Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1979, Blaðsíða 325
291
ved navn Aneberga. - Historien siges i teksten at stamme fra “Johan
Finchelius Lib. 2”.
41. I året 1573 så en sognepræst i Wittenberg et dramatisk syn på
himlen: En sol med et mandsansigt i, der blev angrebet og såret af en
frygtindgydende kriger med et blodigt sværd. En engel råbte ve-råb i
alle verdenshjørner, men mest imod nord, og en hvidklædt mand kom
solen til undsætning.
42. Herodotus fortæller om en gammel præstekone, der på sin vogn
blev trukket til kirke af sine to sønner Cleonibis og Bitson.
43. En klog mand ved navn Scalager (den italienske polyhistor
Julius Cæsar Scaliger (1484-1558) ?) sammenligner natuglen med
tyven, skyldneren og videnskabsmanden.
44. Magister Iacobus Albertus sammenligner en rig og gerrig mand
med en hest.
45. Forskellige oplysninger om korset og dets symbolske betydning
for kristne mennesker.
46. To historier henholdsvis om og af Beda venerabilis:
1. Beda, der i sin alderdom var blind, blev engang narret til at
prædike i en tom kirke, og en røst fra stenvæggen svarede: “Amen,
venerabilis presbiter”. Ifølge Curbertius skal en engel have skrevet med
guldbogstaver på hans grav: “Hac sunt in fossa Beda venerabilis ossa”.
- Henvisninger til islandske paralleltekster findes i Hans Bekker-
Nielsen: The Lives of the Saints in Old Norse Prose, A Handlist,
Mediaeval Studies XXIV, 1962, s. 303; se desuden Nine Norse
Studies V, by Gabriel Turville-Petre, 1972, s. 62. Latinske parallel-
tekster er anført i Bibliotheca Hagiographica Latina I s. 160. - Tubach
542; Thompson: Motif-Index: V 229.2.10.
2. Beda beretter om, hvorledes afgudsdyrkelsen begyndte i Ninive.
47. Den hellige Copres og kætteren Manicheus enedes om at prøve
deres tro på bålet. Engle beskyttede Copres, men Manicheus blev for-
brændt over hele sin krop.
48. Melanthon (sic) omtaler en bøn, som Eberhardus, “hofdingi” i
Wittenberg, bad på sit dødsleje.
49. En studiosus i Wittenberg så engang, han svævede i livsfare,
hele sit synderegister for sig, skrevet med blå bogstaver.
50. Stykket begynder med: “Iesus er mier allt”, måske en udtalelse
af overskriftens Ambrosius, der ikke nævnes i teksten. Der berettes