Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 68

40
Kodikologi og palæografi
For det andet drejer det sig om en anden udbredt regel for
lægsammensætning, som sá at sige er gennemf0rt andre
steder i Europa fra engang i noo-tallet, og som foreskriver
at ydersiden i et læg skal være en kpdside.1
En række forhold ved selve sideopsætningen má ogsá
underspges, bl. a. udnyttelsen af pergamentet. Undersp-
gelsen besværliggpres dog ofte af sekundære beskæringer.
Det kan imidlertid altid underspges om sidernes linjeantal
varierer, og om det i givet fald kan forklares systematisk.
Ogsá skriftens tæthedsgrad kan underspges og evt. antal
forkortede sekvenser pr. linje.
Et andet element er opstregningen af tekstfladen, herun-
der hjælpelinjerne til de enkelte tekstlinjer. Man má bl. a.
forspge at fastslá hvilken form for opstregning der er blevet
anvendt.1 2 Den ældste opstregningsteknik er sákaldt “hard
point ruling”, hvor man blot anvender en hárd stylus til at
ridse streger i pergamentet uden nogen brug af farve. I eu-
ropæiske middelalderhándskrifter er denne form for op-
stregning pá retur allerede i 1100-tallet,3 men pá Island bru-
ges den langt op i tiden.4 Eventuelle vertikale streger má
ligeledes underspges (herunder om der er tale om enkelt-
eller dobbeltstreger),5 og begge former for opstregning má
relateres til eventuelle hjælpehuller i margenen. I analysen
af opstregningspraksis kan det tillige underspges om fprste
tekstlinje pá hver side er anbragt over eller under den 0ver-
ste hjælpestreg.6
Relationen mellem tekstuelle og kodikologiske forhold
træder máske særlig tydeligt frem i sidens tekststruktu-
rerende elementer, ikke mindst initialer og overskrifter.
Selvom initialerne i MskMS alle er temmelig simple, er det
relevant at underspge om brugen af forskellige stprrelser,
placeringer, udformninger og farver kan sættes i relation til
1 Som bemærket i Derolez (2003, s. 33) finder man i de fleste hándskrif-
ter frem til 1100-tallet det omvendte forhold, idet hársiden anvendes
som yderside. Ændringen sætter Derolez i relation til at man i ste-
det for at anvende lv begynder at anvende ír som hándskriftets f0rste
egentlige tekstside. Da denne side ofte kan indeholde en udsmykket
initial eller anden ornamentering, har man villet anvende den pæneste
side (kpdsiden) til dette formál.
2 Hvis princippeme er ensartede gennem hele hándskriftet, er det natur-
ligvis begrænset hvor meget en sádan underspgelse umiddelbart kan
afslpre, men den er under alle omstændigheder interessant i et stprre,
kvantitativt perspektiv.
3 Jf. fx Derolez (2003, s. 34-5). Arvtagerne til den ældre form for op-
stregning er brug af bly, der resulterer i grá streger, og en form for far-
veblyant, der resulterer i brune streger. Disse teknikker aflpses senere
af opstregning med blæk (i europæiske hándskrifter allerede i 1200-
tallet).
4 Ved denne teknik foretages i Europa typisk blot opstregning pá hár-
siden, hvorved linjerne gár ned i pergamentet, mens de hæver sig pá
kpdsiden. Dette har yderligere fremhævet effekten af Gregorys regel
(jf. Derolez 2003, s. 35).
5Vertikale dobbeltstreger skal ses i forhold til en mere gotisk skrift
(jf. fx Derolez 2003, s. 38).
6 Ker (1960) har sáledes registreret en ændring i skrivepraksis i 1200-
tallets England, som kommer til udtryk i anbringelsen af fprste tekst-
linje under i stedet for over pverste hjælpestreg, en ændring som rime-
ligvis bpr ses i lyset af den gotiske æstetiks forkærlighed for indram-
mede tekstflader. At man gár væk fra at strege op med en t0r stylus
(“hard point ruling”), má ogsá have spillet en ikke uvæsentlig rolle.
funktionelle aspekter. Pá samme máde kan eventuelle for-
skellige overskrifttyper relateres til de tekstuelle forhold.
