Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 168

140
Ortografi
tidligklassiske hándskrifter (og mange allerede i de al-
lerældste). Dette gælder fx for ‘R’, ‘þ’, ‘lc’ (= konu), ‘m’
(= móðir) og ‘v’,1 der forbliver produktive op gennem mid-
delalderen. Det særlig hyppige ‘K’ má pá trods af forekom-
sten i senklassiske hándskrifter dog generelt betragtes som
ældre end “'ho’, som igen synes ældre end ‘hð’, der er den al-
mindelige forkortelse i anden halvdel af 1200-tallet.1 2 3 Igen
má det dog understreges at individuelle skrivervaner spiller
en væsentlig rolle.
4.3.4.1.7 <0>
(A) (0> forekommer én gang i A for /rd/ i adjektivformen
frfSknum ‘pcnö’ 2419/ men aldrig i B.
f0> er ellers en temmelig sjælden abbreviatur, men bruges
ifplge Larsson (1885, s. xxiii—xxiv) i den ældre del af AM
645 40 (ci22o), tre gange for /rð/ og én gang for /pr/),4 og
ifplge Weinstock (1967, s. 30) to gange for /rp/ i AM 677
40 B (CI200—25).
4.3.4.1.8 <5>
(A) <°> optræder to gange i A i honum ‘tf ’ 4v8 og 22ri6.5
Abbreviaturen er sjælden, men ikke enestáende. I bl. a.
samme funktion som i A optræder den i den ældste del af
AM 645 40 (CI220).6 Allerede i det ældste hándskriftma-
teriale bruges den desuden i forkortelser af dativformen
mgnnum, fx i Holm perg 15 40 (ci200, se linje 17127) og AM
686 b 40 (CI200-25).7 I denne funktion bruges den ogsá i
hándskrifter der er nogenlunde samtidige med MskMS, fx
hánd II og V i fragmenterne af The Life of St. Gregoty fra
CI250-75.8
4.3.4.1.9 <r>
(A) <r> bruges omtrent 750 gange i A i fplgende funktioner:
for /ar/ (ca. x 440) i prop. Miklagarði ‘micla gþi’ 3128,
former af pron. margr X 5, fx margir ‘mg’ 6V48, vb.
var x 424, fx ‘v’ 6V23, og varð x 13, fx ‘vþ’ 8r22, samt
adv. þar x 2, fx ‘þ’ 9V42.
for /ár/ (x 1) i konj. hvárt ‘hvt’ 8r5i.
1 Jf. fx Hreinn Benediktsson (1965, s. 89—90) og Spehr (1929, s. 142—44)
2 Jf. især Lindblad (1954, s. 47), men ogsá Kálund (1907, s. x) og Spehr
(1929, s. 142 og 144). Se ogsá afsnit 54.1.8.
3 Da (e) ogsá anvendes for /rfa/ kunne man forestille sig at der i virke-
ligheden var tale om <e>, men det ser vitterlig ikke sádan ud.
4 Jf. ogsá Spehr (1929, s. 142).
5 Som bemærket i afsnit 3.34.1 er der i det f0rstnævnte tilfælde tale om
en rettelse fra *h* (den ene abbreviatur skrevet oven i den anden).
6 Jf. Larsson (1885, s. xxvi). Det virker derfor ikke rimeligt at transskri-
bere det i AM 645 40 forekommende tilfælde som ‘h<o«)0",, som det
ses i Guðvarður M. Gunnlaugsson (2007, s. 24).
7 Se ogsá oversigtstabellen i Spehr (1929, s. 144).
8 Jf. Hreinn Benediktsson (1963!), s. 26 og 39).
for /Ar/ (x 65), fx i app. borgarmenn ‘borg m’ 2r30 og
sakar ‘fac’ 6V56, adv. þegar ‘þeg’ 6r26 og vb. vaknar
‘vacn’ 8r23.
som markpr af kontraktion (ca. x 190) i appellativet
maðr og sammensætninger hermed, fx maðr ‘m’ 6r9,
hirðmaðr ‘hirðm’ 6r40 og Ipgmaðr ‘lægrh’ 23134.
som markpr af suspension (X57) i former af prop.
Hreiðarr, fx Hreiðarr ‘K’ 6143 og Hreiðari ‘K’ 7127.
I B forekommer (r> godt 200 gange og anvendes i fpl- (B)
gende funktioner:
for /ar/ (x 108) i vb. var x 97, fx ‘v’ I2r28, varð x 6, fx
‘vþ’ 12V14, og varði ‘vþi’ 10V48 samt adv. þar x 3, fx ‘þ’
13V2.
for /Ar/ (x 14), fx i app. hugarótti ‘hvg|otti’ 11V52—53 og
hundar ‘hvnð’’ ion6, adv. þegar ‘þeg’ ior20 og vb.
þakkar ‘þacc’ 12134.
<rr> for /arr/ (x 1), se afsnit 4.3.2.55.
<'r> for /Arr/ (x 1), se afsnit 4.3.2.55.
som markpr af kontraktion (x 84) i appellativet maðr
og sammensætninger hermed (x 83), fx maðr ‘m’ I2r7,
ójafnaðarmaðr ‘o íapnaþar m’ 16137 og stýrimaðrinn
‘ítyriMin’ 15VII, samt app. vetr ‘þ’ 15VIO.9
Om forholdene ved adverbier med komparativ pá -ar(r),
se afsnit 5.10.2.
Bortset fra det i B én gang forekommende ‘þ’ for vetr10
begrænser anvendelsen af <r> sig i kontraktioner altsá til no-
minativformen maðr. Forkortelsen ‘m’/‘M’ er den normale
i klassiske hándskrifter fra efter 1250, men den har ældre
rpdder og forekommer fx i AM 677 40 B (ci200—25), AM
325 II 40 (CI225) og NRA 52 (CI225).11
Brugen af <r> for /\>a>r/ er derimod et yngre fænomen,
der fprst dukker op omkring 1250 eller lidt fpr.12 I denne
funktion bruges abbreviaturen ca. lige frekvent i A og B.
Det kan diskuteres om abbreviaturen i skrivemáden ‘v’
skal rubriceres som markpr af sidste tegn i en kontrak-
tion eller som en mere generel angivelse af /ar/. At om-
trent 80 % af samtlige tilfælde med <r> for /\(a>r/ i sável A
som B forekommer i netop denne forkortelse, kunne tale
for tolkningen som markpr af kontraktion. Pá den anden
side dukker skrivemáden op samtidig med andre tilfælde
med <r> for /\<a>r/ (omkring midten af 1200-tallet), hvilket
kunne tale for tolkningen som en mere generel forkortelse
9 Bemærk ogsá den under omtalte skrivemáde ‘v * for samme
ordform.
10 En lignende forkortelse findes i det meget gamle GKS 1812 40 IV
(01192), jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 90—1).
11 Jf. Lindblad (1954, s. 55), Kálund (1907, s. x), Spehr (1929, s. 144) og
Hreinn Benediktsson (1965, s. 89).
12 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 90—1) og Spehr (1929, s. 142).
4.3.4.I.9