Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 499

Egne unders0gelser
471
son er ikke i tvivl om at YFlb er det direkte forlæg for AM
309 4°/ men bemærker at teksten i AM 309 40 rummer en
række forkortelser — fx er de fleste vers udeladt. Afskrif-
ten er udf0rt i 1498, men om det er sket pá Reykhólar eller
máske pá Flatey er uvist.1 2 Den tidsmæssige afstand mellem
forlæg og afskrift er ca. 100 ár. Teksten er ikke udgivet.3
Ud over i Kálund (1889—94, s. 178—79) er AM 756 40
kort beskrevet i Jón Sigurðsson & Finnur Jónsson
(1880—87, s- lxxviii—lxxx), hvori en kort prpve er aftrykt,
samt i Finnur Jónsson (1931, s. xvii). Det sidstnævnte
sted hedder det at hándskriftet “er en tro afskrift af cod.
Worm.”, omend argumenter ikke anfpres. AM 242 fol
er grundigt beskrevet og unders0gt i Johansson (1997),
hvor det bemærkes at “mycket tyder pá att anknytningen
til norra Island ár oomtvistlig och att den föreslagna till-
komstorten i benediktinerklostret Þingeyrar ár sannolik”
(s. 16). Det har da ogsá været den almindelige opfattelse at
AM 242 fol er blevet til pá Nordlandet, og Finnur Jónsson
(1931, s. xvii) skriver at det samme gælder om afskriften
AM 756 40. Den tidsmæssige afstand mellem forlæg og af-
skrift er noget usikker, men kan med alle tænkelige forbe-
hold anslás til ca. 100 ár. Den underspgte del af forlægget
er udgivet i Jón Sigurðsson & Finnur Jónsson (1880—87,
s. 24—2Ó32), mens den unders0gte del af afskriften ikke er
udgivet.
Ud over i Kálund (1889—94, s- i8o) er AM 757 b 40
kort beskrevet i Björn M. Ólsen (1884, s. liv—lv) og Wills
(2001, s. 52). Hos Björn M. Ólsen hedder det om fragmen-
tet at “[d]et indeholder alle de samme fejl som W [AM 242
fol] og er utvivlsomt en afskrift af denne membran”. Intet
sikkert vides om proveniensen, men Árni Magnússon fik
det i 1724 fra en Jón Arnason, der selv havde fáet det fra
en Guðrún Ögmundardóttir pá Flatey i Breiðafjörður. At
fragmentet er skrevet pá Nordisland, er da ogsá det mest
sandsynlige med tanke pá forlæggets proveniens (jf. be-
mærkningerne til dette ovenfor). Den tidsmæssige afstand
mellem forlæg og afskrift er máske omkring 125 ár. Den
underspgte del af forlægget er udgivet i Björn M. Ólsen
(1884, s. 1—213 og 513—6H), mens afskriften er transskribe-
ret i Wills (2001, s. 231—37).4
I det fölgende skal de vigtigste resultater af unders0gel-
sen opsummeres med fokus pá (orto)grafiske, morfologi-
ske, leksikalske og syntaktiske forhold.5 Allerede indled-
ningsvis kan det rpbes at underspgelsen generelt má siges
at bekræfte de tendenser som er blevet registreret i de tid-
ligere omtalte unders0gelser.
Betragter man det (orto)grafiske og fonologiske plan,
kan det fprst og fremmest bemærkes at man ikke finder
1 Det bestyrkes ogsá af ogsá af at den i afsnit 1.3.1.2 omtalte ejer af Flat-
eyjarbók Þorleifur Björnsson var en halvbror til Þóra Björnsdóttir, Jón
kollur Oddssons svigermor (jf. ogsá Scott 2003, s. 110*—11*).
1 Ólafur Halldórsson (2000, s. cxxv).
3 Den analyserede del af forlægget er udgivet i Unger & Guðbrandur
Vigfússon (1860-68, bind 1, s. 416-4186).
