Ritið : tímarit Hugvísindastofnunar - 01.01.2019, Side 37
GUðRÚn STEInÞóRSDóTTIR
50
og grimma Gríms varð til. Hún stóð þarna allt í einu fyrir framan
mig í svörtum fötum, með glóandi augun og hörkulegu andlits
drættina, og hún var með sverð í hendinni og klút um hárið einsog
samúræi og hún sveiflaði sverðinu í kringum sig og sagðist skyldu
bjarga mér úr helvítis andskotans málunum og hún skyldi sigra og
ég skyldi halda kjafti og bíta á jaxlinn. (128)
Gríms verður ný rödd sem þróast og mótast vegna utanaðkomandi aðstæðna
og vegna ímyndunarafls Dísu. Það sem er óvenjulegt við alla frásögnina í
Dísusögu, með hliðsjón af kenningunni um samræðusjálfið, er að samræður
raddanna eru opinberaðar.29 Þó að þær tvær tilheyri sömu persónunni eru
þær ekki einvörðungu ólíkar vegna mismunandi skoðana heldur gegna þær
hvor sínu nafni, eru misgamlar og hegða sér á ólíkan hátt. Dísa er að nálgast
sextugt, klæðist helst gulum fötum, reykir hvorki né drekkur, vill dansa og
vera glöð. Gríms er tíu árum yngri, fremur drungaleg, reykir, er stundum
drykkfelld og alltaf í svörtu. Saman minna þær á býflugu sem sveimar um í
búinu; hausnum. Býflugunni fylgir suð en það hlýtur að suða í kolli þar sem
tvær raddir eru saman komnar og eru sífellt að rífast. Frá því að Dísa varð
fyrir ofbeldinu hefur Gríms farið með yfirhöndina í sambandi þeirra svo
hennar rödd hefur haft lokaorðið í flestöllum ákvörðunum og gjörðum. Það
er einnig hún sem er höfundur bóka Vigdísar Grímsdóttur, hefur eignast
vini og fjölskyldu, unnið og haft sig í frammi á mannamótum. Og það er
hún sem hefur haft vald og ráð um hvort og hvenær Dísa megi koma upp
á yfirborðið og taka þátt í lífinu; Dísu til mikils ama. En í Dísusögu losnar
um valdbeitinguna og Gríms leyfir Dísu að tjá sig. Loksins er komið að því
að varpa hulunni af leyndarmálinu og upplýsa glæpinn sem Dísa varð fyrir.
Raunar er lýsingin á glæpnum stutt en frásögnin öll ber ótvírætt vitni um
áhrif hans og afleiðingar.
29 Kenningin um samræðusjálfið hefur verið nýtt í sálfræðimeðferðum sbr. greinasafnið
The Dialogical Self in Psychotherapy: An Introduction, ritstj. Hubert J. M. Hermans og
Giancarlo Dimaggio, London: Routledge, 2004 og Hubert J. M. Hermans og Els
Hermans–Jansen, Self–Narratives: The Construction of Meaning in Psychotherapy (The
Practicing Professional), new York og London: The Guilford Press, 2001.