Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 61

Det enkelte hándskrift i centrum
33
má fors0ge at adskille de fonologisk relevante tilfælde fra
de rent ortografiske.1
Frederiksen (1985) bemærker at man til en beskrivelse
der tilslutter sig Diderichsens program, i hvert fald má
stille tre krav:
1. Da beskrivelsen i fprste omgang skal tage udgangs-
punkt i rent grafiske forhold, má den foretages pá
grundlag af et hándskrift, ikke blot en tekstudgave.
Dette fordi forhold som har været tolket fonetisk, i
visse tilfælde kan skyldes noget rent grafisk.2
2. Beskrivelsen má have en ganske præcist defineret re-
ferenceramme, og tvetydigheder i forhold til denne
má komme til udtryk nár det er relevant (og muligt).
Frederiksen bemærker at man for sá vidt kan opstille
en hvilken som helst referenceramme, typisk har man
valgt det formodede “ældste gammeldanske fonemsy-
stem”, det afgprende er at referencerammen defineres
præcist.3
3. Behandlingen skal indeholde en fortolkning af hánd-
skriftet med redegprelse for hvilke træk der sandsyn-
ligvis afspejler lydændringer (uoverensstemmelser i
forhold til det opstillede fonemsystem), og hvilke der
ikke g0r. Som parameter for sandsynligheden má se-
nere registrerede talesprogsudviklinger tjene.
Valget af et faksimilært tekstgengivelsesniveau i nærvæ-
rende fremstilling skal bl. a. ses i lyset af det fprste krav.4
Selvom det ikke er tilstrækkeligt at basere analysen pá en
1 Diderichsen betoner med rette at de sidstnævnte ikke er af mindre
betydning for hándskriftklassificeringeme.
2 Frederiksen (1985, s. 22—3) bemærker at især grafiske tydelighedshen-
syn kan have spillet en rolle, og nævner i denne forbindelse brugen
af |y| i stedet for forventet |i| i kontekst af |m n| for at undgá minim
œnfusion og (muligvis) brugen af |ð| i stedet for |th| efter |r|, idet |r|
og |t| i visse hándskrifter i udpræget grad ligner hinanden (for at ná
frem til en indikation af rigtigheden af det sidstnævnte punkt, som
Frederiksen kun forsigtigt fremsætter, kunne man studere manifesta-
tionen af gda. /ð/ efter |t|, hvor man ifplge den af Frederiksen frem-
satte hypotese mátte forvente |th| og ikke |ð|). Ogsá andre forhold
end tydelighedshensyn nævnes, nemlig brugen af |e| i stedet for |æ|
i infortisstavelser efter grafer med hpjrebue, fx |ð|, som fplge af visse
skriveres forkærlighed for bueforbindelser (Frederiksen henviser til
Becker-Christensen 1974). En række andre forhold kunne rimeligvis
ogsá nævnes i samme forbindelse, fx pladshensyn mod slutningen af
en linje betinget af en stræben efter lige hpjremargen (jf. i denne for-
bindelse ogsá de Leeuw van Weenen 2000, s. 24). Dette kan fx f0re
til ændringer i brugen af særlig brede eller smalle grafklasser (fx |f|:|s|),
digrafiske betegnelser (fx |au|:|o|), ligaturer, forkortelser, overflpdige
tegn, fx |th| i stedet for |t| (jf. Hast 1960, s. 33 og 67), ordmellemrum
og særlig orddeling. Ogsá forekomsten af visse graftyper i den ovenstá-
ende linje kan forársage en fra skriverens norm afvigende betegnelse,
fx anvendelsen af |o| i stedet for |ó| og |n| i stedet for |n| forársaget af
grafer med underlængde i den foregáende linje umiddelbart over hhv.
|o| og |n| (eller variation kan skyldes en interlineær graf i samme linje),
jf. Hast (1960, s. 50 og 72).
