Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1977, Qupperneq 288

276
messen Pro pace i Missale Romanum, en “preces in Litaniis tempore
belli” svarende til nr. 201 i P. Bruylants Les oraisons du missel
romain II, p. 63: “Deus, a quo sancta desideria, recta consilia et
justa sunt opera ... ”, jf. Missale Nidrosiense, Kbh. 1519, læg BVv.
(tirsdage i fastetiden som messens fjerde kollektbøn).
Ser man kun på længden af psalterteksten, bliver det klart, at
der mellem Randers-fragmentet, der som nævnt indeholder ps.
XC,12-XCIII,15, og AM-fragmentet, der indeholder ps. XCVI,9-
CI,28, kun kan være nøjagtigt ét blad (2 sider), der har rummet
XCIII,15-XCVI,9, — og her har næppe været plads til indskudte
bønner. 6 resterende sider af et håndskrift giver større mulighed
for tekstens beskrivelse end 2 sider. Alligevel hjælper de ganske få
afvigelser fra den trykte (og anerkendte) Yulgatatekst, der kan
konstateres, os ikke meget. En enkelt let opståelig variant kan dog
nævnes: Ps. Cl, 10, hvor de officielle Yulgatatekster veksler mel-
lem ‘potum’ og ‘poculum’ i “et potum meum cum fletu miscebam”.
Her har AM-fragmentet ‘poculum’. Større vægt må lægges på de
mellem ps. C og Cl indskudte bønner. Den ældste inddeling af psal-
teret var en (oprindelig irsk) tredeling, idet der var ophold efter
51. og 100. salme, hvor der kunde indskydes bønner etc. De 14
linjers indskud i AM-fragmentet har således en naturlig forklaring.
Men vi har også set, at der (i Randers-fragmentet) er indskudt en
bøn (oratio) efter 90. ps., og må derfor gå ud fra, at ms., da det var
helt, har indeholdt adskillige bønner, der har givet bogen og dens
anvendelse en ganske særlig karakter i eukologisk henseende. Ind-
til resten af indskuddet i AM-fragmentet kan identificeres — det
vides, at dr.phil. Lilli Gjerløw, Oslo, om kort tid udsender en større
afhandling om islandske psalterfragmenter (også AM Access. 7b,
X) — kan det i hvert fald undre, at vi på Island på denne tid finder
en bøn “pro pace”. Det kunde tyde på, ligesom bønnen efter
ps. 90, at håndskriftet snarere end at være islandsk og specielt be-
regnet for islandsk gudstjeneste eller tidebøn, har været af uden-
landsk, måske irsk, oprindelse og i sin helhed har udgjort et bre-
viarium. Alt for ofte overser man, at Island også importerede hånd-
skrifter, og håndskriftet kan godt være importeret til Island i det
13. eller 14. årh.
Under alle omstændigheder synes håndskriftet at være blevet
“slagtet” efter reformationen, da det har mistet sin funktionsvær-