Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 405

Adverbier
377
I B er formen i seks tilfælde aldrigi (‘allðgi’ x 5 og
‘allð'-gi’), mens den i lige sá mange tilfælde er aldri (‘allð”
X 5 og ‘allðn’). Der er intet særlig bemærkelsesværdigt ved
formernes fordeling i hándskriftet.
I de ældste hándskrifter synes man at finde sável aldregi
som aldrigi og aldri, dog dominerer den f0rstnævnte form
kraftigt med knap 70 eksempler over for to eksempler pá
aldri og ét eksempel pá aldrigi.1 Tolkningen af aldregi vs.
aldrigi kan dog være usikker.2 I det med MskMS nogen-
lunde samtidige AM 291 40 finder man fem tilfælde med
aldri over for seksten tilfælde med aldregi,3 mens man i
det ligeledes samtidige AM 519 a 40 finder aldregi i alle 26
tilfælde.4 Den yngre form aldrei, der altsá ikke optræder
hos nogen af skriverne, har man med Björn K. Þórólfs-
son (1925, s. 72—3) almindeligvis fprst regnet for belagt i
1400-tallet,5 men ifplge ONP (under aldrei) skulle den alle-
rede optræde i AM 580 40 (01300—25) og desuden i det lidt
yngre AM 227 fol (01350). Særlig det fprstnævnte tidlige
eksempel harmonerer dárligt med den almindelige opfat-
telse af det generelle svind af /g/ (eller: overgang /g/ > /j/)
mellem kort vokal og et efterfplgende /I/ eller /j/. En
sádan overgang synes nemlig fprst at kunne konstateres
CI400,6 og spprgsmálet er derfor om der blot er tale om
en skrivefejl (et udeladt (g)).
5.10.1.2 Adverbiet annarstaðar
At man skal regne med et adverbium annarstaðar, derom
vidner skrivemáder hos begge skrivere. I A finder man sá-
ledes ‘ai]arftaþar’ x 2, ‘aqarftaþar’ og ‘aNarftaþar’. I B indi-
keres samme form i ‘annar ftaðar’, mens skrivemáden ‘anii
ftaþar’ ikke kan belyse ordets status som selvstændigt ad-
verbium.
5.10.1.3 Adverbierne braut/hrot(t) og brautu/brottu
Adv. brot(t) og braut manifesteres i A som ‘Bt’ x 56, ‘brot’
x 24, ‘bræt’ x 13 og ‘HStt’. De tre almindeligste skrivemáders
fordeling i A fremgár af tabel 5.235.
Som konstateret ved flere andre frekvente ordformer
kan der i A altsá ogsá ved brot(t) og braut konstateres en
tendens til mindsket anvendelse af forkortede skrivemáder
i hándskriftets senere del.
I B finder man ‘bræt’ x 20, ‘Bræt’, ‘braitt’, ‘bt’ x 11 og
‘b'fiott’, og fordelingen mellem braut og brot(t) i denne del
1 Jf. Larsson (1891) og de Leeuw van Weenen (2004).
21 flere nyere glossarer, fx de Leeuw van Weenen (2004) og (2009),
normaliseres konsekvent til aldrígi, hvilket kunne give indtryk af at
man ikke skal regne med en form med /e/, men at en sádan har eksi-
steret bevidnes af den yngre form aldrei(gi) (hvis ikke den er dannet i
tilknytning til eigi/ei).
3 Jf. Larsson (1956, s. 9).
4 If0lge en s0gning i Menotas tekstarkiv.
5 Jf. sáledes ogsá Bandle (1956, § 85.d).
6 Jf. afsnit 4.4.5.2.4.
af hándskriftet fremgár af tabel 5.236, hvor formerne rela-
teres til hhv. hándskriftsider og tekstafsnit.7
Der kan altsá konstateres en tendens til 0get brug af
brot(t) i den senere del af B.
I A fordeler de 81 eksempler med brot(t) sig pá 48 til-
fælde med í brot(t), 22 tilfælde med á brot(t) og 11 tilfælde
med brot(t). Fordelingen er noget anderledes ved braut,
hvor man slet ikke finder former med í, men syv tilfælde
med á braut og seks tilfælde med braut. I B fordeler de
12 eksempler med brot(t) sig pá syv tilfælde med í brot(t),
tre tilfælde med brot(t) og to tilfælde med á brot(t). Ogsá i B
er fordelingen anderledes ved braut, hvor man finder ti til-
fælde med braut, seks tilfælde med á braut og seks tilfælde
med í braut. Denne forskel indikerer rimeligvis at skrive-
máder med hhv. (ro)/(°) og <ræ) vitterlig afspejler forskel-
lige former pá det fonologiske plan, henholdsvis /ro/ og
/rau/, og ikke blot er allografiske betegnelser for fonem-
forbindelsen / rp/.
Adverbiet brautu/brottu manifesteres i A som ‘Btto’ x 5
og ‘brotto’ 33r2i, mens man i B finder ét eksempel pá
‘bræto’.
Det kan altsá noteres at man ikke finder yngre former
som burt/burtu,8
5.10.1.4 Adverbierne eigi, ekki og ei
Adverbiet eigi manifesteres i A som ‘eig’ x 488, ‘Eig’ x 57,
‘eigx’ x 4, ‘e.’ og ‘.e.’.
I B manifesteres det som ‘eig’ x 115, ‘eg’ x 25, ‘eigi’ x 23,
‘Eig’ x 13, ‘Eigi’ og ‘é’.
De tre hyppigste formers hándskriftgeografiske distri-
bution i B fremgár af tabel 5.237, hvor skrivemáderne rela-
teres til hhv. hándskriftsider og tekstafsnit.
Skrivemáden ‘eig’, der er den almindeligste hos begge
skrivere og næsten er helt gennemfprt i A, er ogsá gene-
relt den hyppigste i mellemklassiske hándskrifter. Den i
B næsthyppigste skrivemáde, ‘eg’, er ogsá ganske udbredt
i mellemklassiske hándskrifter og findes ogsá i en række
ældre kilder. At den næsten kun optræder i fprste halvdel
af B kunne tale for at den er inspireret af forlæggets brug.
Den i B enkeltstáende skrivemáde ‘é’ bliver fprst for alvor
udbredt i 1300-tallet, men det má bemærkes at den, i hvert
fald ved linjeudgang, allerede forekommer i AM 696 XXIV
40 (CI200-25).9
Adverbiet ekki manifesteres i A som ‘ecki’ x 184, ‘Ecki’
x 27, ‘ecci’ x 4, ‘ekki’ x 2, ‘eccki’ og ‘Ecci’ X 2.
I B manifesteres det som ‘ecci’ x 25, ‘eki’ x 20, ‘Ecci’ x 6,
‘eckx’ x 5 og ‘Eki’. De to hyppigste skrivemáders fordeling
i B fremgár af tabel 5.238, hvor skrivemáderne relateres til
7 Bemærk at formerne i denne tabel - i modsætning til formerne i ta-
bellen over skrivemáderne i A - er tolkede (og normaliserede).
8 Sádanne former er da ogsá noget yngre, men optræder allerede i de
ældste rimer (digtede Í0r C1450), jf. Björn K. Þórólfsson (1925, s. 72)
og Bandle (1956, s. 87).
9 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 90). Om forskellige skrivemáder for
eigi, se Lindblad (1954, s. 45).
5.IO.I.4