Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 56

28
Indledende teoretisk og metodisk diskussion
arbejdning, inden grafemanalysen f^lger i det længere ka-
pitel 4.
Som optakt til den grafetiske analyse bemærker Fix at
man kan operere med tre analyseniveauer: 1) hándskrif-
tets grafiske niveau, 2) klassificeringsniveauet og 3) det
grafetiske niveau. Han diskuterer forskellige aspekter ved
den indledende segmentering der danner grundlag for den
grafetiske analyse,1 og som munder ud i en klassifice-
ring af segmenterne. Foruden de konkrete grafer opererer
Fix med to abstraktionsniveauer, nemlig “Graphtypen” og
“Graphklassen” (med stigende abstraktionsniveau).2
Fix (1979, s. 35) bemærker at sammenfatningen af de en-
kelte grafer i graftyper i hpj grad er subjektiv, men tilfp-
jer med henvisning til bl. a. Hakkarainen (i97ia, s. 199) at
et sádant mellemstadium má betragtes som “sinnvoll und
methodisch gerechtfertigt”. Som i nærværende afhandling
er sável graftyperne som grafklasseme rent typologiske
stprrelser defineret pá basis af fysiske ligheder og forskelle.
Ogsá i grafemanalysen kan man ifplge Fix operere med
tre niveauer: 1) det grafetiske niveau, 2) det allografiske ni-
veau og 3) det grafemiske niveau. Fprste del af analysen ud-
gpres af en unders0gelse af idealgrafernes distribution, idet
idealgraferne (og dermed grafklasserne) betragtes som ten-
tative grafemer, hvis grafematiske status gælder indtil den
kan falsificeres. Distributionen tilstræbes unders0gt og ek-
semplificeret for alle grafklassers vedkommende pá basis
af stilling i (graf)ordene (initial-, medial- og finalstilling) og
kontekst i forhold til andre grafklasser.3 Efter redegprelsen
for de distributionelle forhold underspges det om allogra-
fer kan opstilles pá baggrund af eventuel komplementær
distribution af grafklasser.4
Fix (1979, s. 158) slár selv fast at det principielt er ren gra-
femik han bedriver, ikke fonografemik eller grafofonemik.
Han understreger at perspektiveringerne til fonemsyste-
met kun skal opfattes som ekskurser, hvilket man afgjort
má give ham ret i.5 Det er endog meget begrænset hvad der
leveres af fonologisk og sproghistorisk analyse, en mangel
] I modsætning til Allén (1965), men i tilslutning til Hammarström
(1968, s. 911), mener Fix (1979, s. 17—18) at ekstragrafematisk viden
b0r inddrages i denne proces. I en ekskurs (s. 24—31) demonstrerer han
dog principperne for segmentering foretaget uden ekstragrafematisk
viden pá basis af forskellige junkturer der allerede er blevet defineret
(og eksemplificeret) i det forudgáende afsnit.
2 Desuden opererer han med begrebet “Idealgraphe”, som repræsenterer
den grafetiske translitteration (jf. Fix 1979, s. 47). Den formelle forskel
mellem grafklasser og idealgrafer er at de sidstnævnte forspger at give
et idealbillede af grafklasserne, mens der principielt kunne refereres
til de enkelte grafklasser pá helt vilkárlig vis, eksempelvis med numre
i stedet for mere beskrivende tegn.
3 Dette fprer til lange (sværtlæselige, kodede) lister over distributio-
nen inddelt i lineære grafemer (s. 73—148) og supralineære grafemer
(s. 149-56).
4 Bemærk at Fix (1979, s. 157) ud over komplementær distribution ogsá
anvender grafisk lighed som et kriterium ved opstilling af allografer
(for rimeligheden af kravet om grafisk lighed henviser Fix til Hakka-
rainen 1971I1, s. 24, anm. 3). Da semantiske forhold ikke inddrages,
fprer dette dog til at lineære tentative grafemer i blot to tilfælde kan
betragtes som allografer.
5 Som fonologisk referencesystem anvendes et traditionelt fonemsy-
stem svarende til de formodede forhold i begyndelsen af 1200-tallet
som i 0vrigt ikke blot kendetegner Fix’ afhandling, men
mange fors0g pá autonome grafemanalyser, hvor koblin-
gen til sproghistorien enten slet ikke foretages eller fore-
tages pá sá inkonsekvent og overfladisk vis at det er meget
begrænset hvad de ellers metodisk konsekvente analyser
umiddelbart kan bidrage med for sproghistorikeren.6
I den blot én side lange konklusion (s. 247) bemærker
Fix at en sammenligning af de enkelte grafemers frie og
kombinatoriske “varianter” ikke lader nogen tvivl tilbage
angáende skriverens “Variationsfreude” eller usikkerhed,
idet næsten hvert grafem har to eller flere varianter.7
En stor del af afhandlingen kendetegnes af en konse-
kvent gennemfprt analyse pá basis af en stringent metode.
Nár resultatet alligevel i flere henseender forekommer lidet
oplysende for studiet af islandsk sprog- og skrifthistorie,
hænger det ikke mindst sammen med den manglende ana-
lyse af variationen. Forskellige former for variation doku-
menteres ganske vist, men man finder generelt ingen for-
s0g pá nærmere at forklare variationen.
2.3.1.3 Johansson (1997)
I Johanssons (1997) underspgelse af det islandske samlings-
hándskrift AM 242 fol (01350) diskuteres mange forhold
med relevans for nærværende afhandling. Et vigtigt mál for
Johansson er sáledes studiet af skriftsystemet og de skrift-
normerende faktorer. I det f^lgende fokuseres pá selve me-
toden eller udfprelsen af analysen, mens en række interes-
sante mere overordnede teoretiske pointer omtales i andre
sammenhænge.
Afhandlingens formál sammenfattes pá s. 222, hvor Jo-
hansson bemærker at han har forspgt at
etablera en sammanhállen modell för analys av skrif-
ten och skriftsystemet i de frán medeltiden bevarade
skriftliga kállorna till áldre nordisk sprákhistoria. Ge-
nom att pá manuskriptet AM 242 fol. tillámpa de oli-
ka analysmoment som framförts som rimliga och nöd-
vándiga vid en total analys av de medeltida handskrif-
terna vill jag med ett konkret fall áskádliggöra hur en
systematiskt genomförd analys kan belysa frágor rö-
rande ett manuskripts tillkomst.
Grafemanalyse spiller en central rolle hos Johansson,
og inspirationen er især kommet fra Alléns arbejder. Jo-
hansson erklærer sig som tilhænger af en autonom grafem-
analyse og understreger endvidere at relationen mellem
grafem- og fonemsystem ikke er central for hans afhand-
ling. Selve grafemanalysen siges at bygge pá semantiske
(der skelnes /0/:/g/ og /æ/:/ö/, men ikke /á/:/<£/), jf. Fix (1979,
s. 159).
61 modsætning til Weinstock (1967), der med succes kan forklare en del
af variationen i de fonografematiske relationer pá grafematisk grund-
lag (arkegrafemiske forhold), synes Fix’ analyse ikke umiddelbart at
illustrere den særlige værdi af grafematisk analyse ved sproghistorisk
tolkning af skriften.
7 Dette er næppe noget overraskende resultat, og man spprger sig selv
om man ikke ved underspgelsen af sá at sige ethvert andet middelalder-
ligt islandsk hándskrift af et vist omfang kunne se noget tilsvarende.
2-3-1-3