Skírnir - 01.01.1942, Side 135
Skírnir
Guðmundur góði í þjóðtrú íslendinga
133
Drangey og Látrabjargi, í Elliðaey og í Kýrhamri báðust
vægðar af honum. Rödd í berginu sagði: „Hættu að vígja,
herra, einhvers staðar verða vondir að vera“. Hjartagæzka
biskupsins stóðst ekki þessa bón. Hann skildi eftir óvígt
svæði í bjarginu. Þar máttu hinar illu vættir búa eftir sem
áður. Jafnvel bjargbúinn í Drangey, sem brugðið hafði
beittri skálm á festina, er biskup seig í við vígsluna, og
skorið sundur tvo þættina, svo að aðeins þriðji þátturinn,
er var þaulvígður, hélt, fékk fyrirgefningu hans og griða-
stað í Heiðnabergi. í Heiðnabergi í Drangey sést að vísu
eins og svartur kross, sem myndast af dökkum grjótlög-
um og segja munnmælin, að Guðmundur biskup hafi mark-
að krossinn í bergið til að varna því, að óvættirnar gerðu
illt af sér.103) Sé sú sögn gömul, hefir krossmark þetta þó
eigi haft þau áhrif, að vættirnar yrðu að flýja bjargið.
Hefir það þá frekar verið sett þar til aðvörunar en sem
bann.
IV.
Arngrímur ábóti segir frá því, að Guðmundur biskup
gisti á bæ einum og naut þar mikillar gestrisni. Gekk hann
þar víða um landareignina „ok því segja menn, at sú jörð
standi úbrigðilig með hamingju“.10B) Þess er eigi getið, að
hann hafi vígt landið, en ganga hans um það gaf því nýja
heill, sem hélzt lengi óbrigðileg.
í öðrum sögnum, bæði fornum og nýjum, er sagt frá
því, að hann vígði tiltekna staði eða tilteknar leiðir og
skapaði vígsla hans staðnum helgi og gerði hann heilla-
vænlegan. Sumir af þessum stöðum eða leiðum höfðu áð-
ur reynzt hættulegir og óheillavænlegir, en þær óheillir
hurfu við vígsluna.
Margar af sögum þessum lúta að fararheillum manna.
Hér á landi hafa margar hættur verið á förnum vegi og
hefir Guðmundur biskup skilið það manna bezt. Þess vegna
vígði hann tjaldstaði sína og eru þeir staðir síðan heilla-
staðir. Um það er þessi saga sögð. Bær var norður í Vatns-
dal, er Gullberastaðir hét. Bóndadóttir þar hafði það fyrir