Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 105

Palæografi
77
|Þ|: |Þ| manifesteres stort set pá samme vis i A og B, nem-
lig som en forstprret minuskel, hvilket ogsá er det almindelige i
islandsk skrift. Da graferne ofte ikke er meget stprre end de til-
svarende minuskler, kan der opstá tvivl om tolkningen. I B mani-
festeres |Þ| dog ofte mere kantet end |þ|. Som ved andre graftyper
med overlængde varierer skaftets top en smule, og bpjlen kan være
mere eller mindre kantet. I B har underlængden aldrig ombpjning
mod venstre, og det er almindeligvis heller ikke tilfældet i A. Som
eksempler kan anfpres (321) og (322) i B og (323), (324) og (325) i A.
I enkelte tilfælde hvor graferne skrives i margenen, finder man i A
ombpjning mod venstre, jf. (326) og (327).
3.3.3 Ligaturgrafklasser
Som nævnt i afsnit 1.4 anvendes termen ligatur i den ret brede defi-
nition som fremsættes i Hreinn Benediktsson (1965, s. 52), og som
stiller som krav til grafklassens to komponenter at de enten má
dele et distinktivt pennedrag eller at en af komponenterne udviser
en særlig udformning i kombinationen.
Fra et funktionelt perspektiv skelner man traditionelt mellem to
typer af ligaturer: “those with an independent phonemic reference,
and those without such a reference”,1 og i Hreinn Benediktsson
(1965, s. 51) understreges det at disse kategorier má holdes skarpt
adskilt. I det fplgende behandles de imidlertid side om side i alfa-
betisk rækkefplge, hvilket er i overensstemmelse med nærværende
afhandlings generelle praksis med dens tilstræbte begrænsede
inddragelse af funktionelle kriterier i grafklasseinventeringen. I en
historisk perspektivering má man dog holde sig forskellen mellem
typerne for 0je, hvilket der naturligvis tages hensyn til.2
De i MskMS forekommende ligaturgrafklasser er |æ|, |qp|, |aj|,
14 M> |á>l> 1^1- |tt>l> \M> læl> bl> lhl> |fi|> 1414 lol> IipI> lftl> IÞI-De
er altsá alle tokomponente.
|æ|: Ligaturen |æ| (|a|+|e|) anvendes meget sparsomt af begge
skrivere med fire eksempler i B, hvoraf to er utydelige, og tre ek-
sempler i A. I B har fprstekomponenten en meget reduceret hals,
der antydes sá svagt at denne del af grafen ligner det fra kursiven
eller den insulære skrift kendte Jaj som manifesteres uden hals, jf.
(328). IA finder man sável en graftype uden som en med hals, rime-
ligvis afhængigt af hvilken af komponenterne der er skrevet fprst,
jf. fx (329) og (330).
I de ældste hándskrifter er ligaturen sjælden, og den sporadiske
anvendelse findes særlig i hándskrifter der viser tilbage til norske
forlæg. I visse af de allerældste hándskrifter har fprstekomponen-
ten ingen hals (fx i AM 237 a fol)3 eller en meget reduceret hals.
321
Biir33
Í4tmr
B nno
1 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 51). Samme sted g0res der dog opmærksom pá
at de to kategorier i visse tilfælde sammenfalder.
2 Ved beskrivelse af ligaturers nærmere udformning foretages i visse palæografi-
ske unders0gelser, fx Westlund (1974, s. 83-5), en overordnet inddeling af kom-
ponenterne, afhængigt af om de optræder som fuldstændige og/eller ufuldstæn-
dige komponenter, og af om de kan optræde som f0rste- eller andenkompo-
nenter. Noget sádant angives ikke i nærværende afhandling, men af de anfprte
eksempler og beskrivelser er det ved læsningen uproblematisk at afg0re begge
disse forhold.
3 Spehr (1929, s. 107) bemærker at ligaturen i dette hándskrift skiller sig ud ved
at manifesteres med en andenkomponent der er sá fremtrædende at ligaturen
bedst kan beskrives som et |e| hvortil b^jlen fra et |a| er f0jet. Han bemærker at
3-3-3