Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Blaðsíða 152

150
bl. 62V1 har han udøst sit hjerte på bl. 55v: “les betwr enw skn'fat
er kiæri fadir ok seg halfndi goda notth”, på bl. 56r: “amen. jllt
er blekii enn vera skrifit barbara” (det foregående stykke er en
kortversion af legenden om den hellige Barbara), samt i en anmærk-
ning på bl. 56v, ligeledes rettet til hans fader: “jlla for nu (eller
mer?) fadir min ok ver en vera, ætti amen«”2.
Ejendommeligt nok forholder det sig sådan at der i det islandske
diplomatarium kun findes én kvinde med navnet Hallfribur i det
15. århundrede; hun er nævnt i ét enkelt diplom, AM Dipi. Isl.
Fase. XXIV, 22, og dette diplom er skrevet med en hånd der ligner
672(2) så slående, at man umiddelbart vil være tilbøjelig til at
mene at det er den samme. Penneføringen er dog noget stivere i
diplomet, og 672(2) har større variation mellem forskellige former
af samme bogstav (g, i, j og y). Sandsynligheden for at det er den
samme Hallfribur der er omtalt begge steder er overvejende, omend
der er en teoretisk mulighed for at der kan være tale om to slægt-
ninge med samme navn.
Ifølge diplomet AM Fase. XXIV, 22, Hagi å Barbastrond 16/10
1479 (Dipi. Isl. VI, nr. 225) overdrager Hallfribur Dorbardottir og
hendes mand Jon Olafsson gården Botn i Patreksfjorbur til Gisli
Filippusson mod “æfinligt framfæri ok profentv hia ... gisla filipvs-
syne ok ingibiorgv eyolfs dottvr konv hans. ok J)eira érfvm”. Denne
Hallfribur synes at have været kusine til Gisli Filippusson og datter
af 5>6rbur Sigurbarson, som i 1473 havde solgt halvdelen af Hagi
å Barbastrond til sin brodersøn Gisli Filippusson for netop Botn i
Patreksfjorbur (Dipi. Isl. V, nr. 632)3.
Spørgsmålet er så hvad der heraf kan sluttes om hvem der har
skrevet 672(2), ud over at alt tyder på at skriveren skal søges på
Vestlandet. I første omgang kan man forsøge at opstille en arbejds-
hypotese.
1 Notitsens fulde ordlyd er “latu koma sel skinit gamall ok nyr prettari ok lat
eigi frægd pina piona prettum” (lat eigi er skr. omvendt og delt af linjeskifte, men
en lodret streg mellem ok og eigi synes at være et indvisningstegn).
2 Ole Widding antager (op. cit., s. 344-45) at stykket nederst på bl. 56v (lig-
nelsen om sædemanden), som er skrevet med mindre skrift, er en senere tilføjelse
med en anden hånd.
3 Einar Bjarnason, “Hagaætt”, Islenzkir ættstudlar I (Rvk., 1969), 23. (Tid-
ligere trykt i Nyjar kvoldvokur (53. årg. 1960), s. 75).