Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 29

i Indledning
Nærværende afhandling er en filologisk unders0gelse af
det islandske kongesagahándskrift Morkinskinna (GKS
1009 fol), der dateres til C1275. Betegnelsen Morldnskinna
(“det rádne eller m0re hándskrift”) er forvirrende nok kæle-
navnet for sável pergamenthándskriftet GKS1009 fol som
det værk om de norske kongers sagaer fra 1030 til 1157 som
dette hándskrift indeholder.1 Som nærmere omtalt i afsnit
1.3 har hándskriftet (og deraf værket) fáet det lidet flatte-
rende kælenavn af Torfæus (Þormóður Torfason) under
dennes lán af hándskriftet 1682—1704. Nár der i det fpl-
gende tales om “(værket) Morkinskinna” eller “Msk”, refe-
reres der til værket, mens “MskMS” betegner hándskriftet
GKS 1009 fol.
Værket Morkinskinna har i de seneste ár nydt stor in-
teresse i sagaforskningen. Særlig má fremhæves Armann
Jakobssons litterære underspgelser (herunder en doktor-
disputats fra 2002) og Andersson & Gades (2000) engel-
ske oversættelse med videnskabelig indledning.2 Endelig
er værket Morkinskinna udgivet i normaliseret sprogform
af Armann Jakobsson og Þórður Ingi Guðjónsson i 2011
i serien Islenzk fomrit (Armann Jakobsson & Þórður I.
Guðjónsson 2011).
1.1 Unders0gelsens formál
MskMS er skrevet af to samtidige, sandsynligvis profes-
sionelle skrivere, der har arbejdet i samme milj0, men hvis
sprog og ortografi afviger betragteligt fra hinanden. Hánd
B udviser sáledes et tilsyneladende yngre sprog end hoved-
hándens, hvilket har fáet Jón Helgason (i934a, s. 8) til at
bemærke at man sandsynligvis ville datere hánd B til et no-
get senere tidspunkt end hánd A hvis ikke hándskriftets
opbygning utvetydigt viste at skriverne var samtidige.
MskMS synes derfor velegnet til en underspgelse af
hvorledes to samtidige skrivere kan adskille sig fra hin-
anden hvad palæografi, ortografi og andre sproglige træk
angár. Dette overordnede spprgsmál, der má besvares pá
grundlag af analyser af forskellige forhold relaterede til
norm, brug og variation, er centralt for diskussionen af en
række filologiske problemstillinger.
11 sin oprindelige form har værket (og hándskriftet) sandsynligvis dæk-
ket tiden frem til 1177.
2 En nynorsk oversættelse er ligeledes udkommet (Flokenes 2001).
Dateringsspprgsmálet er helt centralt for sproghistorie-
forskningen, men relevant for al historisk forskning, her-
under almen- og litteraturhistorien. Den særlige relevans
for sproghistorien skal naturligvis ses i lyset af at sprogets
manifestation i skrevne kilder má betragtes som den vig-
tigste kilde for forskningen i ældre sproghistorie. I de fle-
ste tilfælde kan datering udelukkende foretages pá basis af
eksterne kriterier, især ved relatering til sprog- og skrift-
historien, men som nærmere omtalt i afsnit 6.4 besvær-
liggpres dette af en lang række forhold, ikke mindst den
variation man altid vil finde mellem to samtidige skrivere,
den eksterne variation. Selvom der ikke skal fpres en stprre
principiel diskussion af eksterne dateringskriteriers anven-
delighed, vil underspgelsen af forskellene i de to skriver-
normer bidrage til belysningen af et sádant mere generelt
spprgsmál. Desuden skal unders0gelsen fors0ge at etablere
et sikrere grundlag for dateringen af selve MskMS.
En relatering af den eksterne variation til den interne
variation (variationen i brugen hos én og samme skriver)
vil med en analyse af hvilke faktorer der synes særlig skri-
verspecifikke, desuden bidrage til diskussionen af forhold
relaterede til skriveridentificering og af forholdet mellem
skrivernorm, forlæg og afskrift.3
Ud over at sádanne mere overordnede filologiske
spprgsmál skal diskuteres, skal det efterprpves om under-
spgelsen kan bidrage til en (delvis) afklaring af det om-
stridte sp0rgsmál om de eventuelle forskellige tekstlag i
Msk.4 Sp0rgsmálet er altsá om forhold i MskMS kan give
sikrere indikationer om forekomsten af senere interpola-
tioner i Msk. Flere forskere har bemærket at noget sá-
dant kunne være tilfældet, jf. sáledes Louis-Jensen (1977,
s. 64-5):
En omfattende unders0gelse af ortografien i MskMS
er i hpj grad pnskelig; den vil formentlig kunne bringe
klarhed i sp0rgsmalet om forholdet mellem skrivernes
egen norm og former overtaget fra et forlæg, og der-
3 Ved anvendelsen af MskMS i en diskussion af forhold relaterede til
skriveridentificering er det klart at der principielt er tale om en ring-
slutning, idet det intetsteds eksplicit fremgár at der er tale om to skri-
vere. I praksis er skriverforskellene dog sá gennemgáende at det med
sikkerhed má kunne fastslás at der er tale om to skrivere, hvorfor jeg
tillader mig at anvende materialet pá denne máde.
4 For nærmere bemærkninger til dette spprgsmál, se afsnit 1.3.1.3.
1