Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 128

ÍOO
Ortografi
gjort.1 Frederiksen (1997, s. 31—2) kommer sáledes ind pá
en tilsvarende problemstilling i en kritik af Anders Bjer-
rums strukturalistiske beskrivelser af et par gammeldan-
ske lovhándskrifter (Skánske Lov efter B74 fra 1954, 2. rev.
udg. fra 1966, og Grammatik over De sjællandske Love ef-
ter AM 455 12° fra 1967). Bjerrums ortografiske beskrivel-
ser baseres pá en autonom grafemanalyse, og der anlægges
dermed et rent synkront perspektiv. Frederiksen kritiserer
bl. a. sidestillingen af grafisk og lydlig variation, altsá den
manglende tolkning af hvorvidt et givet fænomen skal be-
tragtes som noget rent grafisk eller kan afspejle en fonolo-
gisk eller fonetisk forskel. I forlængelse heraf pápeger hun
(s. 32) desuden det problematiske i at betragte en middelal-
derlig kilde som udtryk for ét system uden hensyntagen til
at sá at sige enhver sádan kilde rummer flere sproglag.2
En anden anke mod den autonome analyse, som blandt
andre Frederiksen (1985, s. 24) har fremhævet, er proble-
met relateret til det lukkede korpus som enhver middelal-
derlig kilde i sagens natur udg0r. Analysens værdi afhæn-
ger sáledes i meget vid udstrækning af hvor stort et korpus
der underspges. Ved en unders0gelse af kortere tekster vil
det i praksis være endog meget begrænset hvad den auto-
nome analyse kan bidrage med.
Som Larsen noterer i afslutningen pá sin fprnævnte arti-
kel fra 2004, g0r ikke alle grafemanalyser sig deres egent-
lige formál klart. Det er en vigtig pointe, som ogsá er rele-
vant at fremhæve i forbindelse med flere af de i afsnit 2.3.1
diskuterede underspgelser. Man má sp0rge sig selv hvad
man vil forspge at vise, hvis der skal være tale om mere
end et rent metodisk bidrag.
Jeg mener at det i h0j grad kan betvivles om det ved
skriverunders0gelser er tilstrækkeligt at opstille et grafem-
system (eller for den sags skyld et fonemsystem) uden
inddragelse af et diakront perspektiv. Uden et sádant vil
man fx ikke umiddelbart kunne opdage interessante for-
hold som ikke har f0rt til sammenfald mellem eller dan-
nelse af nye grafemer/fonemer. Dette gælder fx for visse
positionelt betingede lydudviklinger. Nogle fá eksempler,
som afspejles i skrivemáder i det i Mártensson (2007) un-
derspgte hándskrift (jf. afsnit 2.3.1.4), er udviklingen af
/eng/>/eing/, /kn/>/hn/ og /rl/>/ll/.3 Ved en synkron
analyse vil sádanne udviklinger kun kunne opdages hvis
man finder intern variation i teksten, idet fx <ei) afspejlende
oprindeligt /ei/ og <ei) afspejlende oprindeligt /e/ ellers
1 Ogsá Dyvik giver udtryk for et lignende synspunkt i den nedenfor
omtalte artikel fra 1996. For en række henvisninger til andre forskere
som har forholdt sig kritisk til det autonome grafembegreb, se fx re-
degprelsen i Diirscheid (2006, s. 35—42) og dér citeret litteratur.
2 Kritik af Bjerrums projekt finder man bl. a. ogsá i Frederiksen (1985,
s. 24-5 og 26) og Rischel (1996, s. 8-9). Det sidstnævnte sted hed-
der det bl. a.: “Hvis for eksempel t og d, eller k og g, falder sammen i
en bestemt stilling, sá har vi en fuldstændig vilkárlig synkretisme set
fra grafematisk synspunkt, men en yderst naturlig synkretisme set fra
fonologisk synspunkt. Hvorfor skulle det være sá frugtbart at studere
sprogtilstanden rent grafematisk uden at inddrage den slags indlysende
viden?”
