Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1979, Blaðsíða 267
237
86val5, vætt(inv) 88ra29.31, ovættr 70val0. Desuden findes væ for
‘ve’ i vændir 91ra2013.
Som førstekomponent i forbindelserne ‘io’ (brydningsdiftongen), ‘io’,
‘iu’ og ‘iu’ kan i undertiden skrives y: hlyot = hljott 656 33vl5, styup
s(on) 325 V 6rb26, skyolldr 58val7-18, fcyckyomz 63rb29, styopson
65vb4, lyvgi 89va32. Herhen må også regnes fejlskrivninger som
skjylld = skjqld 55vb20-21, stypp favj&ur 6ra32-33. Skrivemåden
kunne tænkes at bero på indflydelse fra latinsk skriveskik, men da der
kun skrives y foran rundet vokal må det snarere antages at den har en
fonetisk baggrund (labialisering).
Subst. klukka, klokka skrives med u (v) 325 V 86rbl0-11, 90val-
2.4, men med o 65ral8.21.
Subst. biiandi, bondi har kontraherede former med u: bv«da 325 V
3va7, 76rb29 (men bondvm 79ra22).
Præpositionen fyrir og vb. pykkja skrives ofte, præp. yfir undertiden
med i i første stavelse: firir 656 4v4, 30v30 (men fyrir 28r20), 325 V
48rbl4, 79ral (men fyr/V 4vbl); ficki 45val4 (men Jiyckir 48rbl7),
ifir 14vall, 22rb30 (men yfir 49vb3 etc.). Også præt. af vb. skulu
skrives undertiden med i: skilldi 325 V 45vbll, men oftest med y;
undertiden forkortes formen sklldi: 656 2rl6, 9rl2.
Adj. mikill har i i rodstavelsen i alle former, også i dat. sing. neutr.,
når denne form står adjektivisk: kalli miclu 656 52r30, li5i mikiv 325
V 32(ter)vbl8-19. Når dat. sing. neutr. bruges adverbielt, skrives det
snart med y, snart med i i første stavelse: myclu meiri 656 49r29,
50v8-9, miklo meira 16r6, myklv minna 325 V 23va2, myklo miNa
23val2, miklo miNa 4rb4. Dette er, som påvist af Hreinn Benedikts-
son14, det ældste stadium i udviklingen af dette adjektivs bøjning på is-
landsk; på dette stadium står alle håndskrifter fra før midten af 13.
århundrede og en del håndskrifter skrevet i anden halvdel af 13. århun-
drede og op til 1350 eller længere.
Der kan iagttages en vis sammenblanding mellem ‘u’ (skrevet v) og
13 Den samme verbalform skrives på tilsvarende sted vpndir i Sth. 2 4to (StOH s.
632,14). I Hulda (AM 66 fol., 14. århundrede, snarest dettes anden halvdel) findes
verbet venda skrevet ikke alene med æ (1 gang), men endogså to gange med iæ (ligesom
verbet væna), hvad der tyder på at skriveren har opfattet rodvokalen som lang (EdAM,
ser. A, vol. 11, s. 180,3, vol. 12, s. 218,3 og 323,19 (endnu ikke udk.).
14 “Lo. mikill : mykill”, Arkiv for nordisk filologi 93, 1978, s. 48-62.