4 Wills’ transskription rummer dog flere fejllæsninger.
5 Af tidsmæssige ársager er rent palæografiske forhold ikke blevet un-
derspgt.
nogen gennemf0rt tendens til at overf0re ortografiske træk
fra forlæg til afskrift — den enkelte afskriver synes over-
ordnet at f0lge sin egen mere eller mindre faste norm. I
analysen har jeg unders0gt forskellige typer af grafklasser
og deres gengivelse i forlæg og afskrift, nærmere bestemt:
1) interlineære alfabetiske abbreviaturer, 2) andre abbrevia-
turer og 3) modificerede og umodificerede alfabetiske graf-
klasser samt ligaturer.
Nár det gælder brugen af interlineære alfabetiske abbre-
viaturer, synes skriverne ikke pávirkede af forlæggets prak-
sis. Dels bruges visse abbreviaturer i de enkelte tilfælde
(helt eller delvis) kun i forlægget,6 mens andre (helt eller
delvis) kun anvendes i afskriften,7 og dels optræder abbre-
viaturer som er hyppige i sável forlæg som afskrift, ikke
npdvendigvis i samme ord, men benyttes frit af skriverne i
funktioner som er almindelige.
Samme mpnster kan stort set siges at gælde ved an-
dre abbreviaturer.8 En mulig undtagelse i tekst 1 er (’).
Abbreviaturen bruges hyppigt i báde forlæg og afskrift
(x 21 og x 19), men næsten kun i latinske navne. Enkelte
gange oplpses abbreviaturen til ‘vf, men normalt bevares
den. Det kan ikke udelukkes at afskriveren er inspireret af
forlæggets (undertiden) lidt specielle latinske skrivemáder,
men det er ogsá muligt at han under alle omstændigheder
ville have benyttet abbreviaturen i de págældende latinske
navne.
Generelt genfindes samme mpnster ved de modifice-
rede og umodificerede alfabetiske grafklasser samt ligatu-
rerne.9 En mere gennemgáende undtagelse synes imidler-
tid at være behandlingen af sætningsindledende majuskel-
grafklasser, kapitæler med funktion som sádanne og initi-
6 Sáledes eksempelvis (e) og (s) i tekst 1.
7 Sáledes eksempelvis (m), (“) og (*) i tekst 1 og (c), (ð), (e), (m), (n), (°)
og (') i tekst 4.
8 De fleste af abbreviaturerne gár naturligvis igen, men almindeligvis
blot fordi de har været en del af en given skrivers eget grafklassein-
ventar. Dette indikeres ikke mindst af abbreviaturernes brug i forskel-
lige ord i forlæg og afskrift. Betragter man eksempelvis brugen af (") i
visse frekvente ordformer i tekst 1, fremgár det at “fi’ konsekvent (x 12)
ændres til Tis’, at “fio’ undertiden (x 6) ændres til ‘hvn’ (i 20 tilfælde be-
vares det, hvilket dog ikke behpver skyldes forlægspávirkning), og at
sável ‘þeim’ (x 1) som ‘þei’ (x 2) og ‘þ’ (x 1) ændres til ‘þm’.
9 Som eksempler fra tekst 1 kan nævnes at alle tilfælde med (ó ó) (x 14
og x 3) for /ó/ ændres til (æ), og at (e) for /I/ med en enkelt undta-
gelse ændres til (i)/(í) i samtlige 34 tilfælde. Som eksempler fra tekst 4
kan nævnes at tryksvagt /k/ i udlyd, som i forlægget konsekvent ma-
nifesteres som (k), lige sá konsekvent ændres til (g) (x 16 i ek, mik, sik,
þik og mjgk). Et andet eksempel fra samme tekst er manifestationen af
svarabhaktivokalen. Mens denne aldrig manifesteres i forlægget, der
heller ikke har eksempler pá omvendte skrivemáder, manifesteres re-
levante tilfælde med ældre /r/ langt oftest som (’) (x 57) over for blot
seks eksempler med (r). Man finder i afskriften ogsá et enkelt eksem-
pel pá den omvendte skrivemáde ‘nepf.ðottr.’ 5131.
E.2