Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1979, Blaðsíða 255
229
ejermand, og hvis nogen har haft krav på betaling fra amtmanden må
det altså have været Åmi Gubmundsson og ikke Jon Erlendsson.
Hvad der end har foresvævet Torfi Jonsson da han lod håndskriftet
gå videre til amtmanden, var Christian Muller i al fald afskåret fra at
efterleve kongebrevets påbud om at nedsende det til Bartholin, ef-
tersom denne var død i 1690. Chr. Muller, som får et særdeles ringe
skudsmål af Åmi Magnusson4, beholdt bogen i nogle år, længe nok til
at der manglede adskillige blade i den da han omsider overlod den til
geheimeråd Moth i København. Moth var Årni Magnussons velynder,
og skænkede ham håndskriftet, som Åmi i de følgende år gjorde sig
betydelige anstrengelser for at bringe tilbage til den skikkelse det havde
haft inden det faldt i amtmandens hænder. Det lykkedes ham at
indsamle en lille halv snes blade fra nær og fjern, og endnu to blade
dukkede op i København i 1828; via Konråb Gislasons samling kom
de i 1891 tilbage til codex, hvor de er folieret som bl. 32(bis) og
32(ter)5.
2. Årni Magnusson oplyser at Åmi Gubmundsson havde arvet
håndskriftet fra sine forfædre; det var “langfedga eign”. En utydelig og
tidligere kun delvis læst notits på bl. 94v viser sig i ultraviolet lys at
være “Dadi Biama son a Jjessa olafs sogu”. Dabi Bjamason boede på
Skarb på Skarbsstrond, hans datter Sigribur var gift med Bjorn Magn-
usson, en søn af Magnus prubi. En anden søn af Magnus var Jon, der
var Årni Gubmundssons farfader. Håndskriftet synes altså at have gået
fra Dabi Bjamason til hans datter og/eller svigersøn (d. 1635), og
derfra til dennes broder, Jon Magnusson, som overlevede Bjom i seks
år. Denne antagelse bestyrkes af to navne på bl. Ir: “sigridur dada-
do[ttir]” og (meget afbleget, med en hånd fra det 17. århundrede):
“Biom Magnusson med E[igin hendi?]”.
3. Dabi Bjamason på Skarb (1565-1633), den første kendte ejer af
AM 325 V 4to, stammede i lige mandslinje fra Geirmundur Herjolfs-
son, den første kendte ejer af 656 4to6. Hvis 325 V var nedarvet
4 “Stultissimus et vanissimus ..., cui similem Islandia numqvam vidit” (se StOH s.
926). Årni Magnussons dybe foragt for Muller skyldtes ikke mindst dennes ukyndige og
skødesløse omgang med gamle håndskrifter, se StOH s. 927 og jfr. historien om hvordan
amtmanden engang kastede femten pergamentblade ud ad vinduet på Bessasta&ir,
KålKatAM II, s. 72 og 99; Jon Helgason, Handritaspjall, Reykjavik 1958, s. 46.
5 Om de nærmere detaljer henvises til StOH s. 927-28.
6 Syslumannaæfir II, s. 85.