Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 80

52.
Kodikologi og palæografi
14
15
16
É
b
17
18
19
l
20
B 1406
B I2r33
■ÍA6r39
B 14V16
B14V39
|b|: Som ved alle grafer med overlængde varierer manifestatio-
nen af skaftet pa |b| hos begge skrivere, alt efter om initialstregen
danner en fortykkelse ved at lægge sig tæt op ad resten af skaftet
som i (14) (en udformning som stort set ikke forekommer i A), en
klumpagtig serif, fx (15) i B og (16) i A, eller egentlig klpftning, fx
(17) i B og (18) i A. I enkelte tilfælde synes man i B blot at finde
en enkel streg, fx (19). Den sidstnævnte udformning har jeg ikke
registreret eksempler pá i A. Det lidt klumpagtige skaft er alminde-
ligere i B end i A, hvor den langt mest udbredte variant har klpftet
skaft (i varierende grad), en udformning som er ganske sjælden i B.
Mere overordnet kan det bemærkes at udformningen af skaf-
tets top i ældre hándskrifter næppe kan bruges i dateringspjemed.
Simpel fortykkelse (kplleform) erganske vist det ældste,1 hvorefter
den trekantede og den klpftede form fplger, men alle udformnin-
ger forekommer allerede i de ældste islandske hándskrifter.2
I B repræsenteres grafklassen af grafer med sável lukket som
áben bpjle, jf. fx (15) og (20). Den lukkede type er dog langt den
almindeligste, men der er ingen fundamental forskel mellem de to
varianter, da den forskellige udformning blot skyldes at skriveren
ved den ábne type ved pábegyndelsen af bpjlen ikke har skrevet
en tydelig streg opad inden pennen er svinget nedad mod skaftets
bund. IA synes en traditionel lukket bue praktisk talt enerádende.3
|B|: |B| manifesteres i kapitælform hos begge skrivere. I B har
de to bpjler omtrent samme stprrelse, jf. fx (21), mens forholdet er
mere varieret i A, hvor den 0vre bpjle oftest er mindre end den
nedre som i (22). I A finder man imidlertid ogsá en række ek-
sempler hvor det omvendte er tilfældet, fx (23) og det i margenen
skrevne (24), hvor den 0vre b0jle er særlig stor.
Som det fremgár af illustrationerne, er den 0vre b0jle lukket
i sável A som B, hvilket ogsá er det almindelige i klassiske
hándskrifter. Fra anden halvdel af 1200-tallet begynder en áben
type dog ogsá at optræde, mens en forstprret minuskel anvendes i
visse yngre klassiske kilder.4
|c|: |c| manifesteres bl. a. som (25) og (26) i B og (27) og (28) i
A. Graferne skrives i to drag, og hagens længde og begyndelse er
særlig afgprende for grafernes rundhed. Begge skrivere anbringer
langt oftest hagen i forlængelse af skaftet, men i sjældnere tilfælde
pábegyndes den i B til venstre for dette, hvorved grafen kan minde
om et |t|, fx (29). Den sidst anfprte udformning har jeg ikke regi-
streret i A, og skulle den forekomme, er den i hvert fald sjælden.
Den mere eller mindre kantede form er reglen efter midten af
1200-tallet.5
|C|: |C| er ikke belagt i B, men optræder fire gange i A.
Graden af kantethed varierer, men der er altid tale om samme ret
langstrakte graftype, fx (30).
1 Det k^lleformede skaft er inspireret af den romerske halvuncial, hvor der var
tale om en stilisering af den romerske kursive minuskels hurtige vertikale pen-
nebevægelse, jf. Derolez (2003, s. 48).
2 Jf. Spehr (1929, s. 74—5). Det er da heller ikke underligt, eftersom man i den
karolingiske minuskel allerede i 900- og 1000-tallet i stigende grad foretrak tre-
kantede seriffer eller kl^ftet skaft, jf. Derolez (2003, s. 48).
3 Om |b| i den ældste islandske skrift, se Spehr (1929, s. 84-5).
4 Jf. Lindblad (1954, s. 14-16).
5 Jf. Spehr (1929, s. 98-9) og Seip (1954, s. 90).
3-3-2