3 Af hensyn til sammenligningen af forskellige beskrivelser er det dog en
fordel med sá ens referencerammer som muligt. En mangel pá fælles
referenceramme beklages da ogsá i Frederiksen (1997, s. 31).
4 Som beskrevet nærmere i afsnit 2.4.2 er teksten dog transskriberet pá
flere niveauer.
maskinlæsbar tekst, er det en stor fordel at operere med et
gengivelsesniveau som ligger tæt pá den hándskriftlige ma-
nifestation, dels fordi visse interessante træk som ville være
gáet tabt i en diplomatarisk tekstgengivelse, kan finde vej
til transskriptionen, dels fordi man i analysen lettere bliver
opmærksom pá eventuelle pointer af grafisk natur som má
underspges nærmere i hándskriftet.
Som allerede fremgáet af omtalerne tidligere i nærvæ-
rende kapitel kan jeg ogsá tilslutte mig kravet om et fast
defineret fonologisk referencesystem og vigtigheden af at
tage hpjde for tvetydigheder i forhold til dette system. Som
bemærket i kommentarerne til Mártenssons og de Leeuw
van Weenens arbejder forekommer det mest hensigtsmæs-
sigt at vælge et referencesystem som repræsenterer et lidt
ældre sprogtrin end det i hándskriftet formodede, hvis man
0nsker at tolke den ortografiske variation i lyset af forlægs-
situationen. I modsætning til Mártenssons, de Leeuw van
Weenens og Fix’ arbejder er noget sádant et vigtigt ele-
ment i nærværende afhandlings analyser. En nærmere re-
deg0relse for det valgte referencesystem og motiveringen
af dette finder man i optakten til den ortografiske analyse i
afsnit 4.1.
Det tredje krav tilgodeses i den nærmere analyse af
de fonografematiske relationer i afsnit 4.4, og ogsá dette
aspekt kommenteres nærmere i afsnit 4.1.
Som fremgáet af afsnit 1.4 har jeg i den overordnede be-
skrivelse af skrifttegnene hentet inspiration i Fix’ opdeling
i grafer, graftyper, grafklasser og (tentative) grafemer, og
som hos Fix er inddelingen i graftyper og grafklasser sub-
jektiv og foretaget pá typologisk grundlag. Til gengæld fo-
retages der ingen egentlig grafemanalyse.
Som omtalt i afsnit 1.1 analyseres hándskriftet pá et me-
get bredt grundlag i nærværende afhandling. Det gælder
báde med hensyn til de analytiske niveauer og det empi-
riske grundlag. I relation til det sidste er det sáledes min
overbevisning at man i videst muligt omfang má tage hen-
syn til hele hándskriftet, dels fordi man kun pá denne máde
fár et sikkert grundlag for vurdering af den samlede varia-
tion, hvilket bl. a. er af vital betydning for vurderingen af
eventuel forlægspávirkning, dels fordi en række skrift- og
sproghistoriske forhold kun kan afdækkes pá en overbe-
visende máde ved en relatering til den samlede analyse af
hándskriftets former.
Et godt eksempel pá npdvendigheden af en relatering
til den samlede analyse af hándskriftformerne ved tolknin-
gen af et ortografisk/fonologisk fænomen findes i afsnit
4.4.3.2.2, hvor manifestationen af appellativet ván tolkes.
Som nærmere omtalt i det nævnte afsnit betragter Hreinn
Benediktsson ikke en analogisk form vón som usandsyn-
lig,5 men noterer at dens eksistens i praksis vil være svær
at bevise, fordi (o) i den ældste ortografi bruges om flere
fonemer, herunder /o ó 9 9/, og fordi sporadiske eksem-
pler pá manifestationer med (o) i stedet for (a) fra perioden
mellem sammenfaldet af /á/ og /9/ og ændringen af /vá/
5 Hreinn Benediktsson regner ikke med lydret overgang /vá/ > /vó/.
2.3.2