Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 435

Variation og skriveridentifkering
407
særdeles kompliceret, og i næsten alle tilfælde fremhæver
Andersson & Gade da ogsá konklusionernes usikkerhed. I
diskussionen af mulige indskud omtales især strofe 59—63,
156,165-70,178, 221, 248-49, 252, 254-56, 257-61 (de fle-
ste eller alle), 262, 270—72, 281 og 283—85.1 Som bemærket
i afsnit I.3.1.3 er Anderssons & Gades fremhævelse af en se-
nere bearbejders brug af et (skrevet) eksemplar af Sigurðar
bglkr særlig interessant i relation til MskMS. Denne se-
nere revidering skulle have fprt til visse ændringer i begi-
venhedernes rækkefplge i prosafremstillingen, undertiden
med tautologiske beskrivelser til fplge. Særlig interessant
er det at bearbejderen i sit forspg pá at skabe naturlige over-
gange mellem den gamle og den nye tekst undertiden fár
skabt akavede eller ligefrem grammatisk forkerte sætnin-
ger, hvilket især er tilfældet ved strofe 262 og 281.2 Anders-
son & Gade konkluderer derfor at bearbejderen har væ-
ret vant til at kopiere, men ikke til at forfatte tekst, og de
finder det mest sandsynligt at revideringen er sket i selve
MskMS. Desuden kan strofe 158 og 190 fremhæves. Strofe
158 er identisk med anden halvstrofe af den ifplge Anders-
son & Gade (2000, s. 31—2) i Msk2 indskudte strofe 156,
nár man ser bort fra en ændring af fprste linjes verr til
ferr i strofe 158. Andersson & Gade foreslár forsigtigt at
denne ændring kunne være indtruffet i MskX, men som
bemærket i afsnit 1.3.1.3 synes det umiddelbart rimeligere
at gá ud fra at det er sket mellem MskX og MskMS (eller
i MskMS). Strofe 190 rummer udsagnet ‘þioð raN mvlfc
til m0þx’ (23131—32), hvor ‘mvlfc’ afspejler adjektivformen
mylsk. Det i prosakonteksten forekommende ‘vt a mvlfc’
(23^30) for det forventede ‘vt a mvl’ kan evt. forklares ved
at en senere skriver har misforstáet adjektivet og overfprt
det som en propriumform til prosakonteksten. Læsningen
i F indikerer at ændringen ikke gár tilbage til ÆMsk, og
den má enten være foretaget i MskX eller i MskMS. Ende-
lig má der mindes om at A i andre tilfælde med sikkerhed
báde har foretaget rettelser i strofer han selv har skrevet,
og fuldendt (og korrigeret) to strofer som hánd B har pá-
begyndt, men ikke færdigskrevet (strofe 102 og 103).3
Betragter man ortografi og sprog i de af Andersson &
Gade (2000) særlig diskuterede strofer, finder man ikke
umiddelbart indikationer af et andet ophav end ved andre
strofer. Da skriverne, som nævnt ovenfor og nærmere om-
talt i afsnit 6.2.6.1, imidlertid i vid udstrækning ogsá i stro-
ferne anvender deres egen ortografiske norm, vil det pá den
anden side formentlig ogsá være svært at finde sádanne in-
dikationer, selv hvis en given strofe skulle være indskudt i
selve MskMS. I denne forbindelse má et enkelt træk dog
nævnes, nemlig fordelingen af skrivemáder med ‘-fc’ vs.
‘-z’ i refleksive flerstavelsesformer. Som bemærket i bl. a.
note 1 pá s. 405 kan der registreres en klar hándskriftgeo-
grafisk variation, idet hándskriftets sidste læg blot rummer
1 Alle de nævnte strofer optræder i A.
2 Jf. den nærmere redegprelse for dette i note 5 pá s. 12.
3 For en nærmere beskrivelse af dette, se afsnit 3.2.5. Jf. i denne for-
bindelse den forsigtigt fremsatte tolkning af rettelsen af ‘hneckir’ til
‘hne'ý/ckir’ (for hneykir) i strofe 102 som indikation af at B kan have
haft tilgang til et alternativt strofeforlæg.
