuldkommen lægt, naar han tog hefra; men nyligen har jeg
faaet Brev fra ham skrevet kort efter hans Hjemkomst, hvori han fortæller,
að Saaret nu næsten cr lægt og han fuldkommen rask.
Jeg haaber derfor, at Patienten er fuldstændig og varig helbredet for
denne Sygdom.1)
For 8tp Aar siden har jeg exstirperet et Sarcom i Parotis af knyttet
Haands Störrelse, som dog ikke havde indtaget den bagerste Deel af
Kjertelen. Da jeg ansaae det unödvendigt at amputere hele Parotis, blev kun
den sarcomatöse Deel exstirperet uden farlige Hæmorrhagier.
Hin geðþekka mynd, sem vér liöfum liér fyrir oss af Jósep Skaptasyni
við skurðarborðið, hinum karlmannlega, skapfasta og æðrulausa
lækni, skynsamlegri varúð hans og ríkri Abyrgðartilfinningu, fyrir-
hyggju hans og fumlausu handatiltektum, þegar út í hina hættulegu
aðgerð er komið - hana mætti festa á léreft sem tákn og ímynd
hinna traustustu handlækna á öllum tímum.
VI.
Eftir að sleppir skýrslu Jóns Finsens fvrir árið 1856, er ber svo
greinilega með sér, að honum hafa verið tiltækar svæfingar, þegar er
hann settist liér að störfum, fer engum sögum af svæfingum hér á
1) Sjúklingur bessi var ekki iir Barðastrandarsýslu, eins og segir hér að framan.
Hann hét Steindór .Tónsson, bóndi í Hafnardal við fsafjarðardjúp, sbr. grein eftir
hann, dags. 14. nóv. 1856 í viðaukablaði við 18. tbl. í). árg. Þjóðólfs. Segir hann
bar, að aðgerðin hafi farið fram 4. júli og frá Hnausum hafi hann farið 17. okt.
Steindór lézt 7. sept. árið eftir, en ckki cr kunnugt, hvort það var af völdum
meinsemdarinnar.