Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Page 193

189
II. REFORMATIONSTIDEN
Med reformationstiden kommer Luthers bibeloversættelser til at
spille en rolle sammen med Vulgata og Erasmus’s latinske over-
sættelse af det Ny Testamente.
Luther benyttede grundteksterne; i det Gamle Testamente bru-
ges betegnelser, der betyder ‘den store præst’ og ‘hovedpræsten’13,
i det Ny Testamente benævnes ypperstepræsten årkhiereus. Lu-
ther anvender saavel i oversættelsen af det Ny Testamente 1522
(“Septembertestamentet”) som af det Gamle Testamente 1525 be-
nævnelsen der hohe priester, die liohen priester14.
1. Sverige15
Thet Nyia Testamentit 1526 (ny udg. 1893) anvender then offu-
erste presten, de offuerste presterna. Gustaf Vasas bibel 1541 har
tilsvarende offuerste (offuerste) Presten, the offuerste Presterna.
Denne benævnelse er noteret een gang i fomsvensk (se ovf. un-
der 4). De ældre betegnelser biskop og pråst{a)hdvding anføres ikke
i Svenska Akademiens ordbok.
2. Danmark
Thet Nøye Testamenth 1524 er oversat af forskellige forfattere
og med forskellig benyttelse af forlæggene16. Oversætterne har be-
13 Se Gods danske bibelleksikon II (1966), sp. 1155. Realencyklopådie fur prote-
stantische Theologie und Kirche, 3. Ausg., VIII (1900), 251.
14 Se Die Deutsche Bibel I-XII (Weimar 1906—61) i Martin Luthers Werke: Kri-
tische Gesamtausgabe. Benævnelsen der hohe priester er maaske ældre i tysk; den
nedertyske Halberstadt-bibel (1522) har de hoge preyster IMakk.12-13.
15 Om de svenske oversættelser se Nils Soderlund, Kring bibeloversåttningarna
1526 och 1541: En litteraturoversikt, Ny kyrklig tidskrift X (1941), 6-31. Nat.
Fransén, Nya studier till reformationstiden 1.1: Nya Testamentet på svenska 1526—
1541 (1941). Joh. Lindblom, “Till frågan om forlagoma for 1541 års oversattning
av Gamla Testamentet”, Studier till 1541 års bibel 1, Lunds Universitets årsskrift,
N.F. Bd. 37 (1941), Nr. 3. Gunnar Sjogren, Om språket i de svenska bibeloversåttnin-
garna 1526-1541 (1949).
16 Facsimileudgave i Danske Bibelarbejder fra Reformationstiden I (1950); med