Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 77

Palæografi
49
nologisk afgrænset miljp.1 Det er bl. a. derfor vigtigt med
grundige redeg0relser for variationen i det unders0gte ma-
teriale med dokumentation af de mindre forskelle, sa en
nærmere vurdering af klassificeringerne muligg0res.
Den palæografiske analyse rummer en gennemgang af
samtlige de grafklasser der benyttes af de to skrivere, her-
under en grundig beskrivelse og eksemplificering af deres
manifestation. Terminologien der anvendes ved beskrivel-
sen af de enkelte grafers elementer eller konstituenter, er
beskrevet i afsnit 1.4, se især figur 1.3 pá s. 18.2
De i margenen anbragte illustrationer baserer sig pá di-
gitalbilleder (undertiden suppleret med indskannede sort-
hvid-fotografier), som i de fleste tilfælde har været udsat
for en lettere billedbehandling.3 Da det er npdvendigt at
vise den enkelte graf i dens omgivelse af andre grafer (bl. a.
for at illustrere placeringen i minuskelskriftens firlinjesy-
stem), udgpres illustrationerne dels af det ord hvori grafen
indgár (i enkelte tilfælde inkluderes omkringstáende ord
eller dele af ord), dels af selve grafen i dobbelt stprrelse.4
For at give bedst muligt overblik over forskelle og lig-
heder hos skriverne behandles de to skriverhænder sidel0-
bende. Der redegpres som nævnt ikke for grafklassernes
funktion,5 idet en sádan redegprelse i stedet bringes som
en del af den ortografiske analyse.
Beskrivelsen af de enkelte grafklasser fplges af gene-
relle historiske perspektiveringer. Ud over at disse per-
spektiveringer er npdvendige for at kunne tolke den in-
terne variation i lyset af eventuel forlægspávirkning, skal
de ses i lyset af manglen pá et overordnet palæografisk
referenceværk for islandske hándskrifter. Der findes be-
klageligvis endnu ikke et tilstrækkelig godt skrifthistorisk
oversigtsværk, hvori manifestationen (og brugen) af de en-
kelte grafklasser gennemgás. Jeg beder derfor læseren bære
over med perspektiveringerne, selvom de ikke altid bidra-
ger med vigtige holdepunkter for dateringen.
Som supplement til de specifikke perspektiveringer i
gennemgangen af de enkelte grafklasser skal der indled-
ningsvis anfpres nogle mere overordnede skrifthistoriske
kommentarer.
Den ældste islandske skrifts ophav er omdiskuteret.6
Traditionelt har man ment at dens oprindelse primært skal
1 Dette er metodisk angribeligt, men det má pá den anden side bemær-
kes at den omtalte viden ikke er grebet ud af den blá luft, men bygger
pá adskillige forskningsgenerationers erhvervede indsigt i materialet.
2 Kortfattede bemærkninger til den praktiske udfprelse af den palæo-
grafiske analyse findes i afsnit 2.4.3.
3 Billedbehandlingen, der er foretaget i GIMP (se www.gimp.org), be-
grænser sig til “rensning” af pergamentet omkring det ord eller det
tegn som illustreres. For at give et sá godt som muligt billede af eksem-
pelvis forholdet mellem hár- og trykstreger har jeg ikke pget kontra-
sten sádan som det kendes fra visse andre palæografiske fremstillinger.
4 Alle eksempler anfpres med eksakt reference, og det meddeles om der
er tale om eksempler fra A eller B i form af notationer som “A18V39”
og “B 14^9”.
5 En vis hensyntagen til deres funktion finder man dog, idet eksempelvis
|.| behandles som abbreviatur- og interpunktionsgrafklasse i hver sit
afsnit.
6 Jf. fx Hreinn Benediktsson (1965, s. 18-21 m. henv.) og Haugen (2004,
s. 193 og 196-97)-
spges i det angelsaksiske omráde, og at denne sákaldt in-
sulære skrifttradition i st0rre eller mindre udstrækning er
kommet til Island via Norge. Der er imidlertid ingen tvivl
om at ogsá kontinentale traditioner har spillet en væsent-
lig rolle for skriftens udvikling, máske i endnu hpjere grad
pá Island end i Norge, da den ældste islandske skrift ud-
viser langt færre insulære træk end den (0st)norske. Den
islandske skrifts forhold til den norske, den insulære og
den kontinentale skrift er imidlertid slet ikke tilstrækkeligt
behandlet pá forskningens nuværende stadium, et beklage-
ligt faktum der burde rádes bod pá. Det diskuteres dog ikke
i nærværende afhandling. Blot má det understreges at den
ældste islandske skrift er inspireret af to forskellige skrift-
traditioner, den kontinentale (karolingiske) og den insu-
lære skrift.
I de ældste hándskrifter er skriften i overvejende grad
karolingisk, og dette er i vid udstrækning tilfældet helt
frem i anden halvdel af 1200-tallet da MskMS sandsynlig-
vis skrives. Dog er visse forandringer indtruffet: dels finder
man flere insulære træk pga. en 0get pávirkning fra 0st-
norsk skrift, og dels f^lger man pá Island det almindelige
mpnster for vesteuropæisk skrift med en stigende indfp-
relse af gotiske træk. Den prægotiske skrift i MskMS kan
derfor betragtes som en overgang mellem en hovedsage-
lig karolingisk skrift (med visse insulære træk) og gotisk
bogskrift. Denne overgangsskrift belyses formentlig bedst
ved at give en ganske kort karakteristik af de vigtigste træk
i hhv. den karolingiske og den (præ)gotiske skrift.
Den karolingiske skrift udvikles i slutningen af 700-
tallet og fár sin fulde udformning i lpbet af 800- og 900-
tallet.7 Som Derolez (2003, s. 47) bemærker, er den blevet
til ved udvælgelsen af graftyper fra forskellige skriftarter
med ét overordnet mál for 0je, nemlig skabelsen af den per-
fekte bogskrift. Med “perfekt” menes en skrift der er let læ-
selig, tydelig og kalligrafisk (smuk og kunstnerisk) og som
undgár variantformer. Sáledes fremstár siden let og over-
skuelig. Dette opnás ad flere veje, bl. a. ved at skriften prin-
cipielt ikke er sammenhængende (kursiv), ved at graferne
er brede og runde, ved at afstanden mellem de enkelte gra-
fer og ord er tydelig, ved at pennen er relativt spids, og ved
at graferne udstyres med markante over- og underlængder,
hvorved en stprre linjeafstand opnás. Den lethed hvormed
siden skal fremstá, er vel ogsá den vigtigste ársag til at man
fra den karolingiske periode kun har meget fá hándskrifter
med spalter. Det var simpelthen ikke npdvendigt, og som
Derolez bemærker, har det sandsynligvis ogsá været i strid
med tidens generelle idealer.
Ligaturerne er principielt fremmede for karolingisk
skrift, idet de báde bryder med princippet om ikke at be-
nytte variantformer og med princippet om ikke at sam-
menskrive grafer. Man kan derfor i tidlig karolingisk skrift
se en tydelig tendens til at udrydde ligaturerne, men visse
overtages fra den romerske kursiv, hvoraf de vigtigste
7 Det er omdiskuteret hvor den karolingiske skrift er opstáet, jf. Derolez
(2003, s. 47), der ogsá rummer henvisninger til en lang række af de
vigtigste behandlinger af karolingisk skrift.
3-3-1