Tímarit Hins íslenzka bókmentafélags - 01.01.1891, Side 126
12«
spátarar« á jólanóttina. Það er t. d. Þýzk þjóðtrú,
að ef einhver setji logandi kertisstubb á kork, og láti
svo korkið fljóta á vatni, þá geti hann af því, hversu
ljósið helzt lengi lifandi, ráðið hve langra lifdaga
honum muni verða auðið. A Þýzkalandi hella ógiptar
stúlkur sumstaðar bræddu blýi í kalt vatn, og ráða
svo af þeirri mynd, sem blýið tekur, hverja iðn
maðurinn, sem fyrir þeim liggur að giptast, muni
hafa. Eptir þýzku þjóðtrúnni hafa draumar aldrei
eins mikla þýðingu og á jólanóttina. Eptir því sem
veður er hvern einstakan dag af hinum þrettán jóla-
dögum má ráða, hvernig veður muni verða vissa
kafla af árinu; eptir hverjum einstökum jóladegi má
spá um veðráttu á einhverjum einstökum kafla árs-
ins. Alveg sams konar trú er hjer á landi; þannig
er þrettándanóttin stundum kölluð draumnóttin míkla.
Eptir veðrinu á jóladögunum má og spá um veðr-
áttufar, og ýmislegt fleira, árið um kring; það sýna
meðal annars hinar gömlu jóla-skrár. Eins og ár-
ferðið var bundið við blótin á jólunum, þannig er
og árferðið í þjóðtrúnni síðar á tímum bundið við
jólin, þótt það sje nokkuð á annan veg.
Eins og geta má nærri urðu margir yflrnáttúr-
legir hlutir á jólunum, mörg tákn og störmerki, þeg-
ar guðirnir voru á ferðinni og heimsóttu mennina.
I þjóðtrúnni er mikill íjöldi af undrum og yfirnátt-
úrlegum hlutum, sem verða um jólin, einkum á jóla-
nóttina. Það er almenn trú á Norðurlöndum og
Þýzkalandi, að þá verði allt vatn að víni á einu
augnabliki. Ailir urðu að vaka hina helgu nótt.
Það var trú manna á Þýzkalandi, að það væru ekki
einungis mennirnir, sem vektu á jólanóttina, heldur
öll náttúran, allt dautt og lifandi. Sumstaðar var
siður að ganga út í garðinn og hrista ávaxtatrjen