Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 221

Fonografematisk analyse
193
/kk/,1 mens der er mindre vaklen i medialstilling. Bl. a. der-
for má man regne med /k/ og ikke /kk/ i en række tilfælde
med ok(k)r(-) ogyk(k)r(~) (se ndf.).
Betragtes brugen i et historisk perspektiv, kan det be-
mærkes at (cq) er den almindelige betegnelse for /kk/
foran /v/ i de fleste klassiske hándskrifter. Mere bemær-
kelsesværdig er den meget udbredte brug af <cc) i MskMS.
I de ældste hándskrifter synes palatalreglen at have spil-
let en rolle i valget mellem (cc) og (ck kk), men sandsyn-
ligvis ikke i samme udstrækning som ved /k/.2 Lindblad
har fundet en mere eller mindre udpræget tendens til at
fplge palatalreglen i AM 686 b 40 (ci200—25) og Lbs frg
82 (01258—Ó4).3 Lindblad (1954, s. 201) bemærker at én
bestemt betegnelse ofte dominerer i næsten alle stillinger,
mens andre betegnelser kun optræder sporadisk. I almin-
delighed er (ck) den dominerende betegnelse, fx i Holm
perg 2 40 (A og B) og AM 162 D 2 fol (01250—1300), mens
(cc) sjældnere dominerer. Foruden i MskMS er det dog fx
tilfældet i GKS 2365 40 og AM 162 A l fol. Den hyppige
brug af (cc) i det med MskMS nogenlunde samtidige GKS
2365 40 fár ifplge Lindblad (1954, s. 202) hándskriftet til
at stá “ganska ensamt i det mkl handskriftsmaterialet [...]
Man hade onekligen efter en allman översyn av forhállan-
dena i 1200-talets isl. sprákkállor vántat sig större bruk af
ck i en urkund frán ca 1270”. Det samme kan sá passende
siges om MskMS, og da navnlig B, hvor (cc) er endnu mere
frekvent, men det medfprer ogsá at GKS 2365 40 ikke stár
helt sá ensomt.4
Brugen af (k) i B er bemærkelsesværdig. Som fremgáet
af afsnit 3.3.2 optræder (k) nemlig i et meget begrænset
antal hándskrifter fra 1200-tallet og fprste halvdel af 1300-
tallet. Betegnelsen (kc), der generelt sandsynligvis skal ses
i lyset af (k), er ligeledes meget sjælden i 1200-tallets slut-
ning,5 og de syv forekomster i B skal máske netop ses i
lyset af den ikke helt sjældne brug af (k). (kk), der kun fo-
rekommer hhv. to og én gang i A og B, má ifplge Lindblad
(1954, s. 202) generelt betragtes som et yngre fænomen.
Det er sáledes hovedbetegnelsen i en række hándskrifter
1 Jf. ogsá de ovenfor omtalte tilfælde med <cc) for /k/.
2 Spehr (1929, s. 92) skriver at distributionen af de to betegnelser for
/kk/ retter sig efter palatalreglen frem til 1250, men Lindblad (1954,
s. 201) har ikke kunnet registrere dette i nær samme grad som ved /k/.
Han bemærker dog at dette kan skyldes at hans stikprpver har været
for korte og at en udvidet underspgelse vil kunne fpre til justeringer i
forhold til dette. Imidlertid synes tabellen i Holtsmark (1936, s. 10—11)
at understptte Lindblads udsagn.
3 Lindblad (1954, s. 201) nævner i samme forbindelse A, men noterer
dog at (cc> ogsá anvendes i en vis udstrækning foran fortungevokal.
Det sidste er rent faktisk en underdrivelse, idet <cc) optræder 142
gange foran fortungevokal over for 121 eksempler foran andre vokaler.
Som allerede pápeget forekommer det i det hele taget ikke korrekt at
beskrive brugen i A som styret af palatalreglen, hvis man — med rette —
udelader de mange tilfælde med formen ekki.
