Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Page 255
243
deren Porleifur Repp, der kom i Bakkehuset, oversat den til Knud
Lyhne Rahbeks ovennævnte kulturelle tidsskrift Dansk Minerva
efter et håndskrift (Rask 36). 1841 kom L. Chr. Mullers folkelige
gengivelse i grundtvigianeren Jacob Chr. Lindbergs tidsskrift Dan-
nebroge, med 1839-udgaven som forlæg. Den tredje er filologen
N. L. Westergaards oversættelse.
Første bind af P. E. Mullers Sagabibliothek, der indeholdt refe-
ratet af Hrafnkels saga, udkom på tysk i 1816.
Første forsøg på at oversætte sagaen i sin helhed til tysk ud-
sprang som det her er vist, af et københavnsk studentermiljø, der
også leverede medlemmer til Konråd Gislasons filologiske littera-
turforening. For dette forsøg tilkommer æren til en stor del Stapel-
feldt.
Først så sent som i 1883, med østrigeren Helmut Lenks over-
sættelse (efter Karl Sommerfeldts udgave Christiania 1879, der atter
bygger på 1847-udgaven), fik hele sagaen mulighed for at nå ud
til et større publikum i Tyskland end de studenter der i sin tid fik
den gennemgået af Mobius i Leipzig, for ikke at tale om de få der
stiftede bekendtskab med den i udtog ved at læse Konrad Mau-
rers afhandling fra 1852, “Die Entstehung des islåndischen Staats
und seine Verfassung”.
Lenk dedicerede sin oversættelse til litteraten J. C. Poestion,
der til gengæld harcellerede kraftigt over den i et brev til Konrad,
modtaget den 27.12.1883: “Sehen Sie, dieser Dr. Lenk, der mir
seine erbårmlich schlechte Ubersetzung der Hrafnkels Saga wid-
mete, welche sein Erstlingswerk ist ... ” Sådan har også denne
sag sine to sider. Poestion tænkte nemlig selv på Hrafnkels saga,
som han udgav i 1887, i sin “Einleitung in das Studium des Alt-
nordischen, II”.
Ingen af dem, Lenk eller Poestion, kendte til Stapelfeldt. Men
trods den fornyede aktualitet for Hrafnkels saga i Tyskland —
tiden var jo nu moden for oversættelser af islændersagaer til tysk
— må Konrad denne gang have foretrukket at lade sin vens pio-
nerarbejde ligge.
Dette sene kapitel af en islændersagas historie har kunnet skrives
fordi kilderne pludselig gav sig til at flyde gavmildt. Og Johannes
Stapelfeldt, gemt såvelsom glemt, men en kort stund trukket frem