Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1979, Blaðsíða 338
304
Bergsveinsson har imidlertid sat et tegn, som overalt i håndskriftet mar-
kerer, at en historie er slut. - Den første del af historien i 124, som
handler om Josephs liv, før han kommer til Farao, forholder sig frit til
den danske tekst. Dels har Grimur Bergsveinsson her udeladt et
længere stykke om Juda og Thamar, dels har han indføjet passager fra
bibelen, Genesis kap. 37 og 39. En sammenligning mellem Gu6-
brandsbiblia (1597) og Forlåksbiblia (1644) viser, at det er den først-
nævnte, han har benyttet: Potifar kaldes i GuSbrandsbiblia og i 124
Faraos drottseti, men i Forlåksbiblia hans herbergissveinn (Gen. 37)
og hans herbergispénari (Gen. 39). I resten af historien følger 124 nøje
den danske tekst.
136. Indholdet er en beskrivelse af Jesu udseende. - En tekst, der i
indhold og omfang, men ikke i ordlyd, svarer til denne, er trykt i
Islenzkar Jrjobsogur og ævintyri IV, 1956, s. 47 (jfr. s. 666), efter Jon
Arnasons håndskrift Lbs 2088 4to. J. A. har afskrevet stykket efter et
nu tabt håndskrift, som han i året 1859 lånte fra en mand ved navn
Johannes Jonsson på Elinarhbfbi, Akranes. Dette tabte håndskrift har
også indeholdt andre prosastykker, svarende til 124’s: 92. Jomfru
Marias beskrivelse, 139. Ahasverus, 119. De tolv jødiske stammers
straffe (se Jon Helgason, Bibi. Amam. XXX, 1970, s. 62), og
muligvis endnu flere stykker. J. Å. har givet en fortegnelse over
indholdet af Johannes Jonssons håndskrift i Lbs 540 4to, men dele af
det betegner han blot som “Ævisogur”, “fråsogur (utlendar)” og
“nokkrar gåtur” o.s.v. uden nærmere specifikation.
137. En ugudelig kvinde blev hjemsøgt af djævelen, der i skikkelse
af en stor mus krøb på hendes nøgne legeme. Han brændte hende
kulsort og førte hende med sig. - Historien tilskrives i teksten Simon
Paulus.
138. Samme Simon Paulus fortæller, at nogle krigere sad ved et
drikkelag og spottede Gud. Da løftede djævelen sig op af drikkekruset i
en slanges skikkelse og dræbte dem alle.
139. Historien om den evige jøde, Ahasverus, er overleveret i en
række håndskrifter fra det 17.-19. årh., se Skrå III, s. 432. En udgave
er under forberedelse af nærværende afhandlings forfatter i Edit.
Arnam. Historien findes i flere versioner, dels oversat fra tysk, dels fra
dansk. Håndskrifter fra det 18. og 19. årh., der er nært beslægtede med
124, meddeler, at historien er oversat på Helgafell 1604 “efter det som
blev trykt i Slesvig 1603” (begge årstal divergerer dog i håndskrif-