Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 165

Grafofonematisk analyse
137
<r) i denne funktion.11 de fire eksempler med ‘v’ i B skal ab-
breviaturen formentlig snarest betragtes som markpr af en
suspension. Skrivemáden forekommer ofte i ældre hánd-
skrifter der ellers aldrig bruger fa) for /ar/,2 og den skal i
B formentlig betragtes som et arkaisk træk.
Den i B én gang forekommende brug af <a) som indika-
tor af numeraliers deklination, eller som en art “phonemic
complement”, som Hreinn Benediktsson (1965, s. 91) ud-
trykker det, kendes fra hele den middelalderlige periode
lige fra de ældste hándskrifters tid.
4.3.4.I.2 <e)
(A) (e) forekommer knap 120 gange i A i fplgende funktioner:
for /re/ (X50), fx i app. dreng ‘ðng’ 22r5, adj. frekara
‘pcara’ 5130, vb. brenna ‘Bqa’ 3V9 og adv. aldregi, fx
‘allðgi’ 5V16.
for /ré/ (x 3) i prop. Margrétu ‘marg|to’ 6r3i—2 og app.
tré ‘f 2r5 og 2r22.
for /ræ/ (x 38), fx i app. frándi ‘pnði’ 3V43 og frándsemi
‘pnðfemi’ 3^4 samt adj. frágsti ‘pgfti’ 26^47.
for /ve/ (x 7) i app. kveðju ‘qþio’ 19138, kveld x 2, fx ‘qllð’
31111, og kvenna x 3, fx ‘qNa’ 20V9, samt vb. kvezk ‘qz’
23v7-
for /væ/ (x 6) i app. framkvámð ‘þmqmþ’ 2OV43 og vand-
kváðis ‘vaNqþif 32147, adj. hugkvámt ‘hvgqmt’ 9V27
og óhallkvámra ‘vhallqmra’ 30133, adv. hugkvámliga
‘hvgqmliga’ 35ri2 og vb. kvámi ‘qmi’ 3IV24.
‘m’ for manni (x 9) i app. hirðmanni ‘hirþm’ ir27 og
manni ‘m’ x 8, fx 6V46.
‘m’ for menni (x 1) i app. mikilmenni ‘mikil m’ ir36.3
I tre tilfælde med former af det plurale appellativ
þrðnd(i)r kan det ikke afgpres om (e) anvendes for /ræ/
eller /rð/ (‘þnðir’ 2ir28, ‘þnðr’ 33V35 og ‘þn|ða’ 32V8-9).
Disse tilfælde behandles i afsnit 4.4.3.2.15.
®) I B forekommer (e) blot fem gange og anvendes i fpl-
gende funktioner:
for /re/ (x 2) i adj. fremri ‘þmri’ 13V3 og præt. part. drep-
inn ‘ðþiq’ i6vi.
for /ré/ (x 1) i app. trénu ‘fno’ 15142.
1 Jf. Spehr (1929, s. 142) og Hreinn Benediktsson (1965, s. 90). Om for-
holdet mellem forskellige forkortelser for /r\Ja)/, /v\Ja)/ og /\(a>r/ i
en række islandske hándskrifter, se Widding (1961, s. 69—71).
2 Jf. henvisninger til en række tidlige hándskrifter i Hreinn Benedikts-
son (1965, s. 88).
3 De to sidstnævnte punkter kan betragtes som eksempler pá brug af O
som markpr af sidste tegn i en kontraktion, men tilfældet menni kan
alternativt betragtes som en suspension, hvor (e) markerer suspensio-
nens fprste tegn.
for /r/ + fprstekomponenten i /ei/ (x 1) i app. hljóð-
greipum ‘hlioð gipö’ 15V20.
‘m’ for manni (x 1) i app. manni ‘m’ 10V33.4
Báde brugen af (e) for / r\(e)/» som íindes i sável A som B,
og /v\(e)/> som findes i A, kendes helt tilbage fra de ældste
handskrifters tid, og begge funktioner forbliver produktive
op gennem middelalderen.5 Det samme gælder for brugen
som markpr af sidste tegn i kontraktioner.6
4.3.4.I.3 <‘)
<‘) forekommer godt 1500 gange i A og anvendes i fplgende (A)
funktioner:
for /ri/ (ca. x 160), fx i app. brim ‘Bm’ ycyj, frið ‘þþ’ 5V16
og skriptar ‘ícptar’ 35129, kard. þriggja ‘þda’ 34132 og
vb. kringja ‘kngia’ 19V2 og springa ‘fþnga’ 23158.
for /rí/ (x 50), fx i prop. Ástríðr ‘aflfþr’ 3^4, app. drífu
‘ðþo’ 37156 og skrín ‘ícn’ 20r29 samt vb.grípr ‘gpr’ 6n8
og skríða ‘ícþa’ 3^8.
for /rl/ (ca. X 175), fx i app. maðrinn ‘Maþq’ 6r2i, leið-
angri ‘leiþág’ 7VI3 og silfrit ‘filþt’ 8ri3, pron. sjalfri ‘fialþ’
3Óno og adj. vinstri ‘vinft1’ 3r2.
<h) for /hri/ (x 38), fx i app. gullhringa ‘gvllhnga’ 3V38,
hring ‘hng’ 404 og hringabtynjum ‘hngabrýmö’ 19V26.
<h) for /hrí/ (x 22), fx i hríð ‘hþ’ 6V4, hrískjgrr ‘híkiOR’
24V18 og oddhríð ‘oððhþ’ 33151.
for /ir/ (x 66), fx i app. hirðmannzins ‘hþmenP ir28, stór-
virki ‘ftorvki’ 9127 og svívirðingar ‘fvivþígar’ 8r25 samt
vb. virða ‘vþa’ 7V29.
for /vi/ (X7) i prop. Kvildrum ‘qllðrom’ 34^0, app.
kvikvendi ‘qqnði’ 314 og kviðlingrinn ‘qþhngq’ 5123 og
kvittr ‘qttr’ 501, adj. kvikt ‘qct’ 26r23, vb. kvitta ‘qtta’
24V24 og præt. part. kviðjat ‘qþiat’ 2ri6.
for /ví/ (ca. X 300). Bortset fra app. kvísl ‘qfl’ 33V47 kun i
pronominalformen því og sammensætninger hermed,
fx pron. því ‘þ’ 7^1 og þvílíkt ‘þhct’ 3VI5.
for /vl/ (x 9), fx i app. mjgrkvinn ‘miorqN’ 9V25 ogjyngvi
‘ýng’ 3^57, adj. kl^kkvir ‘klpcqr’ 2ri3 og vb. stpkkvi
‘ftocq’ 22ri7.
for /il/ (ca. X 440) i app. tilraun ‘f ram’ 4V37, præp./adv.
til ‘t“ x 432, fx 6r25, og vb. vil ‘v’ x 4, fx 6r42.
4 Som i A fungerer abbreviaturen her som mark0r af sidste tegn i en
kontraktion.
5 Dog finder man naturligvis f0rst tilfælde med /r$/ (en funktion som
muligvis forekommer i de ovenfor nævnte usikre tilfælde i A) efter
sammenfaldet mellem /æ/ og /d/, altsá generelt efter midten af 1200-
tallet.
6}f. fx Hreinn Benediktsson (1965, s. 89), Spehr (1929, s. 143-44) °g
Kálund (1907, s. ix).
4.3.4.I.3