Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Blaðsíða 248

236
til Ratzeburg mens sønnen levede, hvorfor moren nu, for at kunne
betale hans gæld og værtindens udlæg til bl.a. læge og begravelse,
må give afkald på hans efterladenskaber til fordel for fru Fangel.
Ved skifterettens besøg på Stapelfeldts logi “mener de Tilstede-
værende at vide, at der eksisterer adskillige Fordringer paa Boet”,
og der skulle hele 14 retsmøder til, før fru Fangel som hovedkredi-
tor kunne overtage det.
Da man indkalder kreditorerne, melder sig forlaget der udgav
Bresemanns ordbog, med et større erstatningskrav. Stapelfeldt
havde ikke overholdt de kontraktlige forpligtelser. Andre kredi-
torer opviser restancer på regninger helt tilbage til 1852, da Sta-
pelfeldt frimodigt har anskaffet sig en del klæder og møbler på
kredit for at kunne etablere sig. Dertil kommer et lån på 200 rbd.
fra fru Fangel, som aldrig betaltes tilbage, uagtet recipissen af
maj 1852 sætter en måneds frist. Omtrent samtidig er han også
begyndt at komme bagud med husleje- og kostpenge (15 rbd.
mdl.), og har ved sin død ikke betalt siden april flyttedag 1852!
Heller ikke ågerkarlene har han undgået: et guldur må ved hans
død indløses af fru Fangel. Var det et arvestykke efter faren ?
Stapelfeldts økonomiske situation i 1852 har altså været mildt
sagt håbløs og nåede heller ikke siden at blive rettet op.
Det synes dog at være bogindkøb der har tæret mest på de
Stapelfeldt’ske ressourcer. Hans bøger der forefandtes i total uor-
den, opgøres til 323 numre og vurderes til 184 rbd., som boets vig-
tigste aktiv. Til sammenligning kan nævnes, at indtægtssiden to-
talt står til 321 rbd.
Den bevarede bogliste rummer lærebøger fra den københavnske
studietid og senere fra skolen, latinske og græske forfattere, dansk
filosofisk litteratur (f.eks. Sibbern, Steffens, Rasmus Nielsen, Hei-
berg), ordbøger og sproglærer, især danske og tyske, men også
f.eks. engelske.
Den belletristiske afdeling demonstrerer en ensidig tysk orien-
tering (han har således kunnet stå inde for formuleringen om Les-
sing som “der Reformator der unseren Literatur”), mens samlin-
gens historisk-politiske islæt med bl.a. Louis Blancs Revolution
de Février 1848 og Lamartines Lettre aux dix départements 1848
måske siger noget om hans sympatier i det store europæiske opgør
1848 — ikke mindst i det lokale perspektiv. På listen står nemlig