41 samme forbindelse kan det bemærkes at jeg finder Lindblads ad hoc-
forklaring om at den hyppige brug af (cc) i GKS 2365 40 kunne skyldes
en ved betegnelsen af /kk/ særlig stærk forlægspávirkning, mindre
sandsynlig. Det er uklart, hvorfor noget sádant lige skulle ramme /kk/.
5 Jf. Lindblad (1954, s. 202).
fra 1300-tallet og bruges ogsá i diplomer i dette árhund-
rede.6
S&rkge tilfðdde
Til mulige tilfælde med assimilation eller bortfald af /k/
kan det fplgende noteres: /rkt/ > /rt/ bevidnes én gang i B
(‘mýrt’ íoriq, ingen modeksempler), mens man i A i begge
tilfælde med /rkt/ finder (rct) (‘Mýrct’ 19V40 og ‘mýrct’
34r9). /skt/ > /st/ bevidnes to gange i A (‘býftv’ 8n6 og
‘ðanft’ 9r8, ingen modeksempler), mens forbindelsen ikke
er belagt i B. Andre tilfælde med assimilation eller bortfald
af /k/ i konsonantgrupper har jeg ikke registreret. Man
finder sáledes ingen eksempler pá /ksk/ > /sk/ ((cfc kfc)
x 4 i A, ingen belæg i B), /kst/ > /st/ ((cz) x 6 i A, (cz kz)
X 3 i B), /lkt/ > /lt/ ((lgt) x 1 i A, ingen belæg i B), /rks/ >
/rs/ ((rcf) X 3 i A, ingen belæg i B) eller /nkl/ > /nl/ ((ncl)
x 1 i A, ingen belæg i B).
Ved siden af ti tilfælde med (fc fk) for /sk/ i A (fx
‘vafcleicr’ 9VI0, ‘vafchgr’ 3645 og ‘vafch|gaftr’ 24126-27)
finder man tre tilfælde med tilsyneladende metatese idet
der skrives (xl) (‘vaxhgaftr’ 32^51, ‘vaxhgr’ 6V51 og 3OV20)7
— i B skrives (fc) i ‘vafchgfti’ I7r22.
Om /k/:/kk/ i de personlige pronominalformer ok(k)r
ogyk(k)r samt i synkoperede former af de possessive pro-
nomener okkarr ogykkarr, se afsnit 4.4.5.1, 5.4.1.4, 5.4.1.5,
5.4*2.2 Og 54.2.5.
Om /sk/ i refleksivformanten, se afsnit 5.8.2.9.
44.5.2.8 /1/ og /11/
A B
/1/ <D 7700 /1/ <1> 1925
(11) 1000 <H> 315
<L) 35
/il/ O 440 (?) /il/ <l> 15(?)
/ld/ <H> 1-2
/ldl/ <u> 2
/þl/ <H> 6
/11/ <H> 1550 /11/ <H> 400
<1> 2 <1> 4
Tabel 4.41: Manifestationen af /1/ og /11/
Brugen af (11) for /1/ foran /d/ er langt mest gennemfprt
i B, der blot rummer tre tilfælde med (l),8 mens A rummer
omtrent 160 eksempler, svarende til 17% af samtlige til-
fælde. Som det fremgár af tabel 4.42, hvor skrivemáderne
(lld) og (ld) relateres til hándskriftsider og afsnit, fordeles
formerne med (ld) ikke jævnt i A. De er ganske frekvente i
61 diplomerne er (ck) dog uden sammenligning den mest anvendte be-
tegnelse, jf. Stefán Karlsson (1960, s. 140—41, og 2004, s. 46).
7 Jf. ogsá det fejlagtige ‘vaxchgaft’ 28vi6.
8 Eller to, afhængigt af tolkningen af ‘qlð’ I2r20 (men bemærk at man
finder (11) i to tilfælde med en tilsvarende kontraheret ordform).
44.5.2.8