Endelig b0r en unders0gelse af skrivernes rettelser indgá
i analysen, bl. a. fordi emendationer kan give vigtige indi-
kationer om tilblivelsesprocessen. I MskMS er det særlig
interessant at man ad denne vej kan fá indsigt i det indbyr-
des forhold mellem de to skrivere.
3.2.2 Skriverhænder, lægfordeling og lakuner
MskMS, der i dag bestár af 37 blade, er som allerede nævnt
skrevet af to samtidige efter alt at d0mme professionelle
skrivere. Hánd B har skrevet hele tredje læg (bl. 10—17) °S
en del af sidste blad i íjerde læg (251:11—48), mens hoved-
hánden, hánd A, har skrevet resten af hándskriftet.7 Ud-
trykt i tal har hánd A skrevet godt 75.500 af hándskriftets
godt 97.000 ord (78 %), mens hánd B har skrevet de reste-
rende omtrent 21.500 ord (22 %).
Hánd A har et mere ensartet og æstetisk tiltalende ud-
seende end hánd B, og hánd A synes ogsá at stá bag alle
hándskriftets rpde kapiteloverskrifter. At samme skriver
ogsá er ophavsmand til de farvede initialer, er ikke usand-
synligt, selvom det ikke kan verificeres.8
Selvom det er usikkert i hvor stor udstrækning det be-
varede hándskrift adskiller sig fra sin oprindelige udform-
ning, er flere dele med sikkerhed gáet tabt.9 Finnur Jóns-
son (1932, s. iv—v) redegpr for at det drejer sig om 16 blade,
hvorved hándskriftet oprindelig skulle have haft 53 blade.
Beregningen bygger pá en sammenligning med teksten i
YFlb og Hkr, og ifplge denne skulle hándskriftet oprinde-
lig have haft syv læg. Fprste læg har bestáet af otte blade,
hvoraf kun fprste og sidste blad er bevarede. Andet læg har
ogsá bestáet af otte blade, hvoraf sjette blad mangler. Desu-
den er et enkeltblad, der har været indsat umiddelbart her-
efter, gáet tabt.10 * Tredje og fjerde læg er bevarede som fuld-
stændige ottebladslæg. Femte læg har bestáet af otte blade,
hvoraf fprste og sidste blad er gáet tabt. Sjette læg er beva-
ret som et fuldstændigt seksbladslæg. Syvende læg er tabt,
men har sandsynligvis bestáet af seks blade (muligvis ikke
fuldt beskrevne).
Der kan ikke indvendes noget mod denne redegprelse,
selvom der hersker en vis usikkerhed omkring det syvende
læg.11
I oversigten pá s. 41 er lægfordelingen grafisk illustreret,
og sável den oprindelige som den nuværende foliering er
7 Jf. ogsá oversigten over initialer, tekstafsnit og læg i bilag C.
8 For yderligere kommentarer til forholdet mellem skriveme og deres
arbejdsdeling, se afsnit 3.2.5.
9 Hándskriftet har endvidere været báde hpjere og bredere, inden det
blev udsat for beskæring ved en senere indbinding (jf. afsnit 3.2.3).
10 Jf. det nedenfor omtalte skriverskifte ved overgangen mellem nuvæ-
rende bl. 9 og 10. Ved planlægningen af arbejdet synes man ábenbart
at have undervurderet de to fprste lægs tekstmængde.
11 Finnur Jónsson regner med at der mangler godt fem blade hvis teksten
har náet til slutningen af Magmíss saga Erlingssonar, mens Jón Helga-
son (l934a, s. 10) ved at sammenlige med Hkr vurderer at mindst 6-7
blade mangler.
3.2.2