Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Qupperneq 231

223
uden årstal. Den i foråret 1847 udkomne anden udgave af Hrafn-
kels saga kan derfor, ikke mindst på grund af dens tilhørende dan-
ske oversættelse (af N. L. Westergaard), på forhånd mistænkes at
være forlægget for den tyske gengivelse. Imidlertid må den mulig-
hed også tages i betragtning, at førsteudgaven 1839, eller eventu-
elt et håndskrift, kan være benyttet.
De to udgaver, KonråS Gislason og P. G. Thorsens fra 1839 og
KonråQs revision heraf fra 1847 (Nordiske Oldskrifter I, udgivet af
Det nordiske Literatur-Samfund, Kbh.), stemmer i princippet
overens. Deres tekst er ikke baseret på et enkelt håndskrift, men
fremstår som en mosaik af læsemåder fra de håndskrifter der i for-
talen 1839 opgives at være benyttet. Udgivernes undersøgelse af
materialet førte til en opdeling af håndskrifterne på tre klasser,
hvoraf den første, der omfattede A og B, samt det da nyopdagede
membranfragment M, blev anset for bedst (bogstavbetegnelserne
er fra Jon Helgasons udgave 1950). 1847-udgaven er blot en lettere
bearbejdelse og adskiller sig først og fremmest fra forgængeren
derved, at en del læsemåder fra de to andre klasser, der rummer
D (note s. lo: “det mindst paalidelige Haandskrift”), henholdsvis
G og deraf afledte håndskrifter, er skiftet ud til fordel for læsemå-
der fra den første klasse.
Hvor 1839- og 1847-udgaven har samme læsemåde, vil den som
oftest kunne genkendes i den tyske oversættelse, der i det hele
taget afspejler udgavernes blandingsredaktion. Man kan derfor se
bort fra muligheden af et håndskrift som forlæg.
Med hensyn til hvilken af de to udgaver der har været benyttet,
tegner billedet sig ikke helt klart i det afsnit som hånd A har skre-
vet. I denne del af teksten er der nemlig kun få og lidet markante
ændringer fra 1839 til 1847, og de har ikke sat sig tydelige spor i
den tyske gengivelse. Derimod er der i sagaens senere del foretaget
mere omfattende tekstjusteringer, der da også viser større gennem-
slagskraft i B’s oversættelse. Her hersker der ingen tvivl om, at
1847-udgaven er forlæg, hvilket atter sandsynliggør, at den har
været brugt også af A. Denne antagelse bekræftes af læsemåder
hos A der ligger tæt op til den danske oversættelse i 1847-udgaven.
I forholdet til den danske oversættelse spores der stor afhængig-
hed. Både A og B har imidlertid besiddet et såpas kendskab til
oldnordisk, at de ofte har været i stand til på godt og ondt at sætte