Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Blaðsíða 235

227
version. Men muligheden for at hjemlige stilistiske forbilleder har
foresvævet oversætterne, er naturligvis til stede.
Fænomenet er i forskellige variationer (bl.a. Ausklammerung af
objekter) fremtrædende i den lutherske bibelstil og hos dens efter-
lignere; det dukkede også frem i Sturm-und-Drangtidens værker,
og hænger her sammen med forestillinger om folkelig stil. Senere
blev det kun i begrænset omfang akcepteret i skriftsproget.
Det er så spørgsmålet om der i forbindelse med de indtil o. 1850
udkomne oversættelser havde udviklet sig en særlig fornemmelse
for “sagastil’’ i tysk regi som en oversætter kunne støtte sig til, og
i hvilket omfang en sådan tradition tillod Ausklammerung. En
undersøgelse af dette er ikke nærv. forf. bekendt.
Behovet i Tyskland for at oversætte islandsk middelalderlitte-
ratur var endnu ved 1800-tallets midte dikteret af interessen for
germansk mytologi, heltedigtning og historie. Allerede 1777 tryk-
tes uddrag af Snorres Edda på tysk, i sin helhed forelå den 1812,
i årene 1814-28 udgav Friedrich von der Hagen sine oversættelser
af Di&riks saga, Vplsunga saga og Ragnars saga under fællestitlen
Nordische Heldenromane, i 1820-30’erne udkom en række fornal-
darsagaer, Islendingabok blev oversat 1822, Heimskringla 1835-37.
Det er først i århundredets sidste fjerdedel at islændersagaer i
tysk version begynder at vise sig på markedet. Ældst er Gunnlaugs
saga fra 1875, der til gengæld oversattes hele tre gange til inden
århundredskiftet.
De to oversættelser i KG 37 ville således have været banebry-
dende om de var nået ud over konceptstadiet. Har oversætterne
haft planer om at trykke dem, så er de ialfald opgivet igen på et
tidligt tidspunkt. De påviste forskelligheder mellem A’s og B’s af-
snit er ikke søgt udjævnet for alvor. A har rettet et par steder hos
B, og omvendt, men en redigering har ingen af dem påtaget sig.
Det fremgår dog heraf at oversættelserne er udført nogenlunde
samtidigt. Da udgaven af Bandamanna saga som er forlæg for den
tyske version, udkom i løbet af sommeren 1850, kan det tidligst
være sket i dette år. Kålunds datering af studiebogen står fast.
Hvilke impulser der har fremkaldt disse oversættelser, lader sig
næppe sige med sikkerhed. De kan være udsprunget af en under-
visningssituation som en øvelse i kvalificeret tidsfordriv, men kan
også være udarbejdet med henblik på offentliggørelse, eventuelt