Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 333

Verber
305
berja barði bar(i)zk
dvelja dvalði dvalit dvalizk
(flýja) flýði
flytja
flðja
ógleðja
hyggja hugði hugat
knýja
krefja
kvelja
kveðja kvaddi kvatt
leggja lagði lag(i)ðr lagizk
letja
ryðja ruddi
(seðja) saddr
selja seldi seldr
(semja) samdi
setja setti settr
skilja skildi skilit
spenja
spyrja spurði spurt
(steðja) staddr
telja talði tal(i)t
vefja vaf(i?)ðr
vekja vakði vakiðr
(velja) valði valit
(venja) vanit
verja varði varit
vilja vildi
Tabel 5.133: Svage ja-verber i B
i nom./akk. sg. neut. er dog tvetydige, og det kan princi-
pielt ikke udelukkes at nogle af disse rent faktisk afspej-
ler de yngre analogiske former. Som det fremgár af kom-
mentarerne til de enkelte verber nedenfor, gælder dette for
præt. part. af berja, dvelja, skilja, sverja, velja og verja.
Til gengæld forekommer former sável med som uden
-i- med sikkerhed, som forventet dog ikke ved alle verber.
Visse optræder aldrig med Foruden sádanne som alle-
rede fprlitterært konsekvent manifesteres uden -i- (flytja,
hvetja, kveðja, selja, setja, spyrja og steðja),* 1 2 * drejer det sig
blot om hylja og muligvis ferja. Andre optræder altid med
-/-, nemlig dvelja, flýja, fremja, nýskilja, sverja (evt. st. vb.),
vefja, velja og verja. Atter andre optræder med sikkerhed
báde med og uden -2-, nemlig berja, lepga og skiljad
Heller ikke B rummer sikre belæg for den yngre analo-
giske omformning efter de stærke verbers præt. part., men
Stefán Karlsson (2004, s. 27), Bandle (1956, s. 408—12) og Björn K.
Þórólfsson (1925, s. 62-3 og 116-17) (bemærkningen i det sidstnævnte
værk om at de analogiske former pá -inn dukker op 01200 má betragtes
som en fejl der gár tilbage til Noreen 1903, § 504, svarende til Noreen
1923, §514).
1 Jf. Jón H. Jónsson (1979, s. 30-5).
21 alle tre lemmata er -i- kun belagt i former der altemativt kunne hen-
f0res til analogiske dannelser pá -inn.
som i A er en række former i nom./akk. sg. neut. tvetydige
i denne henseende, nemlig former af berja, dvelja, leggja,
skilja, telja, velja, venja og verja.
Ogsá i B finder man med sikkerhed former báde med
og uden -/-. Visse verber som allerede fprlitterært konse-
kvent manifesteres uden -/’-, har naturligvis heller ikke -/'-
i B (kveðja, seðja, selja, setja, spyrja og steðja). Andre op-
træder altid med -/'-. Foruden dvelja, skilja, velja, venja og
verja, der alle alternativt kunne henfpres til analogiske dan-
nelser pá -inn, drejer det sig om vekja. Atter andre optræder
med sikkerhed báde med og uden -/'-, nemlig berja, leggja og
telja?
Ved vefja kan det ikke afgpres om der er tale om vafiðr
eller vafðr i det ene forekommende tilfælde, idet det optræ-
der i en kategori hvor synkope under alle omstændigheder
vil forekomme.
Endelig kan det bemærkes at hyggja danner præt. part.
pá -at i akk. sg. neut.4
At man hos begge skrivere finder en vekslen mellem
former med og uden -/'-, er forventeligt. Den allomorfiske
vekslen mellem synkoperede og usynkoperede former som
forekommer ved)a-verberne (med undtagelse af visse som
aldrig har -/'-, jf. ovf.) i de ældste hándskrifter, kan nem-
lig allerede fra CI200 udjævnes ved indfprelse af synkope i
samtlige bpjningsformer.
Til de enkelte verber kan det fplgende bemærkes:
berja er i A i præt. part. i aktiv kun belagt én gang som
‘barþr’ 6r45, mens det i mediopassiv er belagt fire gange
med -/’- (‘bariz’ 9VI3, 32r2i og 33146 og ‘banzc’ 2ir3o) over
for ét eksempel uden -/-, som optræder i poesi (‘barz’
37V13). I B optræder det i præt. part. (i mediopassiv) i tre
tilfælde uden -/'- (‘barz’ 13^, ‘barþz’ 13145 og ‘barþz’ 131-46)
over for to tilfælde med -/'- (‘bariz’ 15123 og 17123). Det kan
naturligvis ikke afgpres om de sidst anfprte tilfælde afspej-
ler bariðr eller barinn.
dvelja er i sável A som B kun belagt i akk. sg. neut. I A
finder man ‘ðvalit’ 3IV7 (aktiv) og ‘ðvahz’ i8r6 (mediopas-
siv), mens man i B finder ‘ðvalit’ 17V31 (aktiv) og ‘ðvalxz’
1OV5 (mediopassiv). Hos ingen af skriverne kan det derfor
fastlás om man skal regne med dvaliðr eller dvalinn.
dynja, der i A med sikkerhed kun er belagt i ‘ðvnþi’
23^49, er muligvis ogsá belagt, i en i pvrigt fejlbehæf-
tet strofe, i ‘ðýnðo’ 18V51, men sável rodvokalens som
dentalens manifestation taler imod tolkningen som et ja-
verbum, og skriveren har muligvis misforstáet strofen og
ment at verbalformen er den i denne sammenhæng me-
ningslpse dýndu.
ferja er i A kun belagt med ét eksempel i præt. part.
(‘parþ’ 3r5o), hvor det ikke kan afgpres om det skal hen-
fpres til en form med eller uden -/'-.
flýja har /ý/ i rodstavelsen i præt. og bpjes sáledes som
et w-verbum, hvilket det ogsá kunne rubriceres som.
31 det sidstnævnte tilfælde er -i- kun belagt i formen talit, der alternativt
kunne henföres til en analogisk dannelse pá -inn.
4 Om præt. part. hugðr/hugat, se Noreen (1923, § 513.4).
5.8.1.3.2