3 Om forholdene ved disse fonemkombinationer i det págældende hánd-
skrift, se Bjarni Einarsson (1977, s. li og lvii).
ikke vil kunne adskilles.4 Den sidste iagttagelse er ikke blot
interessant for lydhistorikeren, men kan bl. a. ogsá være
af interesse ved sammenligning af skriverpraksis. Sádanne
forhold afdækkes lettere ved en relationel analyse med fast
(diakront defineret) referenceramme, men det kræver i gi-
vet fald at man — modsat Mártensson (jf. afsnit 2.3.1.4) —
inddrager former som kan afspejle lydudviklinger.5
Som allerede flere gange nævnt baserer den ortografiske
analyse i nærværende afhandling sig da heller ikke pá noget
egentligt grafemsystem. Analysens grundlag er derimod de
i afsnit 3.3 opstillede grafklasser. Efter at den i grafematisk
henseende mest ábenlyst redundante grafklassevariation er
blevet udryddet, ophpjes grafklasserne til tentative grafe-
mer, hvorefter de relateres til et fast fonologisk reference-
system.
Reduktionen af grafklasseinventaret skal der redegpres
for ved at anfpre eksempler pá ordformer som i manifesta-
tionen udelukkende adskiller sig ved de págældende graf-
klasser. Ved at vise at der ikke kan registreres nogen betyd-
ningsforskel, kan det fastslás at grafklasseme kan betragtes
som allografer af samme grafem, hvis der heller ikke i an-
dre tilfælde kan opstilles minimalpar som adskiller sig ved
de págældende grafklasser: 1) Grafklasserne ID1!, |D2| og
|ð| kan betragtes som allografer af <D). Pá gmnd af de fá
forekomster kan dette kun vises ved inddragelse af eksem-
pler med |ð|. Hver af de tre grafklasser kan sáledes erstat-
tes med |ð| uden at nogen betydningsændring indtræffer,
jf. |D1|~|ð| i ‘Dreymþi’ 12V42 - ‘ðreymþi’ 16V52, |D2|~|ð| i
‘Dreki’ 9V31 ~ ‘ðreki’ 3V30 og |ð|~|ð| i ‘ðrap’ 35147 ~ ‘ðrap’
34V42. 2) Grafklasserne |E‘| og |E2| kan betragtes som al-
lografer af <E), jf. |E2]~|E2) i fx ‘En’ 32ri8 ~ ‘En’ 24V48.
3) Grafklasserne |f| og ]p| kan betragtes som allografer af
<f), jf. ]f|~]p| i fx ‘af’ 23V3 ~ ‘ap’ 23V9 og ‘fra’ 23VI2 ~ ‘pra’
24V49. 4) Grafklasserne |F| og |f| kan betragtes som allo-
grafer af<F), jf. |F|~|p| i eksempelvis ‘Fra’ 22ri2 ~ ‘Pra’4vii
og ‘Fall’ 2ori3 ~ ‘pall’ 19134.5) Grafklasserne |m| og |n)| kan
betragtes som allografer af <m), jf. |m|~|n)| i fx lím’ 14118
~ ‘hn/ I4r9- 6) Grafklasserne In1], |n2| og |N| kan betragtes
som allografer af <N), jf. sáledes In^-ln^l-IN] i eksempelvis
‘Nv’ 415 ~ ‘Nv’ 2Órii ~ ‘Nv’ 4127.
Reduktionen i antallet af tentative grafemer i forhold
til grafklasseinventaret er af temmelig begrænset omfang,6
og man kunne argumentere for at det rent metodisk ville
have været mere tiltalende blot at basere relateringen di-
rekte pá grafklasserne og ikke operere med et ekstra lag
ved reference til hándskriftets tegnmanifestationer. Nár en
sádan strategi ikke er valgt, er ársagerne fprst og fremmest
4 For en del fænomener finder man rigtignok undertiden, men langt fra
altid, en brugbar variation ved unders0gelse af tekster af en vis længde.
5 Ved en analyse af eventuel forlægspávirkning, hvor det gælder om at
afdække mere end ét skriftsystem, kan det fx være interessant at af-
klare om <9) efter sammenfaldet mellem /9/ og /0/ refererer til det
ene eller til begge fonemer. Dette belyses lettest ved en relatering til
et referentielt fonemsystem.
6 Fx opl0ses ingen af ligaturerne i deres komponenter, heller ikke den
type som ofte beskrives som “ligaturer der betegner mere end ét
fonem”.
4.1