Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 439

Variation og skriveridentificering
411
(v) hyppigt finder (u) og (især) (p). Ved /þ/ uden for stavel-
sesinitial stilling er en markant forskel den i B forholdsvis
hyppige, men i A næsten helt fraværende brug af (d> (pá be-
kostning af (þ)). Ved /nn/ kan store forskelle konstateres.
Mens de fem hyppigste betegnelser for /nn/ i A sáledes er
(n) x 1350, (q) x 850, (n) x 210, (q) x 56 og (n) x 10, er de
i B (n) x 375, (n) x 160, (q) x 73, (nn) x 63 og (n) x 19. Ved
/pp/ er det meget páfaldende at A nærmest konsekvent
opretholder distinktionen mellem /p/ og /pp/, mens det
i udpræget grad ikke er tilfældet i B. Ved /ss/ er (ff) næ-
sten helt gennemfprt i A, mens (s) er hovedbetegnelsen i B.
Ved /ft/~/pt/ kan der registreres en klar forskel ved ept-
ir og sammensætninger hermed, idet B gennemfprer (ft),
mens A med to undtagelser gennemfprer (pt). For etymo-
logisk /[dþ]s/ optræder den i A hyppige betegnelse (z) kun
helt sporadisk i B. I refleksivformantens manifestation kan
visse forskelle noteres. Især má forholdene i enstavelses-
former med stammeudlyd pá -t og -ð fremhæves, idet -sk
i denne kontekst generelt er meget dominerende i A, men
næsten fraværende i B, nár man ser bort fra vb. kveðask
(hvor -st til gengæld dominerer i A).
Selvom hverken de specifikke forskelle i fonografema-
tiske relationer eller omfanget af forskelle der kan kon-
stateres mellem skriverne i MskMS, uden yderligere un-
derspgelse umiddelbart kan regnes for repræsentative for
andre middelalderskrivere, vil en analyse af den eksterne
fonografematiske variation givetvis ogsá for andre skrift-
stykkers vedkommende kunne udnyttes ved afklaring af
skriveridentificeringsspprgsmál. Som allerede flere gange
fremhævet kræver det imidlertid en grundig og bredt fun-
deret ortografisk analyse, i hvilken ogsá den interne fo-
nografematiske variation underspges. Som underspgelsen
af variationen i MskMS har vist, er det desuden centralt
ikke blot at underspge den type ekstern variation som no-
torisk afspejler sproglige (lydhistoriske og dialektale) for-
hold. Som fremgáet af ikke mindst variationen i konsonan-
ternes manifestation skyldes mange af forskellene simpelt-
hen forskellige rent ortografiske valg af betegnelser som
principielt kan sidestilles. Samtidig kan det være værd at
understrege at en underspgelse af konsonanternes manife-
station ved skriversammenligning — i modsætning til hvad
man ofte fár indtryk af ved læsningen af ortografiske be-
skrivelser af islandske hándskrifter — máske er endnu mere
givende end underspgelsen af vokalerne.1
Forholdene i MskMS synes i vid udstrækning at be-
kræfte Westlunds ovenfor anfprte bemærkning om vig-
tigheden af at underspge abbreviaturbrugen.2 Som bemær-
ket i afsnit 6.1 er det sáledes bemærkelsesværdigt sá tyde-
ligt skriverforskelle kommer til udtryk i abbreviaturbru-
^Særlig givende synes unders0gelsen af geminerede konsonanter og
visse konsonantkombinationer at være, idet sá mange forskellige ma-
nifestationer anvendes inden for samme periode.
2 En systematisk unders0gelse af abbreviaturerne og deres funktion i
et st0rre hándskriftkorpus med kronologisk og geografisk spredning
vil i 0vrigt formentlig ogsá kunne belyse adskillige forhold med re-
levans for studiet af skriftændringer og for bl. a. lokaliserings- og
dateringssp0rgsmál.
gen i form af markante forskelle i frekvens og/eller spe-
cifik brug. Særlig tydeligt er det ved <a)/(“), (e), ('), ('), O,
C) og (”).
Relateret til underspgelsen af forkortelsessystemet og
dets brug er i vid udstrækning analysen af hpjfrekvente
ordformers manifestation, da sádanne ordformer netop
ofte forkortes, og da en given ordform kan forkortes pá sá
mange forskellige máder.3 Som anfprt ovenfor fremhæver
Mártensson (2007, s. 84) at man ved brug af ortografiske
kriterier fprst og fremmest bpr underspge skrivningen af
særlig hpjfrekvente ordformer, og der er da heller ingen
tvivl om at en sádan underspgelse kan yde et vigtigt bidrag
ved skriveridentificering, og at den bpr indgá i den samlede
analyse.
Som det fremgár af oversigterne over frekvente ordfor-
mers manifestation i kapitel 5, synes forholdene i MskMS
da ogsá at bekræfte anvendeligheden af hpjfrekvente ord-
formers manifestation som kriterium ved skriveridentifi-
cering. Som opsummeret i afsnit 6.1.2.3 kan der nemlig
registreres en række vigtigere tilfælde med ekstern vari-
ation pá grafordsniveau i frekvente ordformer.4 Bemærk
eksempelvis forskellene ved manifestationen af former af
app. maðr, pronominalformerne honum, þann og þeira,
præteritumformer af kveða og kveðja, præteritumformen
mœlti og konj. eða.
Det má imidlertid understreges at brugen af selv meget
hpjfrekvente ordformers manifestation ved skriveridentifi-
cering langtfra er uproblematisk. Nár blandt andre Már-
tensson har fremhævet deres anvendelighed, skyldes det
ikke mindst en forventning om relativt ensartet manifesta-
tion hos den enkelte skriver. At en sádan ensartethed imid-
lertid kun til dels forefindes, og i visse tilfælde endda kun
i meget ringe udstrækning, fremgár af analysen af den in-
terne variation i MskMS. Som opsummeret i afsnit 6.2.2.2
kan der i denne forbindelse bl. a. peges pá den udprægede
interne variation hos begge skrivere ved manifestationen af
pronominalformerne vér og hans samt alle kasusformer af
pron. (þ)ér. Hos begge skrivere finder man ligeledes stor
variation ved en række frekvente verber (fx i former af
vb. gera og vera) og appellativer (fx konungr (især i A) og
maðr). I A finder man desuden stor variation i manifesta-
tionen af pronominalformerne þér, þann, þeir og hverr og i
B i pronominalformerne ek, þú, þess og þeira. Af forholdene
i A at dpmme synes det særlig centralt at advare mod over-
fortolkning af forskellig forkortelsesgrad i selv meget fre-
kvente ordformer. Det ses navnlig af de mange hyppige til-
fælde hvor en generel tendens til mindsket brug af forkor-
tede former kan spores i sidste del af A. Som fremgáet af
afsnit 6.2.6.2.2 kan dette især iagttages ved pronominalfor-
merne sér, honum, hon og þann, former med þess- af pron.
sjá, verbalformen og relativpartiklen er, verbalformen var,
former af vb.gera uden for præt. part., præp./adv. til og við
samt adv. brot(t), síðan, svá og þegar.
3 Jf. i denne forbindelse fx Lindblad (1954, s. 42).
4 Jf. ogsá bemærkningerne til variation pá grafordsniveau i sável A som
B i afsnit 6.2.6.2.I.
6-3