Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 50

22
Indledende teoretisk og metodisk diskussion
rettes fokus mod flere former for variation. Helt overord-
net kan der skelnes mellem ekstern og intem variation.
Begrebet ekstern variation betegner den variation i et
handskrift som kan tilskrives to forskellige skriveres ar-
bejde. To skriftstykker skrevet af to forskellige skrivere vil
sáledes aldrig udvise præcis samme brug, bl. a. fordi skri-
vernes normer altid vil afvige noget fra hinanden, og fordi
de rimeligvis gennemfprer normerne med forskellig grad
af stringens.
Begrebet intem variation betegner derimod variationen
hos én og samme skriver (i én eller flere kilder). Selvom
ogsá de fleste middelalderlige skrivere har efterstræbt en
mere eller mindre konsistent brug, má man regne med mu-
ligheden for betydelig palæografisk og ortografisk varia-
tion.1 Denne interne variation besværliggpr bl. a. skriveri-
dentificering, hvorfor diskussionen af disse forhold tages
op igen i afsnit 6.3.
Den interne variation kan have forskellige ársager og
kan være báde tilsigtet og utilsigtet. Den tilsigtede varia-
tion kan ogsá beskrives som systematisk: den er en egentlig
del af skriverens system (og norm). Som eksempler pá en
sádan systematisk intern variation, der báde kan komme
til udtryk i en og samme kilde og pá tværs af kilder, kan
fplgende punkter nævnes, hvoraf det fprste har direkte re-
levans for analysen af MskMS:
1. Komplementær distribution af allografer. Af den
palæografiske analyse i afsnit 3.3 fremgár bl. a. at der
i den af hánd B skrevne del af MskMS ved grafklas-
sen |ð| forekommer to graftyper, dels det almindelige
llð1!!, der anvendes i alle andre positioner end efter |1|
og kendetegnes ved et ret hpjt skaft der foroven bpjer
nedad mod venstre, og dels llð2ll, der anvendes efter |1|
og er kendetegnet ved at det næsten vandrette skaft
sá at sige ikke bevæger sig over mellemlinjen. Denne
type variation, som Lindblad (1954, s. 188—90) be-
nævner “grafiskt betingad variation”, kan klarlægges
ved en grafotaktisk analyse.
2. I visse tilfælde kan udformningen af en graf (pá syste-
matisk vis) være betinget af dens placering pá siden.
Et eksempel er udformningen af grafer med over-
længde i pverste linje i en række diplomer og visse
hándskrifter, fx AM 162 A ð fol (CI250), hvor over-
længderne forlænges langt op i den 0vre margen.2
3. En forskel i det anvendte sprog kan bevirke palæo-
grafiske forskelle. Her tænkes ikke pá det i Gunneng
(1992, s. 27) nævnte faktum at skriftstykker skrevne
pá forskellige sprog kan give forskellige skriftbilleder
nár de forskellige graftypers frekvens afviger betyde-
ligt, men derimod pá anvendelsen af sprogspecifikke
graftyper, fx nár en skriver ved skrivningen af en la-
tinsk tekst ikke anvender de insulære graftyper som
1 Jf. eksempelvis Bischoff (1982 og 1990, s. 45), Eder (1972, s. 13-14),
Gunneng (1992, s. 27), Haugen (1988, s. 260) og Powitz (1998, s. 244).
2 Se faksimiler i Kjeldsen (20058).
han benytter ved skrivningen af en norrpn tekst, og
sáledes eksempelvis erstatter |p| med |f|.3
4. Genremæssige forhold kan fpre til systematisk vari-
ation ved to eller flere kilder skrevne af samme skri-
ver. Professionelle skrivere har sáledes kunnet beher-
ske flere forskellige skriftarter, eksempelvis en mere
formel karolingisk, prægotisk eller gotisk (textualis)
skrift, som primært har fundet anvendelse i bpger, ved
siden af en mere kursiv eller halvkursiv skrift, som i
hpjere grad har fundet anvendelse i diplomer.4 Desu-
den má man regne med at trænede skrivere kan have
behersket forskellige udformninger af samme over-
ordnede skriftart, alt afhængigt af den tilstræbte for-
malitetsgrad.5
5. Ogsá rent kodikologiske forhold kan fpre til en syste-
matisk variation mellem to eller flere kilder skrevne
af samme skriver. Sáledes g0r Gunneng (1992, s. 27)
opmærksom pá at en smal tekstflade kan forársage en
usædvanlig sammentrængning eller formindskelse af
skriften. Som en anden relateret palæografisk indvir-
kende faktor kan nævnes at en særlig lille skrift kan
bevirke en noget afvigende udformning af visse graf-
typer.6 Ud over en sádan palæografisk variation er det
ikke urimeligt at forestille sig at de omtalte kodikolo-
giske forhold kan bevirke ortografiske ændringer, fx
af pladsbesparende karakter. En sádan variation kan
dog formentlig ikke betegnes som systematisk.
Ved siden af den systematiske variation finder man en
mere usystematisk variation som ikke kan betragtes som
tilsigtet inden for rammerne af skriverens norm. Der kan
báde være tale om midlertidige og mere permanente æn-
dringer i skriverens brug.7
3 Jf. ogsa Lindblad (1963, s. 95), der pápeger at accent- og abbreviatur-
brug er meget forskellige i hhv. de islandske og latinske passager i GKS
2087 40 (C1300—28). Nævnes kan det ogsá at der pá skriftartniveau
if0lge Hedström (2009, s. 197) kan registreres en forskel i en del af
materialet fra Vadstena klosters sösterkonvent, idet textualis f0rst og
fremmest synes anvendt i latinske tekster, mens folkesproglige tekster
manifesteres i hybrida. Noget tilsvarende kendes fra England, hvor
skriverne i en del af middelalderen anvender en insulær skriftart i fol-
kesproglige tekster, men en karolingisk eller gotisk skriftart i latinske
tekster, hvorfor der i bilingvale hándskrifter kan forekomme to helt
separate skriftarter (en illustration af dette fra et engelsk hándskrift
fra f0rste halvdel af 1000-tallet findes i Haugen 2004, s. 186).
4 Denne problemstilling omtales ofte i palæografisk litteratur, fx i Po-
witz (1998, s. 244 m. henv.).
5 Jf. fx Gunneng (1992, s. 27).
6 Et eksempel herpá er den mindre skrift som anvendes ved indf^relse
af kommentarer i bibelhándskrifter. I denne skrift finder man ofte et
simpelt enetages-ö pá trods af at der i selve br0dteksten konsekvent
anvendes et traditionelt karolingisk |a| med tydelig hals (jf. Derolez
2003, s. 54).
7 Jf. i denne forbindelse ogsá Dverstorps (2010, s. 44-50) skelnen mel-
lem “överlappning” og “förándring”, hvoraf den sidste dels kan være
midlertidig eller permanent, dels spontan eller resultatet af direkte pá-
virkning. Begrebet “överlappning” dækker derimod over en situation
som ogsá omtales nedenfor, nemlig at en skriver utilsigtet kommer til
at anvende en for formálet upassende brug som han ellers anvender
2.2.1