ét tilfælde med det i poesi ellers meget dominerende ‘-fc’
over for tretten tilfælde med ‘-z’. Man kunne fristes til at
sætte dette i relation til Anderssons & Gades tese om at
en senere bearbejder har gjort brug af et skrevet eksemplar
af Sigurðarbglkr, idet de págældende strofer netop findes i
hándskriftets sidste læg. De omtalte tilfælde med ‘-z’ findes
imidlertid ikke blot i stroferne af Sigurðarbglkr, hvorfor det
rimeligvis ikke er forklaringen.
6.3 Variation og skriveridentificering
Der har aldrig hersket tvivl om antallet og fordelingen af
skriverhænder i MskMS, og spprgsmálet om skriveriden-
tificering spiller derfor ingen central rolle i afhandlingens
analyser. Af især to grunde skal spprgsmálet alligevel om-
tales nærmere.
For det fprste kan de netop anf0rte redegprelser for
den eksterne og interne variation i MskMS bidrage til
diskussionen af hvilke kriterier der kan være mere eller
mindre relevante ved skriveridentificering. Som eksempel-
vis Björn Hagström har gjort opmærksom pá, ligger ho-
vedproblemet ved skriveridentificering nemlig i skærings-
punktet mellem spprgsmálet om graden af ekstern og in-
tern variation:
Problemet ligger i skárningspunkten mellan tvá mot-
satta frágestállningar: hur stor likhet kan skilda hán-
der uppvisa i ortografi och paleografi? och: hur
stora variationer kan förekomma hos samma hand?
(Hagström 1975, s. 15)
For det andet skal den i nærværende afhandling frem-
satte model for hándskriftunders0gelser ogsá tage hpjde
for faktorer med relevans for sp0rgsmalet om skriveriden-
tificering, da det er centralt for megen filologisk hándskrift-
forskning. Som det vil fremgá af afsnit 6.4, kan det bl. a.
spille en afgprende rolle ved datering (og lokalisering).4
I det fplgende diskuteres forskellige kriteriers anvende-
lighed ved skriveridentificering pá basis af tidligere forsk-
nings vurderinger og forholdene i MskMS. Der skal især
fokuseres pá det omdiskuterede sp0rgsmál om palæografi-
ske vs. ortografiske kriterier, men nogen forskningshisto-
risk oversigt er der ikke tale om.5
4 Som det vil fremgá af det págældende afsnit, har blandt andre Per-Axel
Wiktorsson og Stefán Karlsson understreget den store værdi som skri-
veridentificeringer har som en form for faste holdepunkter ved kort-
lægningen af Nordens middelalderlige hándskriftlandskab.
5 Længere overordnede diskussioner af kriterierne for skriveridentifi-
ceringer med mere eller mindre grundige forskningshistoriske per-
spektiveringer har i l0bet af de seneste godt ti ár fundet vej til meto-
diske afsnit i flere afhandlinger om nordiske middelalderhándskrifter.
Jf. navnlig Johansson (1997, s. 82-93) og Mártensson (2007, s. 75-83),
der rummer omtaler af metodiske bidrag i især f^lgende afhandlinger
om nordiske forhold: Rode (1974), Westlund (1974), Hagström (1975),
van Arkel (1979), Rode (1979), Westlund (1979), Gunneng (1981),
Haugen (1988), Gunneng (1992) og Bakken (1997). Ud over visse af
disse afhandlinger fremhæver Dverstorp (2010, s. 55-6) ogsá Hedlund
(2003). Spörgsmálet om skriveridentificering er naturligvis ogsá blevet
diskuteret inden for palæografisk forskning internationalt, men hver-
6-3