Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Blaðsíða 233

225
led, med større hensyntagen til dansk end til islandsk sprogfor-
nemmelse, så var de sidste forståeligt nok mere indrettet på det
modsatte. Dette træder mærkbart frem i f.eks. Gunnlaugur RorS-
arsons og Skuli Thorlacius’ oversættelser til nogle af det nordiske
Literatur-Samfunds udgaver.
Por den tyske oversættelse gælder følgende. I sammensatte sted-
navne oversættes vanlige appellativer i andetleddet af både A og
B: -dal bliver til -thal, -stadir til -stadt, etc. Men A vil i højere grad
end B fastholde en ‘tysk linje’ og forsøger flere gange at oversætte
begge led, f.eks. d Adalboli (45) / Adelbol / zum Adalbole, som rettes
til zum Haupthof, en form der med et par forglemmelser anvendes
siden; at Laugarhusum (427) / Lagerhuse / zu den Badhåusern. A’s
praksis med at overføre de islandske gårdnavne med præposition
til tysk følges iøvrigt ikke af B.
Navnet Grjotteig har han ikke kunnet oversætte (jf. cit. ovf.), og
den åbne plads er ikke blevet udfyldt. Uoversatte navne er få,
f.eks. zum Leilcskal. Også tilnavnene i sagaens begyndelse oversæt-
tes: frets I Frets / Pup; trételgju / Trætælge / des Waldroders.
De to oversættere vakler mellem navneformer med præg af ny-
islandsk udtale og den Westergaardske praksis. Sdmr og Eyvindr
har hos A antaget de sære former 8'amyr og Eyvindyr, mens B som
Westergaard har Sam og Eywind.
Ellers er det hos B man finder flest mindelser om islandsk udtale:
å gengives flere steder au, f.eks. i Leilcslcaula, Skaulafurt, Gilsau.
Andre stednavne beholder et mere eller mindre autentisk udseende,
Widiwbllu, Bessagotur, in Gorda (o: i Gordum), jf. Westergaards
Videvalle, Bessegader, i Garda. Mere besynderlige er former som
Haattle for Halla, der måske skal vise dZ-udtalen, Liosawatnsskald
for -skard, Adalbod for -bol.
En sådan fremgangsmåde kunne man i nogen grad lære af is-
landske oversættere, f.eks. i Udvalgte Sagastykker fordanskede af
Grimur Thomsen (1846), ligesom man kunne læse om Den old-is-
landske Udtale, forsaavidt som den er forskjellig fra den danske i
KonråQ Gislasons udgave af Droplaugarsona saga 1847 (Nordiske
Oldskrifter II). Men her, så lidt som i den gængse grammatik,
Rasmus Rasks Kortfattet Vejledning til det oldnordiske eller gam-
le islandske Sprog, findes der nogen anvisning der ville kunne føre
15