Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Blaðsíða 88

86
at Jårns og Akr er mere overensstemmende end nogen af dem er
med GulKr. Det gælder både verbale variationer og de mindre
udeladelser/indskud, der findes. Det er ikke hensigten her at give
alle de varianter, denne konklusion bygger på, men blot meddele
nogle få eksempler. GulKr 307,10 læser peir ær illa gerdu i pæssom
hæimmi, heroverfor har de to andre pæir er illa gera pessa heims,
Jårns 262,13 Akr 16,20. I GulKr 308,16 hedder det finnazst pess
dæmi og i de islandske finnaz demi til, Jårns 262,35, Akr 17,21.
Næsten samme sted står samdycto prui aller nor eg s menn fire sek oc
sitt afspringe, Jårns 263,13 f., ^4/;r 18,2, hertil føjer GulKr 308,31
vidr Noregs konongg oc hans afspringi. Der kunne fremføres mæng-
der af eksempler på denne konstellation. Dog findes der nogle
eksempler på andre grupperinger, men de er ubetydelige i forhold
til denne. Det sidste eksempel, hvor GulKr havde en udvidelse
mod Jårns og Akr, viser, at GulKr i nogle tilfælde stemmer over-
ens med gruppe I mod sin egen gruppe, se side 79 punkt 4. Også
under punkt 10 side 82 har GulKr en udvidelse fælles med gruppe I.
De enkelte tekster i gruppe II.
Redaktionen af teksten, som den findes i gruppe II, er ældre
end den, der findes i gruppe I. GulKr stammer fra 1267, Jårns fra
1271-73 og Akr fra 1275. Landsi blev vedtaget i 1274, Byl i 1276
og Jb i 1281. Det er klart, at efter redaktionen i gruppe I var ved-
taget, måtte den afløse den ældre redaktions mere ufuldkomne
bestemmelser. Da man ved afskrivning af lovhåndskrifter i mid-
delalderen vel først og fremmest har lagt vægt på at have gældende
lov i sin afskrift, er det forståeligt, at den ældre redaktion er væ-
sentlig dårligere overleveret end den yngre, der var gældende på
afskrivningstidspunktet. Dette forhold viser sig tydeligt i overle-
veringen af gruppe II. Det er fremdeles et spørgsmål, om dette
lovafsnit i det hele taget hører hjemme i de selvstændige kristen -
retter GulKr og Akr. De to første punkter, trosbekendelsen og de-
lingen af den åndelige og verdslige magt mellem biskop og konge,
hører naturligt hjemme her, men de resterende punkter, arvefølge
til tronen, eder osv., kan måske næppe siges at have deres rette
plads i indledningen til en kristenret. Det kan i denne forbindelse
nævnes, at de øvrige samtidige eller næsten samtidige kristenret-