Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1979, Blaðsíða 334
300
denne Dag, maa lide”, trykt og udgivet sammen med “Sandfærdig
Efterretning om een Jøde, (ellers kaldet) Jerusalems Skoemager, Med
Navn Ahasverus” og “Ponty Pilati Tvende Missiver eller Sende-Breve
til Keyser Teberium og Neronem .. etc. Ahasverus-beretningen er
forsynet med en tilføjelse, der er dateret 1734, og den danske udgave,
der er uden årstal, kan følgelig ikke være ældre, se Bibi. Danica I sp.
127, og Danske Folkeboger I s. 266f. - 124 indeholder tillige en
version af Ahasverus-historien, se s. 304f.: 139.
120. Kong Crøsus stiller syv vise mænd fra Grækenland ti spørgs-
mål: Hvad er allerældst? Hvad er allersmukkest? Hvad er allerstørst?
o.s.v., og de svarer derpå. - Historien er overleveret i følgende hånd-
skrifter, alle fra det 17. årh.: 124, AM 695d 4to, AM 83 8vo og måske
også i Trondheim-håndskriftet 41 8vo, se 119; endvidere i AM 67 8vo
og måske også i AM 65a 8vo, se Kål. Kat. II s. 370.
121. Latinske citater, indeholdende råd om, hvad man skal tage
hensyn til i en tale.
122. Et citat af Prosper: “Multum concedit, qvi nocitura negat” og
en islandsk udlægning: “Ør og milldur madur greindur, margann til
sijn ladar, enn sa er ad giegnd og giæsku reindur, sem giefur ey bad
mann skadar”.
123. Indholdet er korte udlægninger af symbolikken i følgende
seksten kirkelige rekvisitter: alterlyset, kirkeklokkerne, “klucku askur-
enn” (? “Klucku askurenn {hjder vppå munnenn jæss sem predikar”),
malmens hårdhed, knebelen, korstegnet, skulderklædet, messesærken,
“unglidabøndenn” (manchetterne? “Vnglidabøndenn merkia ba streynge
sem Christur var med bundenn j alldengardenum . ..”), bæltet, hagelen,
alteret, patenen, kalken, alterdugen og messedugen. - Teksten er ikke
beslægtet med de middelalderlige messeforklaringer (se Messuskyring-
ar, Liturgisk symbolik frå den norskislandske kyrkja i millomalderen,
udg. ved Oluf Kolsrud i Norsk historisk Kjeldeskrift-institutt, Oslo
1952), ej heller med afsnittet hos Niels Heldvad, III, 4: “Om Kircker
oc deris Ceremonier”. Sproget har et ungt præg, f.eks.: “vor Gud er
einn fortærande elldur”.
124. Indholdet er dels ti nummererede spørgsmål og svar vedrø-
rende forskellige legemsdele og deres funktioner (f.eks. “Huad er
hiarttad? bad er hyrdsla lijfsens”), dels en opregning af, hvor i legemet
tretten forskellige evner og sindstilstande befinder sig (f.eks. “minned
er j heylanum”, “reydenn er j gallenu”).