Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1979, Blaðsíða 296
266
Magnusson, eller et (tabt) forlæg for 293, men der optages læsemåder
fra andre af gruppens håndskrifter (muligvis kun fra AM 288, 4to),
enten i selve hovedteksten eller som varianter i margen, hvor der også
er anført rent ortografiske varianter og forskellige kommentarer til
teksten.
Et mindre antal af disse marginalier ser ikke ud til at være skrevet af
Langebek, men skyldes rimeligvis Jon Marteinsson. Blækfarven er den
samme som i 981 og selv om marginalierne er kortfattede er der næppe
tvivl om identifikationen af hånden. I oversættelsen i 981 følges snart
1200’s hovedtekst, snart en variant og undertiden kombineres hoved-
tekst og variant. Eksempel: Svarende til udgaven af 510 s. 9,18:
“mykla fiar-hluti” har 1200 bl. 4v: “mikla fiarhluti” med varianten
“erfd til forrada”, som må stamme fra 288 (“mikla erfd til forrada” bl.
4v); i 981 oversættes s. 9 “en stoer arv og goeds til forvaltning”. Med
én undtagelse er alle de marginalier i 1200, som ikke er skrevet af
Langebek, optaget i oversættelsens hovedtekst, heriblandt et mindre
heldigt forslag til rettelse af teksten; undtagelsen gælder et tilfælde,
hvor marginalnoten fra 1200 er oversat og anbragt som marginalnote i
981: s. 143 “al.: at biærge mine broege” som variant til hovedtekstens
“at ose min baad” svarende til 1200 bl. 56r “al.: at biarga brokum
minum”, variant til “ad ausa båt minn”. Denne variant kan i øvrigt
ikke stamme fra 510-gruppen, men må være optaget fra en af de andre
redaktioner. Oversættelsen gengiver ikke Langebeks egne marginalier.
Kombinationen af hovedtekst og varianter, som er fælles for 1200 og
981 og enestående for disse håndskrifter, må udelukke den mulighed,
at 981 kan være oversat efter et andet håndskrift. Endvidere viser
oversættelsens forhold til marginalierne i 1200, at den (teoretiske)
mulighed, at Jon Marteinssons håndskrift kunne være en afskrift af en
oversættelse, som Langebek selv havde foretaget, kan afvises, idet
ingen vel først omhyggeligt ville udarbejde en rettet tekst med tilhø-
rende varianter for derpå at blande det hele sammen i en oversættelse
og ovenikøbet vise særlig forkærlighed for de varianter og rettelser,
som skyldtes en anden. Der er næppe tvivl om, at det er Jon Marteins-
son der har oversat sagaen og i forbindelse med oversættelsesarbejdet
indført de marginalier i 1200, som ikke er med Langebeks hånd8.
8 Samme forhold som ved 1200 og 981 finder vi i Ny kgl. sml. 1170, fol. (Boåvars
saga bjarka med efterfølgende dansk oversættelse), som ifølge KålKatKB er skrevet af