Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Blaðsíða 261

249
tilføjer Jon Årnason et alveg:
spyrnir fæti vi5 manninum, svo hann féll niSur i vokina alveg27
Disse ændringer giver ingen væsentlig forskel; men de viser, at
Jon Årnason må have opfattet alveg som et fuldgyldigt — og for-
mentlig også gammelt — islandsk ord med indfødsret i den mundt-
lige fortællestil.
I ordbøgerne optages alveg omkring århundredskiftet. Det sker
først i Jonas Jonassons og Bjorn Jonssons Ny donsk ordabok fra
1896, hvor det bruges som første oversættelse til både “helt” og
“aldeles” og som anden oversættelse (efter med dilu) til “rent”. På
baggrund af bogens ret strenge purisme (jf. dens forord) er denne
fremtrædende placering bemærkelsesværdig. Forfatterne har ikke
opfattet alveg som et ungt ord. I Jon Porkelssons Supplementer til
islandske Ordbøger (1876-99) er alveg ikke med; men efter 1900 fin-
des det i de fleste, og i det sidste halve århundrede naturligvis i
alle, ordbøger.
I dag er alveg det hyppigste ord med denne betydning i islandsk.
Det hører dog stadig først og fremmest hjemme i talesproget og i
dagligsproget. I skriftsproget konkurrerer det med oldungis, al-
gerlega, fullkomlega, gersamlega, med ollu og andre synonymer. Det
tidligere så almindelige aldeilis har været i stærk tilbagegang (for-
di det erkendes som låneord) og bruges nu hovedsagelig kun i faste
vendinger som aldeilis ekki og aldeilis hissa.
II
De få eksempler på alveg fra før 1850 peger — om end ikke en-
tydigt — mod Nordlandet som oprindelsessted. SigurSur Péturs-
son blev født på KetilsstaSir på Østlandet, men kom i en ung al-
der til Danmark, hvor han gik i skole og tog studentereksamen.
Først i sine studieår på universitetet kom han igen i nær kontakt
med et islandsksproget miljø. Dette udelukker naturligvis ikke, at
SigurSur kan have lært ordet alveg som barn; men det var på den
anden side vennen Geir Vidalin, der lærte ham at digte, og man
27 Samme, 1. udg. II, 178.