Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Blaðsíða 130
128
med Veraldar saga (B) i det sidst anførte stykke, hvor synet af
Kristus nævnes.
4.1. Som det fremgår af 3 er cap. 1 af Inventio Crucis kompileret
på grundlag af to kilder, Historia Regum Britanniæ, muligvis i
norrøn oversættelse, og en verdenskrønike som i væsentlig grad har
stammet fra Beda og som Veraldar saga bygger på. På grundlag af
verbale ligheder mellem cap. 1 og Veraldar saga (jfr. især 3.3) må
man slutte at denne fælleskildes sprogform har været norrøn, og
der kan da næppe være tale om noget andet værk end Veraldar
saga i en udførligere version, som i al fald har indeholdt mere mate-
riale fra Bedas verdenskrønike end tilfældet er med den overleverede
Veraldar saga (jfr. 3.1). I 3.3 er der fremdraget indicier for at Sil-
vesters saga er blandt Veraldar sagas kilder, og er dette tilfældet
er Veraldar saga ikke oversat eller genfortalt på grundlag af en
enkelt latinsk original; den er en norrøn kompilation36.
4.2. Veraldar saga hører til norrøn litteraturhistories ældste pe-
riode. De bevarede håndskrifters islandske archetypus har været
skrevet på Frederik Barbarossas tid, 1152-9037, og originalen kan
have været kompileret i Konrad d. III.s regeringsår, 1138-115238.
4.3.1. Hvis Veraldar saga, som ovenfor antaget, har benyttet
Silvesters saga, må denne høre til den allerældste gruppe norrøne
helgensagaer. Det er heller ikke usandsynligt at legenden om en
pave, hvis navn var knyttet til indførelsen af kristendommen som
det romerske riges statsreligion, var en af de første legender som
blev overført til nylig kristnede landes folkesprog.
4.3.2. De ældste fragmenter som indeholder Silvesters saga er
AM 655 IV 4to og AM 655 V 4to, som dateres til begyndelsen af det
36 Jfr. Jakob Benediktsson i Veraldar saga, pp. liv—lv, samt “Veraldar saga”,
Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder XIX (Kbh., 1975), col. 650.
37 Veraldar saga, p. liii.
38 D. A. Seip, “Veraldarsaga”, Nye studier i norsk språkhistorie (Oslo, 1954),
p. 117 (tidl. trykt i Arkiv for nordisk filologi 64 (Lund, 1949)), har fundet det rime-
ligt at Veraldar saga var kompileret i Norge omkr. 1135. Den sidste historiske notits
som den originale version ifølge Seip skulle have indeholdt er “Hann (o: Lotharius)
færfli Innocentium påfa f stol sinn, ok hann rak Rogerium Sikileyjarjarl (af) Puli«
(Veraldar saga, p. 72). Denne begivenhed henlagde Seip (og efter ham Jakob Bene-
diktsson i Kulturhistorisk leksikon XIX) til 1132, men som Povl Skårup i et brev
5.6.1974 har gjort mig opmærksom på, skete dette først i 1137.