Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 189

Fonografematisk analyse
161
ves fire gange (e) over for ét eksempel med (f)),1 adv. heðan
(i savel A som B skrives altid (e), hhv. x 8 og x 7), sb. her-
að og sammensætninger hermed (sável A som B har i alle
udskrevne tilfælde (e), hhv. x 4 og x 2)2 og prop. Grégóríús
(i A har alle 22 udskrevne tilfælde (e)).
I tilfælde hvor man i oisl. finder former med báde -verð-
og -urð-, rummer A to eksempler pá -verð- (‘amðvþo’ 24V24
og ‘onðvþo’ 34V21) og to eksempler pá -urð- (‘ðogvrþar
borþð’ 19^5 og ‘oNðvrþ’ 33^50). B rummer to eksempler pá
-verð- (‘ænðperþo’ 12V46 og ‘ðagvþ’ i3r5o)3 og ét pá -urð-
(‘ænðvrþo’ i6v2l).
4-4-3-2-4 /é/
A B
/é/ (e) 1150 /é/ <e) 450
<?> 12 <?> 1
<é) 4 <é> 18
<E) 2 <E> 1
<É> 1
<?> 2
/ér/ <*) 700 /ér/ <’> 150
<_> 1
/ré/ O 3 /ré/ O 1
Tabel 4.10: Manifestationen af /é/
Til den hándskriftgeografiske distribution af de tolv til-
fælde med (f) i A er der intet at bemærke, og det samme
gælder for de atten tilfælde med (é) i B.4
MskMS rummer ingen indikationer af diftongeringen
af /é/. Som bemærket i note 7 pá s. I57mener Hreinn Bene-
diktsson (2002a, s. 214) at diftongering af /é/ (og /á ó æ/)
i hvert fald er indtruffet i begyndelsen af 1300-tallet, og
muligvis endda i slutningen af 1200-tallet. Der synes dog
at have hersket betragtelig dialektal variation, og monof-
1 Den moderne islandske form éta er efter alt at d0mme dannet i ana-
logi med præteritumformeme, og dens opstáen kan ikke umiddel-
bart tidsfæstes. Haraldur Bernharðsson (1999, s. 135, note 49) g0r op-
mærksom pá at det kan have spillet en rolle at verbet har særstilling
blandt aflydsverbeme af femte klasse, hvor det almindeiige mpnster er
CeC — CaC — CáC — CeC, mens eta har lang vokal i anden hovedtid.
2 Hvis man med blandt andre Werner (1988) antager at et /h/ kan have
haft samme palataliserende effekt som /g k/ (jf. note 11 pá modstáende
side), kan det forklare moderne islandske former som héðan og héraS,
der i givet fald ikke afspejler en forlænget vokal, men blot et palatali-
seret /h-/ foran /e/, som efter den almindelige diftongering af /é/ vil
sammenfalde med dette fonem. I begge tilfælde kan man vel imidlertid
ogsá forestille sig analogisk pávirkning fra adverbiet hér.
3 De sidste grafer i ‘ðagvþ’ I3r50 er dog utydelige.
4 Om betegnelserne for /é/ i ældre islandsk med fokus pá <e> vs. æ>
og med perspektiveringer til hándskrifter der er nogenlunde samtidige
med MskMS, se Lindblad (1954, s. 107-11) - bemærk dog at Lindblad
(1954, s. 108) ikke har fundet eksempler pá “á-tecken” for /é/ i B. Se
ogsá oversigten over betegnelserne for /é/ i 50 hándskrifter fra den
ældste tid frem til CI400 i samme værk s. 308-16. Om betegnelserne
for /é/ i islandske diplomer fra C1300-1450, se Stefán Karlsson (1960,
s. 51-7).
tongudtale af ældre /é/ synes belagt helt op i 1600-tallet.5
Selvom den manglende manifestation af diftongeringen i
MskMS naturligvis ikke udelukker at den kan være ind-
truffet i skrivernes sprog, má det noteres at diftongeringen
af netop /é/ langt hyppigere manifesteres i skriften end
diftongeringen af de pvrige langvokaler (dog fprst virkelig
udbredt i 1300-tallet).6
Forholdet mellem udskrevne og forkortede former af fo-
nemforbindelsen /ér/ er noget forskelligt i A og B, idet
forholdet mellem ([eEéÉ?(]r> og(') i A er 35:65, mens det
i B er 62:38.
