Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Blaðsíða 131

129
13. århundrede39. Hreinn Benediktsson har påpeget at disse to frag-
menter indeholder en række ordformer med o ikke bare for ’o’ og
‘6’, men også for ‘ø’, ‘ce’ og ‘9’, og har i disse skrivemåder set en
levning fra islandsk ortografis ældste stadium — som er omtalt i
Den første grammatiske afhandling40 og som der er spor af i flere af de
ældste håndskrifter — da man ikke havde en særlig betegnelse for
omlydsvokalerne, men nøjedes med det latinske alfabets fem vokal-
tegn41. Da skrivemåder af denne type (især v for ‘y’) er så alminde-
lige i de to Silvesters saga fragmenter at de må høre til skriverens
norm, kan man næppe slutte noget om forlæggets ortografi på dette
punkt. Men når såvel Veraldar sagas hovedhåndskrift, AM 625
4to fra begyndelsen af det 14. århundrede, som et af denne sagas
ældste fragmenter, AM 655 VII 4to fra ca. 1200, har enkelte eks-
empler på o for ‘æ’, kunne dette bero på indflydelse fra gamle for-
læg42.
4.3.3. En anden ortografisk ejendommelighed, som der findes
eksempler på såvel i Silvesters saga-fragmenterne AM 655 IV og
V 4to som i Veraldar saga-håndskrifterne AM 625 4to og AM 655
VII 4to, kunne muligvis skyldes påvirkning fra gamle forlæg. Der
tænkes her på eksempler på monoftongiske betegnelser for difton-
gerne ‘ei’, ‘au’ og ‘ey’43. Skrivemåder af denne type er blevet for-
klaret som udtryk for dialektal monoftongering i islandsk44 eller
39 Hreinn Benediktsson, Early Icelandic Script, Islenzk handrit, Fol. II (Rv.,
1965), nr. 19 og 20 og pp. xiii-xv. — Muligvis er disse fragmenter skrevet med sam-
me hånd og har oprindelig hørt til det samme håndskrift; den manglende tekst
mellem V og IV svarer til fire blade af fragmenternes størrelse.
40 The First Orammatical Treatise, ed. Hreinn Benediktsson, University of Ice-
land Publications in Linguistics 1 (Rv., 1972), pp. 212—13.
41 “AuShåf”, Islenzk tunga 6 (Rv., 1965), 86—88. — Jfr. endv. Early Icelandic
Script, pp. 29—30 og 56—57.
42 Veraldar saga, pp. xii (jfr. xxiv-xxv) og xxviii. - Når AM 625 4to har en
række eksempler på y for ‘u’, kunne dette eventuelt betragtes som omvendte skri-
vemåder, opstået som følge af at forlægget havde u eller v for såvel ‘u’ som ‘y’.
(Jakob Benediktsson mente at disse skrivemåder muligvis skyldtes fejllæsning af
angelsaksisk v (Veraldar saga, p. xii)).
43 Se Ludvig Larsson, “Om uttalet av ei, au oeh ey i aldre islåndska”, Arkiv for
nordisk filologi 5 (Lund, 1888), 142-49, Veraldar saga, pp. xii-xiii, D. A. Seip,
Nye studier, pp. 109 og 115.
44 Ludvig Larsson i Islåndska håndskriften N° 645 4° (Lund, 1885), pp. liii-lv,
samt loo. oit. (note 43).
9