Sízrlige tilfalde
Af afsnit 54.1.6 fremgár at pronominalformen vér i B
i samtlige tyve udskrevne tilfælde manifesteres med (e),
mens man i A ved siden af 39 tilfælde med (e) ogsá finder
ét eksempel med (</>. Alle seks tilfælde med /vél/ i A mani-
festeres med (e), og det samme gælder for de to tilfælde i B.
Det ene eksempel i A med (?) i pronominalformen vér kan
ikke tillægges megen vægt, da samme betegnelse ogsá an-
vendes for utvetydige eksempler pá /é/. Pá den anden side
kan det naturligvis ikke udelukkes at der er tale om /æ/, da
(e) hos begge skrivere ogsá er den almindeligste betegnelse
for dette fonem.7
51 et brev til Ole Worm dateret d. 28. juli 1651 giver Biskop Brynj-
ólfur Sveinsson sáledes udtryk for kendskab til monoftongudtale og
karakteriserer diftongudtale som et oprindelig nordlandsk fænomen
(jf. Björn K. Þórólfsson 1925, s. xiv, og Haraldur Bernharðsson 1999,
s. 137-38). At diftongeringen i hvert fald dialektalt er indtruffet gan-
ske tidligt, er der ellers generel enighed om. Noreen (1923, § 103) be-
mærker at den i visse dialekter má være indtruffet allerede C1200, men
at den först er almindelig C1300, Hægstad (1942, s. 81) skriver at den
má være meget almindelig i 1200-tallet, Bandle (1956, s. 49) at den i
det mindste begynder i 1200-tallet og udbredes i l0bet af 1300-tallet
(omkring 1400 er (ie> dominerende i skriften), Björn K. Þórólfsson
(1925, s. xiii-xiv) skriver at den næppe for alvor har været udbredt
f0r C1350, selvom man kan finde enkeltstáende eksempler allerede fra
1200-tallet (derimod synes han i Björn K. Þórólfsson 1929, s. 232—40,
i h^jere grad at understrege diftongeringens h0je alder). Jóhannes L.
L. Jóhannsson (1924, s. 11—12) bemærker at diftongeringen f0rst for
alvor er indtruffet CI340, selvom man finder eksempler i 1200-tallet
(pá 0stlandet f0rst i anden halvdel af 1400-tallet).
6 Den mere gennemf^rte manifestation af diftongeringen af /é/ skyldes
rimeligvis at resultatet af diftongeringen systematisk adskiller sig fra
de 0vrige sekundære diftonger. Diftongeringen f^lger sáledes ikke det
i note 12 pá s. 154 omtalte m0nster, hvilket if^lge Hreinn Benedikts-
son (2002m, s. 63) skyldes en reversering af diftongen for at forhin-
dre sammenfald med den gamle diftong /ei/ (altsá /é/ > /ei/ > /ie/).
Bemærk dog at Kiispert (1988, s. 184-85) betvivler et mellemliggende
stadium med /ei/ og i stedet som Björn K. Þórólfsson (1929) og Bandle
(1956, s. 49) regner med direkte overgang til /ie/. I forhold til dette kan
man pá den anden side notere sig at skrivemáder der synes at afspejle
[ei], er belagt i 1200-tallet (jf. fx Kristján Árnason 2005, s. 333), og det
forekommer i og for sig ikke usandsynligt at forskellen mellem [ie] og
[ei] pá et tidspunkt har haft dialektal karakter (jf. forholdene ved /æ/
— man íinder i 1300-tallet skrivemáder som <iæ) for /aé/ i kilder fra
Nordlandet og dele af omrádet omkring Breiðaíjörður).
7 Betingelserne for overgangen /é/ > /aé/ er ikke afklarede (jf. Har-
aldur Bernharðsson 1999, s. 139—40), men former med /aé/ synes
ved vél allerede at forekomme tidligt i 1200-tallet, mens /aé/-former i
pron. vér dukker op tidligt i 1300-tallet (jf. Björn K. Þórólfsson 1925,
s. xv, og Stefán Karlsson 1960, s. 54). Stefán Karlsson (1960, s. 57)
bemærker at formen vdr synes betydelig almindeligere end vér i pe-
rioden 1350—1450, og den bruges ogsá ofte i Oddur Gottskálkssons
44.3.2.4